Skuespiller Laura Bro: Det er ikke livsvigtigt for mig at finde en kæreste

Engang kunne Laura Bro, 44 år, slet ikke forestille sig, hvis hun ikke blev gift en dag. Men nu kan hun mærke, at det egentlig ikke betyder så meget for hende mere.

– Hvis der en dag er et menneske, som jeg elsker rigtig højt, der spørger mig, om jeg vil gifte mig med ham, så siger jeg formentlig ja. Men mit liv kan godt blive fuldendt uden et bryllup. Selv om jeg selvfølgelig gerne vil prøve at have den der store, hvide kjole på, griner Laura.

– Det er ikke livsvigtigt for mig at finde en kæreste. Jeg vil gerne have en kæreste, hvis jeg bliver forelsket. Og hvis jeg gør det, så sker det jo bare. Men jeg gider ikke have en kæreste bare for at have en kæreste. Jeg gider ikke lede efter det, så jeg tror, det skal komme lidt bag på mig, hvis det skal ske. Jeg synes egentlig, mit liv er et ret godt sted lige nu, og jeg føler mig glad, hvor jeg er.

Sofie Stougaard: Kærlighed kan se ud på mange måder

Mor til Henry

Laura har altid vidst, at hun gerne ville have børn. Så da hun som 39-årig lige var kommet ud af et langt forhold, erkendte hun, at hun måtte gøre noget aktivt, hvis den drøm skulle realiseres. Hun kendte sig selv godt nok til at vide, at der kan gå mange år mellem, hun forelsker sig i nogen, så det havde hun ikke nødvendigvis tid til at vente på.

– Tidligere i mit liv har jeg mødt mennesker, som ikke nåede at få børn, og det har gjort indtryk på mig, hvor kede af det de var. Det var også en afgørende faktor for, at jeg besluttede at gøre noget ved det. Ville det så ikke kunne lade sig gøre, så ville jeg slippe det igen. Men så ville jeg vide, at jeg havde gjort noget for det.

Men det kunne lade sig gøre. For fire år siden fødte Laura sønnen Henry, som hun har været alene med lige siden.

– Det har været vigtigt for mig, at han ikke følte sig anderledes, og at han ikke følte, at der var noget fortiet, som vi ikke kunne tale om. Samtidig har jeg fokuseret på, at han fik nogle faderfigurer i sit liv. Da han blev døbt, havde han fem fadere, og det var alle sammen mænd.

Mia Lyhne om at være alenemor: Jeg ville ønske, vi havde været to

Tak for ham her

Og selv om Laura føler en stor åbenhed overfor religioner, var hun alligevel i tvivl om, hvor vidt Henry skulle døbes. Men efter næsten et år som mor kunne hun alligevel mærke, at hun havde et behov for at samle sin familie og markere, at han var kommet til verden.

– Jeg havde et behov for at sige tak til nogen. Ja, eller til noget. Til verden måske. ”Tak for ham her. Tak, fordi jeg blev mor. Det er jeg virkelig glad for blev en del af mit liv.” Noget i den stil. Jeg havde behov for et ritual omkring det.

Laura ved godt, at Henry formentlig ikke får nogen søskende. Netop derfor ser hun det som et stort ansvar at skabe nogle gode menneskelige relationer for ham, og det er vigtigt for hende, at han danner nogle stærke bånd til hendes søskendes børn og ligeledes til hendes venners børn.

– Hvis jeg havde fået børn tidligere i mit liv, så havde jeg nok fået mere end et. Men jeg er så taknemmelig for, at jeg har fået Henry. Det er den bedste beslutning, jeg nogensinde har taget.

Neel Rønholt: Det er ret vildt at føle en kærlighed, hvor der ikke er noget men

Kunsten at improvisere

Selv om det engang imellem kunne være en logistisk fordel at være to, og selv om det da kunne være meget fedt at få lov at prøve en stor, hvid brudekjole, så er det ikke det, der fylder i Lauras liv, fortæller hun. Tværtimod faktisk.

– Livet har lært mig, at der ikke findes noget, der hedder den rigtige løsning. Man må improvisere, som livet tager sin gang. Det er også den måde, jeg bedst kan være i livet på. Og ikke mindst være i nuet på. Det er min største ambition. At være til stede i nuet. Og det kan godt være svært. Det er måske også lidt det, jeg bruger en aften i kirken til. At give slip på nogle svære ting, sådan jeg ikke i så høj grad hænger fast i fortiden, men i stedet kan være til stede lige her.