Signe Egholm Olsen
Selvudvikling

Signe Egholm Olsen: ”Jeg er blevet bedre til at sige skidt pyt”

11. november 2019
af Rikke Hast, redigeret til web
Foto: Nellie Møberg.
Passionen for skuespilfaget fylder stadig meget hos Signe Egholm Olsen, men som mor til to er hun blevet bedre til at finde balancen mellem arbejdet og familielivet. For som Signe selv siger: " Jeg ved nu, at teatret ikke brænder ned, fordi jeg går ud ad døren klokken 16."

SØNDAG har mødt Signe Egholm Olsen

– Jeg er nok blevet lidt tykhudet efter at have oplevet meget. Men mit hjerte banker stadig helt vildt før en premiere, fortæller Signe Egholm, som netop nu er aktuel med forestillingen "De befriede" – en forestilling med manuskript af Lucas Svensson, som handler om krigen, befrielsen og om de mennesker, der oplevede den, og de valg, de traf undervejs.

– Min hjerne er virkelig kommet på arbejde med den forestilling. Jeg spiller 10 roller, og rent teknisk er det en udfordring, for det er næsten som matematik at få det til at gå op. Jeg er blandt andet en mor, et barn og en frihedskæmper. Jeg har alle mulige hatte, og alle roller skal spilles med en dybde og en bund, for det er et stort tema at gå ind i. Og et tema, som skal tages alvorligt, siger Signe.

– Stykket kan minde os om den tid og om de kræfter, der var på spil. Og det er jo ikke tilfældigt, at vi bliver ved med at fortælle historier fra den periode. Der er nok en trang i os til at prøve at forstå, hvad det var, der skete dengang. Jeg håber, stykket her vil ramme bredt, for det fortjener et publikum.

Signe bor blot en cykeltur fra teatret sammen med skuespiller og musiker Jimmy Jørgensen, som hun har to børn sammen med.

Kæmpestor kærlighed

Selv er Signe opvokset langt fra København, nemlig i Ormslev lidt uden for Aarhus. Hendes far var socialrådgiver og afdelingsleder, mens hendes mor var lærer og arbejdede som viceleder på en skole. Familien boede i et bofællesskab, hvor der var højt til loftet og masser af plads, både fysisk og åndeligt.

– Jeg gik i skole inde i Aarhus og syntes, at dem, der boede i Aarhus, var megaseje. Jeg følte mig lidt som en bonderøv dengang, men her i bagklogskabens lyse skær kan jeg jo se, at jeg på grund af det barneliv, jeg havde derude på landet, har fået virkelig meget med mig, som jeg ikke ville bytte for noget som helst i hele verden. Det var en fantastisk opvækst.

Allerede som teenager var Signe draget af skuespillet, hvor hun på teatret Gellerupscenen fandt et sted, hvor hun intuitivt følte sig hjemme og hurtigt opdagede, at hun faktisk virkelig var god til det der med teater. Det var dén vej, hun skulle.

LÆS OGSÅ: Ane Cortzen: "Mit ægteskab har givet mig ro"

Signe kom ind på Statens Teaterskole i København og blev færdig i 2003. På det tidspunkt var hun allerede flyttet til København, hvor hun havde været i praktik på forskellige teatre.

– Jeg tog ikke nogen studentereksamen, og selv om jeg vidste, at skuespillerlivet var usikkert, var jeg inderst inde sikker på, at det nok skulle gå. Jeg var så styret af min lyst, og det var ikke, fordi jeg drømte om alt det, jeg har nu. Mindre kunne også have gjort det. Det var egentlig bare en kæmpestor kærlighed til teatret.

Da hun var færdiguddannet, fik Signe en rolle i filmen ”Nordkraft”, der blev instrueret af Ole Christian Madsen og var baseret på Jakob Ejersbos bog. Her spillede hun blandt andet over for Thure Lindhardt og Claus Riis Østergaard.

– Filmen fik stor betydning for mig, og det var en kæmpeoplevelse at blive betroet så stor en rolle. Jeg var 23 år og havde ikke arbejdet særligt meget med filmmediet. Jeg fik så meget opmærksomhed i kølvandet på den film, og bagefter var der bare helt stille. Det var en dyrebar lektie, for det var en kunst ikke at lade det betyde noget for ens selvværd.

I 2008 mødte Signe Jimmy, da de spillede med i hver sin forestilling på Aarhus Teater.

– Jeg var kommet hjem til Aarhus, men der var ikke rigtig nogen af mine venner, der boede der længere. Jeg var ligesom gæst i min egen by. Det var virkelig en underlig oplevelse. Jimmy lavede ”Nøddeknækkeren”, og jeg var med i ”Idioten” af Dostovjevskji, men vi fik øje på hinanden, og vi havde ikke rigtigt nogen synderlige forpligtigelser, så efter tæppefald om aftenen gik vi ind og drak en masse øl på teatrets stamværtshus. Jeg vidste godt inden da, hvem Jimmy var, men vi havde aldrig hængt ud i de samme kredse.

Alder ingen betydning

Der er 16 år imellem Signe og Jimmy, men aldersforskellen var nu ikke noget, Signe spekulerede meget over, da de mødtes. Hun syntes egentligt, det var rart at møde en, der havde levet et helt andet liv.

– Jimmy er meget ung af sind. Desuden er vi i en branche, hvor alder er lidt flydende. Det handler mere om, hvilken energi man har, og hvad man er til. Jeg har i hvert fald aldrig rigtig hæftet mig ved aldersforskellen. Nu fylder jeg snart 40, og jeg kan godt mærke, at det med alderen rammer mig en lille smule. Jeg kan huske min mors og fars 40-års fødselsdage, og jeg føler ikke, at jeg selv er lige så voksen, som de var dengang.

– Det dejlige ved at blive lidt ældre er, at man ikke er så bange for at tage sin plads eller stille spørgsmål. Mit liv er for eksempel for kort til, at jeg vil have, nogen opfører sig dårligt over for mig, taler grimt og så videre. Tidligere ville den slags næsten have givet mig mavesår, men der får det mig ikke ud mere, og det er egentligt rart at mærke. Årene har givet mig en vis ro i forhold til at sige: Skidt pyt.

LÆS OGSÅ: Neel Rønholt: "Jeg har lært at hvile i mine valg"

Bedre balance

Udover datteren Billie Jo på otte og sønnen Morgan Bob på tre er Jimmy far til en nu voksen datter, Sally Jo, fra et tidligere forhold.

– Sally er 28 år nu, og jeg holder ufatteligt meget af hende. Hun er mine børns storesøster, og hun kommer tit og passer dem. Det er et stort privilegium for dem at have en voksen søster, som ikke skal ind og være forældreagtig og kedelig. Hun er et stort forbillede for dem. Sally har en vidunderlig mor og også nogle dejlige søskende på sin mors side. Vi er en stor og nok også meget moderne familie, der holder jul sammen og også nogle gange fødselsdage. Det er utrolig dejligt, at det kan lade sig gøre, siger Signe, der mener, at hendes to børn kom på et rigtigt godt tidspunkt i hendes liv.

– Det at blive mor er uden tvivl det største, der er sket i mit liv. Børnene har været med til at give mig en bedre balance. At opleve, at der bare er noget, der er vigtigere. Det er en gave, også til mit arbejdsliv. Jeg ved nu, at teatret ikke brænder ned, fordi jeg går ud ad døren klokken 16, og jeg er også blevet bedre til at stille nogle flere krav. Det skal mine børn have tak for udover alt det andet, de bidrager med.

Signe vidste ret tidligt, at hun gerne ville have børn, også selv om hun godt var klar over, at det ville blive svært at kombinere med en travl karriere som skuespiller.

– Det har da været sindssygt hårdt at få det til at passe ind. Mine forældre vil meget gerne hjælpe, men de bor i Jylland og er fire timers kørsel væk. Jimmy og jeg arbejder tit på skift om aftenen, og når jeg ikke arbejder om aftenen, vil jeg gerne være hjemme, for jeg savner jo børnene. Vi er lige så udfordrede, som andre forældre er.

Familien bor i en lejlighed på 5. sal uden elevator, men Signe drømmer ikke om forstæderne, heller ikke selv om hun godt kunne tænke sig hus og have.

– Vi er med i en stor ødegård i Sverige, og det tilfredsstiller mit natursavn. I det daglige nyder jeg, at vi bor i byen, for vi skifter jo arbejdsplads hele tiden, og vi er aldrig længere væk, end at vi kan cykle.

Mere om Signe:

  • Født 9. maj 1980.
  • Opvokset i Ormslev ved Aarhus.
  • Uddannet fra Statens Teaterskole i 2003.
  • Fik sit gennembrud som Maria i filmen "Nordkraft", men hun har også medvirket i en lang række film og tv-serier, blandt andet "Borgen", "Den som dræber" og julekalenderen "Pagten".
  • Privat danner Signe par med skuespiller og musiker Jimmy Jørgensen, som hun har to børn sammen med.
  • Aktuel i "De befriede" på Teater Republique – en forestilling om krigen og befrielsen og de mennesker, der oplevede den.
  • Til sommer skal Signe spille hovedrollen som Bilbo Sækker fra Tolkiens berømte eventyr ”Hobbitten”, når Det Kongelige Teater opfører forestillingen under åben himmel i Dyrehaven.
  • Signe er en del af kunstnerkollektivet ”Sort Samvittighed”, som er et fællesskab med andre kvindelige kunstnere.
https://imgix.femina.dk/call_to_action/abbo_banner_qlinique_940x200_0.jpg

Læs også