Kendte kvinder

Monica Ritterband: "Jeg er solo – ikke single"

Efter 10 års ægteskab er Monica Ritterband blevet skilt fra sin mand. Den kendte journalist og kunstner tror på omsorgsfulde snarere end lykkelige skilsmisser.

Vi har mødt kunstner og journalist Monica Ritterband

Monica Ritterband og hendes mand valgte i december at gå fra hinanden.

– Vi var sammen i godt 11 år, og det har været 11 år med latter, lethed og gode oplevelser. År, som jeg værdsætter og tager med mig nu, hvor jeg vandrer videre alene. I vores tilfælde føler jeg, at vi begge er ansvarlige for skilsmissen. Men det er vigtigt for mig at nævne, at der ikke har været andre involverede parter i vores brud, siger Monica og fortsætter efter lidt eftertanke.

– Der er altid årsager til, hvorfor man må skilles. For os skete der med tiden det, at vores interesser delte sig så meget, at vores fællesmængde blev mindre og mindre. Det er altid vigtigt at have selvstændige liv inden for rammerne af et parforhold. Det være sig arbejde, venner eller interesser, men helt generelt tror jeg, at det, man har fælles, skal fylde mere end det, man har hver for sig. Vi har ikke børn eller børnebørn tilfælles, og når man ikke har det, så kræver det noget mere mørtel parterne imellem, forklarer Monica og understreger, at det har været og stadig er en svær proces, og at hun helt generelt ikke tror på den lykkelige skilsmisse.

LÆS OGSÅ: Lone Dybkjær: Og jeg vil nyde at have det godt 

– Det er en falsk varebetegnelse for processen. Men man kan byde sig selv og sin partner en omsorgsfuld skilsmisse. Og jeg synes, at vi begge har forsøgt at være omsorgsfulde over for hinanden. Der har været fairplay og blik for, hvad den anden har haft behov for. Vi har hjulpet hinanden med råd og dåd, og der har ikke været sårende ord imellem os. Vi har begge været bevidste om, at farvel-ord skal være ordentlige. Man skal huske på, at der jo er en grund til, at man har levet så længe med hinanden. 

Monica er uddannet journalist, og mange vil huske hende fra hendes tid som studievært på TV Avisen. Siden blev hun først informationschef og dernæst direktør hos Carlsberg, hvorefter hun fulgte sit hjerte og blev kunstner på fuld tid. Sidst har Monica skabt udstillingen ”Svævende hjerte”, hvor hovedværket er en stor mosaik af et anatomisk inspireret hjerte. Og det er da også hjertelighed og kærlighed, der interesserer hende mest af alt. Både kærlighed i kunsten, men også den kærlighed, der kitter mennesker sammen. 

 

LÆS OGSÅ: Jette Torp: Jeg trives faktisk med at være alene

Ingen fortrydelser

Monica har været gift flere gange, og hver gang har hun været overbevist om, at kærligheden ville vare livet ud. Det gjorde den som bekendt ikke, men alligevel har hun ikke nogen fortrydelser. 

– Jeg er taknemmelig for de mænd, som har været på længerevarende ophold i mit liv. Jeg har lært noget af samtlige og bestemt også af min seneste mand. Jeg kan da godt føle misundelse, når jeg hører om lange ægteskaber, hvor der er børn og børnebørn. Sådan skulle det ikke være for mig. Da jeg var i 30'erne, forsøgte jeg at blive gravid, men det lykkedes desværre ikke.

 

KØB et abonnement på SØNDAG – lige nu kan du vælge imellem velkomstgaverne: 2 x Södahl sengesæt eller Clarins skønhedspleje

Solo, ikke single

Monica kalder sig solo og ikke single. Hun synes, at sidstnævnte ord minder hende om de vinyl-udgivelser, hvor der kun er ét nummer på pladen. Sådan har hun ikke lyst til at tænke på sit liv. Om der kommer en ny mand på et tidspunkt, ved hun ikke. Lige nu er hun der, hvor hun ikke kan forestille sig det. Men erfaringen har også belært hende om, at man aldrig skal sige aldrig.

– Jeg skal jo ikke lukke en port for evigt, hvis der er noget lykkeligt derude. Men jeg kan mærke, at jeg ikke halser rundt. Det gjorde jeg efter min første skilsmisse. Dengang troede jeg, at den ulykkelighed, jeg bar rundt på, ville forsvinde, hvis jeg kom ind i et nyt forhold. Jeg kommer aldrig mere til på den måde at lade mig styre af lidenskaben. Den skal holdes i kort snor. Jeg er også med alderen blevet bange for følelser uden portefølje. Den tordnende forelskelse kan ikke alene være det bærende. Kærlighed og klarsyn må gå hånd i hånd, hvis man ikke skal fare vild. Det føler jeg godt, at jeg kan sige i dag, hvor jeg er 63.