Mette Bluhme Rieck
Selvudvikling

Mette Bluhme Rieck: "Det, der bliver sagt om natten, gælder ikke"

5. august 2019
af Rikke Hast
foto: Heidi Maxmiling, makeup: Ulla Glud
Aftenshowets Mette Bluhme Rieck er tilbage på skærmen efter barsel. At blive mor er stort, mener Mette, også selv om hun om natten af og til ”hviskeskændes” med kæresten, når sønnen sover. Moderrollen har desuden fået savnet af hendes egen mor, som Mette mistede for otte år siden, til at blusse op.

Mette Bluhme Rieck bor på Islands Brygge i et område, hvor nybygget minimalisme på charmerende vis smelter sammen med bohemeagtig haveforening. Noget, der passer godt til værten på ”Aftenshowet”. For indenfor i Mettes lejlighed, som hun deler med kæresten Kasper Nielsen og deres søn Viggo, er der både stilrene møbelklassikere, antikviteter og moderne kunst.

Og sådan foretrækker hun det, Mette, der har en fortid som vært på livsstilsprogrammer som blandt andet ”Antikduellen”.

– Jeg skulle lige vænne mig til vores nye format på ”Aftenshowet”, hvor der er et hold af gæster og samtaler på tværs af studiet. Men jeg er glad for at være tilbage, og det er gået godt. Nok, fordi jeg ved, at der er ro på basen derhjemme. Vi har fået logistikken omkring Viggo til at gå op på en god måde, siger Mette, der som barn ville være skuespiller. Hun elskede at spille børneteater, og det var først, da hun begyndte at læse samfundsvidenskab på Roskilde Universitet, at interessen for journalistik så småt meldte sig. Siden er interessen for livsstilsjournalistik blevet en del af hendes dna.

– Men jeg har også min baggrund inden for samfundsvidenskab med mig. Den er god at have, for vi sidder også indimellem i ”Aftenshowet” med nogle lidt tungere emner. Men vi behandler dem naturligvis anderledes, end de gør i for eksempel TV Avisen. Vi skal ofte formidle det samme stof, men vi gør det i et andet gear og ofte ved hjælp af menneskelige historier. Det giver nogle andre samtaler, og det betyder forhåbentlig, at vi taler til seernes hjerter.

LÆS OGSÅ: Signe Molde: Det lykkelige og det sørgelige fletter sig jo ud og ind mellem hinanden

Mette Bluhme Reick: Det var uheldigt og så uretfærdigt

Mette var 28 år, da hun mistede sin mor, der døde som 54-årig af nyrekræft. Kræften havde spredt sig, da hun fik den konstateret, og Mette og familien vidste længe, at det kun handlede om tid.

– Det er forfærdeligt at opleve en, man elsker, forsvinde for øjnene af en. Min mor hverken røg eller drak. Hun var slank og dyrkede sport, alligevel blev hun syg. Det var uheldigt og så uretfærdigt, siger Mette, der nogle gange føler det, som om det var i går, at hun mistede sin mor. Andre gange har hun det, som om det er mindst 20 år siden, fordi der i mellemtiden er sket så meget i hendes liv.

– Min mor nåede at opleve, at jeg blev journalist, men hun har ikke set mig på skærmen, hun har aldrig mødt Kasper, og hun vil naturligvis aldrig møde Viggo. Efter jeg selv er blevet mor, har jeg tænkt en del over, at min mor har haft det på samme måde med mig, som jeg har det med Viggo. Jeg har haft så meget lyst til at sige tak til hende. Men det kan jeg ikke, for hun er jo væk. Jeg kan gå ned og sige det til en gravsten, men det giver ikke rigtig mening.

Er du blevet mere bange af dig, efter du er blevet mor?

– Jeg har nok altid været lidt af en vovehals. Jeg har for eksempel sprunget i faldskærm. I bund og grund burde jeg måske være bange for at miste livet, for Viggo er jo afhængig af mig. Men der er jeg alligevel ikke nået til endnu. Jeg er meget mere bange for at miste Viggo eller Kasper. Bare tanken kan gøre mig skrækslagen.

LÆS OGSÅ: Alberte Winding: Jeg er i tæt kontakt med tårerne

Kasper har lært mig at tale om følelser

Kasper er tolv år ældre end Mette. Udover Viggo er han far til Clara, 20, og Otto,14, som var 9 og 14 år, da han blev kæreste med Mette.

– Der er få mennesker, man har det sådan med, at man bare har lyst til at være sammen med dem hele tiden. Sådan et menneske er Kasper. Jeg havde og har stadigvæk bare lyst til at være sammen med ham og til at fortælle ham alt, hvad der sker. Vi skriver eller ringer til hinanden mange gange dagligt. Kasper og jeg har samtaler af en art, som jeg aldrig har haft med andre. Det er også ham, der har lært mig at tale om følelser og de svære ting i livet. Vi er gode til ikke at tænde for tv’et, men i stedet skænke os et glas vin og give os tid til de her snakke, siger Mette og fortæller, at hun og Kasper aldrig rigtig er uvenner, fordi de som regel får talt om problemerne, inden de når at udvikle sig.

– Nu skal det jo ikke lyde sådan, at vi aldrig er pressede, for det er vi selvfølgelig. Efter vi har fået Viggo, har vi for eksempel fundet ud af, at man sagtens kan hviske-skændes om natten. Sådan noget som: Så tag dog den flaske..! Din tur..! Jeg har hørt, at det, der bliver sagt om natten, gælder ikke. Og det tilslutter jeg mig.

https://imgix.femina.dk/call_to_action/abbo_banner_qlinique_940x200_0.jpg

Læs også