Lotte Thor
Selvudvikling

Lotte Thor: Det kræver ikke overskud at være venlig

2. februar 2018
Af Pernille Magaard Bøgh
foto: Christina Hauschildt
Lige siden journalist og tv-vært 
Lotte Thor Høgsberg voksede op blandt 
nonner som elev på en katolsk skole, 
har hun været optaget af at række 
hånden ud og hjælpe sine medmennesker. Derfor var det som en drøm, der gik i opfyldelse, da Lotte fik jobbet som redaktionschef for DR’s Danmarks Indsamling.

Lotte Thor er redaktionschef på Danmarks Indsamlingen

- Jeg har altid haft en drøm om at hjælpe andre mennesker, siger Lotte Thor Høgsberg. Men hvor skal man lige starte? Hun foreslår selv, at vi begynder med ordet ”medmenneskelighed”.
– Det er et godt sted at lægge ud, tilføjer hun. Måske kunne nogen forestille sig, at denne 47-årige journalist var anderledes hardcore. Hun er uddannet journalist i London og blev hurtigt et kendt ansigt som sportsjournalist først på TV3 og efterfølgende på TV2. Siden lanceringen af den internetbaserede nyhedskanal DR Update har hun været studievært dér. Men medmenneskeligheden og de kristne værdier er næsten graveret i hendes hjerte. Lottes forældre valgte nemlig at sende hende i den katolske privatskole Rygaards Skole i Hellerup. Her blev hun undervist i kristendom, når langt størstedelen af hendes klassekammerater lærte om katolicisme. Og kristendommen har fulgt Lotte lige siden. Hun går regelmæssigt i kirke, og kan hun af en eller anden grund ikke komme af sted, folder hun sommetider hænderne hjemme i sofaen i Hellerup og beder til Gud. LÆS OGSÅ: Lotte Thor Høgsberg: Jeg kan klare mere med Gud på sidelinjen – Jeg er helt sikkert blevet påvirket af, at jeg er vokset op blandt nonner, der ofrer alt, hvad de har, for at viderebringe et budskab og hjælpe andre mennesker. Skolen lærte mig virkelig at leve efter de kristne værdier, og at man skal hjælpe sin næste, hvor man kan. Derfor gav det så god mening, ja, det var ligefrem som en drøm, der gik i opfyldelse, da Lotte for to år siden blev tilbudt jobbet som redaktionschef for DR’s Danmarks Indsamling. Lotte står for at afvikle og koordinere det fem timer lange tv-show, hvis hovedformål er at samle penge ind til verdens fattigste lande. Og Lotte har altid været optaget af at hjælpe andre: syge, ældre, børn og i øvrigt dem, som skæbnen ikke har behandlet så nådigt. – Det er vigtigt at hjælpe andre og vise medfølelse. Give en smule omsorg. Hvis vi danskere smider skyklapperne og ikke er bange for at se ud over vores egen næsetip, vil vi opdage, at vi kan gøre en forskel på så mange måder, og ofte er det ganske små ting, der skal til, konstaterer Lotte. – Hvis jeg eksempelvis møder et trist barn på min vej, så stopper jeg altid op og spørger: ”Er du okay? Hvorfor står du og græder?” Det har jeg altid gjort. Og det er ikke, fordi jeg skal være en helgen, men det har altid været naturligt for mig. Jeg er faktisk ikke i stand til at lade være. Læs, hvorfor Signe Wenneberg synes, det er vigtigt at hjælpe

Godmorgen!

– Hvis bare man kunne modernisere de 10 bud. Gøre dem nutidige, så folk ikke synes, de er så kedelige at høre på, siger Lotte, der ærgrer sig over, at mange af de basale, menneskelige og kristne værdier er blevet en mangelvare i dagens Danmark. – Og det kan være noget så banalt som at sige godmorgen til hinanden, siger Lotte. – Når de andre forældre på mine børns skole sidder og taler om sukkerpolitik og om, hvorvidt man må servere sukker til børnefødselsdage, så er mit opråb, at vi skal huske at sige ”godmorgen” og ”hav en god dag” til hinanden. Jeg oplever ofte, at forældre går forbi hinanden med skyklapper og hverken hilser på hinanden eller på børnene. Det er en hel banal detalje, men den gør en stor forskel. Man begynder dagen meget bedre, og man får det også bedre med hinanden, fordi man lige har haft øjenkontakt og udvekslet et smil.

Kummerlige forhold

– Det kræver ikke alverdens overskud i hverdagen at komme med en venlig bemærkning. Det skaber snarere overskud. – Vi skal turde gå hen til andre og spørge: ”Hvordan har du det?” ”Hvordan går det med dig?” Og når vi hører om nogen, der står i en vanskelig situation, skal vi ikke holde os tilbage med at spørge, om de har brug for hjælp. Også gerne dem, vi måske ikke lige kender så godt. Det er så nemt bare at vende ryggen til, men det er altså for småligt, hvis du spørger mig, siger Lotte i en tone, der beviser, at der er vilje bag ordene. Vi skuer længere ud i verden og taler om alle de børn, der lever i fattigdom under kummerlige kår. Børn, der ikke har noget sted at bo, som måske har mistet deres forældre og er helt alene i verden. Her er Danmarks Indsamling en oplagt mulighed for at kunne hjælpe – og hjælpe på steder, som man normalt ikke har mulighed for at nå. – Selvfølgelig er der danskere, der hovedsageligt er optaget af deres egen hverdag, og danskere, der ikke vil støtte et projekt som Danmarks Indsamling, fordi de mener, at vi hellere skal hjælpe trængte mennesker herhjemme. Og jo, vi har helt bestemt også folk i nød i Danmark. Men de mennesker ude i verden, som vi taler om her, har vitterligt ingenting. LÆS OGSÅ: Sådan får du mere overskud i hverdagen

Som ringe i vandet

Lotte Thor Høgsberg tror faktisk på, at mange gerne vil gøre noget godt for andre, men at de blot ikke rigtig får ”sat i gang”. Men man skulle prøve det, anbefaler hun. – Det er ren win-win, for vi bliver jo alle glade, når vi kan komme andre til undsætning. Og det behøver altså heller ikke nødvendigvis at kræve så meget af én selv at gøre en positiv forskel, understreger hun. – Når jeg henvender mig til fremmede mennesker på gaden, får jeg en fantastisk respons. De fleste vil jo gerne tage imod. Det giver mig en ro og indre varme, når jeg hjælper og imødekommer andre – også selv om det er i småtingsafdelingen. – Og så er der dem, der synes, de bidrager rigeligt til fællesskabet over skatten. Men det er jo ikke det, det handler om. Det handler om, at man skal være der for andre. For sin næste og hinanden. Man skal hjælpe, hvis man kan. Og det mener jeg, at vi alle kan. Hvis man har lysten, så skal man turde det. For så breder medmenneskeligheden sig som ringe i vandet, siger Lotte – og er således tilbage ved sit udgangspunkt.
https://imgix.femina.dk/call_to_action/abbo_banner_qlinique_940x200_0.jpg

Læs også