LO-formand Lizette Risgaard: Der er brug for os alle

Lizette Risgaard brød med mændenes monopol, da hun for to år siden blev valgt som Danmarks første kvindelige LO-formand. Det faktum, at hun er den første kvinde på posten, er imidlertid ikke noget, som har fyldt meget for Lizette personligt, skønt hun vedkender, at det for mange har betydning.

– Jeg har haft et større fokus på, hvordan jeg og de, som støtter mig, kan forandre fagbevægelsen. Det med kønnet spiller ikke så stor en rolle for mig. Når vi taler ligestilling, synes jeg, det vigtigste er, at vi ikke tænker i et ”dem og os”, men i, at vi mænd og kvinder har en fælles sag.

Og der er bestemt stadig noget at kæmpe for, mener Lizette. For selv om der i dag mange steder er f.eks. ligeløn for det samme arbejde, så er der fortsat også mange steder, hvor der ikke er.

– Det er ikke i orden. Hvilken mand vil f.eks. acceptere, at hans mor får mindre i løn end ham, hun står og arbejder ved siden af? Det handler om rimelighed og retfærdighed. Dermed ikke sagt, at der ikke er ting, kvinder kan være bedre til end mænd og omvendt. For det er der jo, så hvorfor ikke hjælpe hinanden med at sørge for, at alle kompetencer er til stede og bliver brugt. Arbejdspladser fungerer meget bedre, når der er mangfoldighed, både når det gælder køn, alder og etnicitet.

Det går Lizette meget op i, ret og rimelighed, og at der skal være plads til alle. Hun tror fast på, at vi kan gøre det bedre i fællesskab.

Mor var min rollemodel

Lizette er født og opvokset på Nørrebro i København. Hendes forældre tilhørte arbejderklassen, og da Lizette var 10 år, gik forældrene fra hinanden. Lizette blev boende hos sin mor, som i dag er 90 år, og som Lizette nævner som sin største rollemodel, også når det kommer til moderens engagement i arbejdsmarkedsvilkår.

– Jeg så, hvordan hun udover at være en kærlig og nærværende mor også klarede både sit job og det at have indsigt i de forhold, der var på arbejdspladsen. Hun påtog sig et socialt ansvar, og hun lærte mig, hvor vigtigt det er med fællesskab, og at vi alle har en pligt til at hjælpe dem, som har svært ved at klare sig eller har brug for nogen at tale med. Hun var og er en stolt kvinde, der ikke vil tage imod noget. Dengang var kulturen også anderledes end i dag, hvor mange har den her ”det har jeg ret til”-holdning. Der er mange årsager til, at det er blevet sådan, men jeg håber, at vi som fagbevægelse fortsat kan være med til at udvikle vores samfund, så alle er med til at bidrage – med det, de kan. For der er brug for alle – også dem, der skal have en smule hjælp, mener Lizette.

LÆS OGSÅ: De første kvinder på tunge poster

De vigtige kompromisser

Lizette selv kom på handelsskolen og blev kontorfunktionær. Allerede som ganske ung blev hun medlem af HK Ungdom. Som sin mor var hun interesseret i arbejdsmarkedsforhold, og hun bar værdier som fællesskab og ansvarlighed med sig fra sin opvækst. Tidligt udviste hun gode forhandlingsevner, og selv om hun har en stålsat vilje, er hun kendt for også at være lydhør.

– Det er så vigtigt at tale sammen og nå frem til en løsning – både ude på den enkelte arbejdsplads, og når det kommer til det arbejdsmarkedspolitiske. Vi kan være nok så uenige, når vi drøfter noget, men opgaven er jo at finde frem til en løsning, som vi alle sammen tror på og kan stå ved, når vi lukker døren og forlader lokalet. Og når det sker, så synes jeg, det er en sejr. Nogle gange er det store skridt, andre gange små, men det vigtigste er, at vi rykker os fremad og kan sige, at dagen i morgen bliver bedre end dagen i dag.

LÆS OGSÅ: Lola Jensen: Jeg vender negativt til positivt

Mistede sin mand

Lizette er selv mor til to sønner, som er flyttet hjemmefra. Drengene fik hun med sin mand, Per, som hun lærte at kende for efterhånden 30 år siden, men som hun mistede for seks år siden efter en kræftsygdom.

– Der er ikke nogen facitliste på, hvordan man skal håndtere sådan noget. Men når man er i en livskrise, så finder man ofte uanede kræfter. Jeg besluttede mig tidligt i forløbet for, at det her, det måtte vi bare klare. Per og jeg talte meget om tingene, både da han blev syg, men også da vi senere kunne konstatere, at det kun gik én vej, selv om vi krydsede fingre og håbede til det sidste. For os begge handlede det allermest om at gøre forløbet så skånsomt for vores sønner som muligt.

Familien havde og har forsat en kreds af gode venner og familie, der hjalp dem igennem, når Lizette under Pers sygdom i perioder var nødt til at være væk i forbindelse med sit arbejde. Det gode netværk har forsat en meget stor betydning, slår hun fast med en ærlighed, der aldrig synes at flakke.

– Ærlighed gør det hele lidt nemmere. Jeg har det godt med, at man kan regne med, at jeg mener det, jeg siger. Jeg prøver altid at møde alle med et åbent sind, og så er jeg nok også med tiden blevet ret god til at sige: Det kan godt være, at andre er uenige med mig eller synes dårligt om mig, men det må jeg lægge til side, så jeg kan fokusere på sagen.

At Lizette i dag, seks år efter hun mistede Per, forsat bor alene, kan hun godt indimellem ærgre sig lidt over. For hun vil egentlig gerne møde kærligheden igen, men hun har konstateret, at det ikke er så let, når man er kvinde i en magtfuld position.

– Mændene står ikke ligefrem i kø, ler hun og forsætter.

– Der er der altså en forskel på mænd og kvinder. For mænd med magt er jo ofte interessante i kvinders øjne, mens det omvendte er lidt sværere. Det hører jeg også fra medsøstre, som er i tilsvarende positioner. Heldigvis er der da også mange, som finder en ny kærlighed. Der var nogle af mine venner, der lidt i sjov foreslog mig at tage til udlandet, hvor ingen ved, hvem jeg er. Men det kommer nok ikke til at ske og helt ærligt, så er det jo også svært at få tid til at date overhovedet. Jeg bruger lige nu al min tid på det store ansvar, som det er at være formand for LO. Det er mere end et fuldtids-tillidshverv, og jeg er så glad for det.