Lise Nørgaard: Jeg undrer mig over, at jeg er blevet så gammel
1. juni 2015Tager trapperne
Lise Nørgaard bor i en lejlighed i Skodsborg nord for København. Dér vil hun tage trinnene op til 1. sal i stedet for at benytte sig af elevatoren. »Trapper er min spidskompetence«, siger hun til SØNDAG.
I 2010 var hun så uheldig at falde og brække et lårben foran Det Kongelige Teater en aften, hvor hun havde set en ballet sammen med tvillingerne. En tid troede hverken hun selv, hendes døtre eller hospitalspersonalet, at hun ville komme til at gå på trapper igen. Derfor blev hendes lejlighed i to etager solgt, og hun fik en mindre i ét plan. Det ærgrer hende lidt. For hun vandt over trapperne.
Kan jo falde død om når som helst
At flytte til noget større tænker hun ikke længere på.
– Det gør man jo ikke, når man er næsten 98. Man kan jo falde død om når som helst, siger hun. Og ser overhovedet ikke ud til at være træt af tilværelsen. Hun er en dame med livsgnist i blikket, planer for fremtiden og aftaletæthed i kalenderen.
Advokat Merethe Stagetorn har ikke spist smør i 30 år – læs hvorfor på søndag.dk
Artiklen fortsætter nedenfor...
Stor undren
Det er i det hele taget mere reglen end undtagelsen, at Lise Nørgaard har en aftale uden for sine egne vægge. I løbet af sommeren tager hun på sejltur på Donau med et vennepar, og hver uge tilbringer hun tid med familiemedlemmer og venner, hvoraf efterhånden de fleste er ikke bare yngre, men faktisk betydeligt yngre end hun selv. Der er ikke så mange jævnaldrende tilbage.
– Mine bedste veninder er Eva Bendix og Didde Rønlund. De er født i 1925 og 1926. De holder sig også oprejst. Jeg har jo været heldig. Sommetider fyldes jeg med stor undren over at være blevet så gammel.
Sonja Oppenhagen fortæller åbenhjertet om at forlade Klaus Pagh på søndag.dk
Uforskammet at dø
Det sværeste ved at nå en høj alder er savnet af alle dem, der ikke længere lever. Eller som Lise Nørgaard udtrykker det om sin lillesøster Gerda:
– Hun havde den uforskammethed at dø før mig. Og lade mig tilbage her.
Samme skæbne har også andre af hendes nære givet hende – indbefattet de hunde, hun har holdt så meget af.
– Det værste er alle dem, der falder bort. Venner, min søster, min søn. Mennesker og hunde.
Lægger planer for fremtiden
– Og så er der det, man ikke længere kan. Men man skal jo ikke være bitter over det. Når man vågner om morgenen, skal man snarere sige til sig selv: Tænk, at du stadig kan svinge dine ben ud af sengen. At du stadig selv kan tage styrtebad, ordne din morgenmad og middagsmad og selv kan gå ud. Og at du kan lave planer for fremtiden. Det skal man gøre.
– Hvis man når dertil, at man ikke længere lægger planer for fremtiden, kan man ligeså godt trække græstørvene over hovedet. Og dertil er jeg ikke nået, siger hun til SØNDAG.
