Kendte kvinder

Lisbet Lundquist stillede et vigtigt spørgsmål til lægen - og det reddede hendes liv

Lisbet Lundquist kan takke sig selv for, at hun var vedholdende, da hun for 20 år siden flere gange faldt besvimet om. Lægerne kunne i første omgang ikke se, at hun fejlede noget. Men så opdagede hun selv en lille, hvid plet på et scanningsbillede.

Jeg vil bare lige høre: Hvad med den lille hvide plet?

Det er Lisbet Lundquist, der stiller det spørgsmål. Det ligger år tilbage, og hun stiller det til en læge. Men det er den slags spørgsmål – og svar – man ikke sådan lige glemmer. Og måske heller ikke skal glemme.

Den 76-årige skuespiller - der medvirker i krimiserien "Sommerdahl" på TV2 Charlie - ved godt i dag, at hun kan takke sig selv for, at hun var vedholdende dengang for 20 år siden, da det hele begyndte med et besvimelsesanfald, mens hun sad bag rattet i sin bil. Hun var på rundt om Kongens Nytorv dengang, men fik lige drejet bilen ind til siden, ind på en busholdeplads, inden hun besvimede.

LÆS OGSÅ: Susse Wold: Mod er vigtigt, når man bliver gammel

Tog selv affære

Lægerne kunne i første omgang ikke finde nogen årsag og sendte hende hjem med besked om, at der intet var galt. Da det så skete igen, og hun igen blev sendt hjem efter undersøgelser og et døgns observation på hospitalet med samme besked: at hun ikke fejlede noget, tog hun selv affære.

Det her kunne ikke passe, mente hun og opsøgte en neurolog på et privathospital, hvor hun dog også måtte presse på for at få lavet en CT-scanning af hjernen.

Da scanningen blev foretaget, var det en ung radiograf, der sad der alene, da hun kom ud bagefter. Han syntes, at billederne af scanningen så fine ud, sagde han, da hun spurgte til dem. Hun husker endnu, fortæller hun, hvordan hun pludselig studsede over en lille, hvid plet i billedet, og hvordan hendes bekymring blev fejet af med et: ”Det er bare et ar.”

Da hun efterfølgende blev ringet op af en læge, som fortalte, at scanningsbillederne nu var blevet vurderet af en overlæge, og alt var, som det skulle være, var det, at hun sagde de vigtige ord: ”Jeg vil bare lige høre: Hvad med den lille hvide plet?”

Der blev helt stille i den anden ende af røret, hvorefter det lød: ”Hvad mener du?” Og hun gentog: ”Der var jo en lille hvid plet”.

Det fik lægen til at love at ringe tilbage. Og da lægen ringede igen, var det blevet gennemtrumfet, at der blev lavet en ny scanning dagen efter, en MR-scanning denne gang.

LÆS OGSÅ: Forfatter Elsebeth Egholm: Jeg har famlet efter at finde tilbage til lyset

– Så viser det sig, at jeg har et hæmangiom, som er en slags medfødt fredelig åreknude i hjernen, der ved for højt blodtryk (hvilket jeg havde) kan blive livsfarlig, fortæller Lisbet og forklarer videre: 

- ”Det her kan du dø af. Du risikerer at få en meget stor hjerneblødning,” siger kirurgen Svend-Erik Børgesen, der skal operere mig, og som til alt held var den bedste neurokirurg i Skandinavien på det tidspunkt. Det viser sig nemlig også, at det hæmangiom ligger et meget kompliceret sted, og hvis ellers jeg ikke dør under operationen, for det sker jo, risikerer jeg at miste synet eller få permanent tunnelsyn. Det er altså de odds, jeg går til operationen med.

– Jeg blev opereret samme dag, som Søren (hendes mand, skuespiller Søren Østergaard, red.) havde premiere på Zirkus Nemo for første gang overhovedet. Lige præcis den samme dag. Det var hårdt for Søren også. Han fulgte mig ned til operationen, så langt han kunne. Jeg husker stadig, hvordan jeg kunne mærke hans tårer dryppe ned på mig.

- Selv var jeg ret rolig lige dér. Jeg havde også fået en beroligende indsprøjtning. Men jeg havde grædt meget op til og været bange. Jeg måtte vente to måneder på at blive opereret. Det er længe at gå og vide, at man skal opereres i hjernen.

Da Lisbet vågnede efter operationen, som varede otte timer, kunne hun helt tydeligt se Søren stå ved fodenden af sengen.

– ”Hvordan er det gået,” spørger jeg ham og tænker på Zirkus Nemo og premieren. ”Det er gået rigtig godt”, svarer han og tænker selvfølgelig på operationen. Og min kæreste veninde, der står ved siden af, siger lettet: ”Hun er jo stadigvæk Lisbet!”

Lisbet kom hjem efter tre-fire dage. 

– Alligevel var det først efter et år, at jeg pludselig en dag kunne mærke: ”Nu er jeg mig selv igen.” Jeg troede, jeg havde været mig selv hele tiden. Men da vidste jeg det.

20 år på epilepsimedicin

Og siden?

– Jeg skal huske min blodtrykspille. For jeg skal passe på mit blodtryk. Og så får jeg epilepsimedicin. Et år efter operationen oplevede jeg at falde om og være væk i otte sekunder. Heldigvis var jeg i selskab med en sygeplejerske, som jeg kender privat. Hun tog tid og mente, at det var arvæv i hjernen, der udløste det. Det måtte jeg så lige have en snak med Børgesen om. Han foreslog en ny epilepsimedicin, som ingen bivirkninger giver, og den har jeg taget nu i 20 år og mærker intet og har det aldeles glimrende.

Men det har bestemt givet anledning til eftertanker.

– Det er klart, at når man er igennem sådan en stor ting i sit liv, kommer der en taknemmelighed over at være her stadigvæk. Og som Børgesen også sagde til mig: ”Det her kan du takke dig selv for: Den lille hvide plet". Det er næsten også det mest uhyggelige ved det. Men sådan er jeg vel. Jeg tænker: ”Det her kan ikke være rigtigt.” Og det handler jeg på.

Uden dikkedarer

At hun er 76, det synes hun egentlig ikke er værd at snakke om. Ikke fordi hun ikke vil. Ikke fordi hun flygter fra noget.

– Men hold kæft, hvor er det anstrengende, at man hele tiden skal forholde sig til, hvor lang tid der er tilbage, når man er i min alder. Kan man ikke bare få lov at være i fred i livet? Jeg mener, jeg ved godt, at jeg skal dø på et tidspunkt. Det skal vi alle sammen. Det er ikke noget, jeg ligefrem går og klapper i hænderne over. Men det er sådan, at det er.

- Hvis ellers man er så heldig, at man har et godt helbred, skulle man så ikke have lov til bare at være i livet uden at spekulere på, hvornår det hele ender?! Tænk, hvor dejligt dét ville være: Uden dikkedarer at kunne få lov til at være i livet og blive 100.

Læs mere om: