Kendte kvinder

Lærke Winther om sin mors død: Jeg er taknemmelig over, vi nåede den forsoning

Da Lærke Winthers mor fik kræft, havde de to ikke haft kontakt med hinanden i flere år. En god ven sagde til hende: "Du skal bare presse dig på. Ellers fortryder du det". Et råd skuespilleren er dybt taknemmelig for i dag.

En morgen, Lærke Winther var ude at løbe, fik hun øje på en midaldrende dame, der kom trækkende med en schæferhund.

Det var et syn, der fik hende til at stoppe op: Hunden, der var så gammel og gangbesværet, at den næsten slæbte bagdelen efter sig. Og damen, der uanfægtet luftede sin hund, som om intet var galt.

- Det satte sig bare i mig, det billede, fortæller hun.

- Man tænker jo med det samme: "Du kan da ikke gå rundt med den hund. Den er gammel. Den har ondt!" Men det blev også et helt fysisk udtryk for noget meget menneskeligt: Det der med, at man bare fortsætter og tager skyklapper på og nægter at erkende tingenes tilstand. Måske fordi erkendelsen gør ondt.

Da Lærke Winther kom hjem fra sin løbetur den morgen, satte hun sig straks ved computeren og gav sig til at skrive et brev til sig selv fra damen med hunden.

"Kære løbepige", begyndte det, "tro ikke, at jeg ikke så dit fordømmende blik. Hvad ved du om noget som helst?"

Og så var hun i gang. I gang med hvad der senere blev til romanen "Ikke afsendt" og den 45-årige skuespillers forfatterdebut.   

Hvorfor rækker de ikke bare ud? 

Bogen præsenteres som en tragikomisk brevroman om at leve i sin egen blinde vinkel, hvor den midaldrende kvindes forhold til sin hund bliver et billede på, hvordan hun lever sit liv.

Bogen om Marie, som kvinden kom til at hedde, kom undervejs til at handle mere og mere om, hvad der ligger bag Maries vrede, og hvorfor hun er så afhængig af den hund.

Forklaringen er, viser det sig, at Marie har mistet sine nære relationer og er ensom, og bag ensomheden er der både en længsel og en frygt for afvisning.

Brudte relationer og frygt for afvisning er noget, Lærke også selv kender til, og som hun synes, hun kan se forekommer i mange familier. Og som hun siger:

- Hvis man ser på det udefra, er det nemt at tænke: "Hvorfor rækker de ikke bare ud efter hinanden?" Men vi menneskers frygt for afvisning er større, end vi er bevidste om, tror jeg. Jeg har den også selv. Og jeg har tænkt en del over, hvorfor det er sådan. I bund og grund handler det vel om, at vi allesammen bare gerne vil elskes og ses. Derfor er det afvisningen, der bliver så farlig.

LÆS OGSÅ: Forfatter Katrine Engberg: Ordene var min fars gave til mig

Stime af ulykker 

Lærke selv havde ikke kontakt med sin mor i otte-ni år. Men kontakten blev genoptaget i forbindelse med morens kræftsygdom og senere død for et par år siden.

Derfor kom bogen også ind på døden, selv om det ikke var noget, hun egentlig havde besluttet, da hun begyndte at skrive.

- Det, der ligger én på sinde, kommer gerne ud gennem fingrene. Og jeg har virkelig haft nogle hårde år. 2020 er ikke noget lorteår for mig på trods af coronaen. Mit 2020 har været et superår. Jeg ved ikke, om jeg kan være bekendt at sige det.

- Men når man har været igennem en periode med en stime af ulykker, er der noget fantastisk ved at komme ud på den anden side og opdage, at der venter én noget godt derude. 

Hun kalder 2018 for sit "annus horribilis", selv om ulykkerne egentlig begyndte allerede i 2017. 

- Faktisk døde de tre vigtige kvinder i mit liv indenfor kort tid efter hinanden: Først min mormor, så min mor og så min farmor. Jeg sad ved alle dødslejer. Blev nærmest udlært i døden.

- Det var barskt. Og så fortsatte det bare ind i 2018 med sygdom og død blandt både familie på min mands side og blandt venner. 

LÆS OGSÅ:  Elsebeth Egholm: Jeg har famlet efter at finde vej 

Ellers fortryder du ...

 At Lærke fik skabt kontakt med sin mor og fulgte moren igennem hendes sygdomsforløb, er hun taknemmelig for i dag. Men hun skulle have et skub af en ven, fortæller hun.

 - Jeg havde forsøgt at komme igennem til min mor. Men når vi talte sammen, var det som om, hun ikke rigtigt havde tid til at se mig, hvilket jeg syntes var lidt specielt, når jeg nu bød mig til.

- Men set i bakspejlet tror jeg, det handler om, at hun var bange for afvisning. Og da var det, at en god ven sagde til mig: "Du skal bare presse dig på. Ellers fortryder du det". Og så tog jeg simpelt hen hen på hospitalet til min mor. Og hun blev jo bare utroligt glad. 

- Fra da af snakkede vi aldrig om det, der lå bag os. Vi var bare i nuet. Ikke en eneste gang gik vi tilbage og rev op i de gamle konflikter. Ingen bebrejdelser. Ingen undskyldninger. Nuet var simpelt hen vigtigere.

- Vi havde en svær relation, min mor og jeg, og vores brudte relation har fyldt meget i mit liv med savn og tvivl. Så jeg er meget, meget taknemmelig over, at vi nåede den forsoning og nåede at blive tætte igen. Det ville have været forfærdeligt uden.  

LÆS OGSÅ: Tammi Øst: Der skete en lille revolution inden i mig

Pludselig kunne jeg ikke huske navne 

Der kom også en efterreaktion, fortæller hun, og den kom, mens hun på det tidspunkt var vært på Radio24syv og stod og lavede live radio.

- Da må jeg bare sige, at det at være vidne til et grimt kræftforløb er i sig selv hårdt. Og det var min mors. Det var rædselsfuldt. Det rammer hårdt, når ens øjne ser ting, man ville ønske, man ikke havde set. Og efterfølgende gik jeg simpelt hen ned med posttraumatisk stress, altså PTSD.

- Pludselig stod jeg i studiet og kunne ikke huske navne, man burde kunne huske. Og så en dag kunne jeg ikke komme hjem på cykel. Og det handler altså bare om en cykeltur på 10 minutter.

- Jeg var ikke sikker på, om jeg ville nå hjem. Om jeg ville besvime. Om jeg overhovedet kunne finde hjem.

Stress af behov for kontrol

Lærke blev sygemeldt og var væk fra alting, som hun siger, i tre uger.

Hvilket egentlig ikke var helt længe nok. Men alligevel længe nok til, at hun fik ro og fandt ind til en accept af, at hun ikke bare kunne vende tilbage til en hverdag, som om ingenting var hændt.

- Det handlede især om at erkende, at jeg ikke kunne - og ikke kan - holde til det samme som før. Jeg er nødt til at indrette mit liv, så jeg tager det alvorligt, hvordan jeg har det. Det er også det, jeg mener med at leve sit liv med blinde vinkler. Jeg fandt for eksempel ud af, at en af mine egne blinde vinkler har været kontrol.

- Jeg kan have en tendens til at være lidt af en kontrolfreak. Og det dér behov for at have kontrol kan i sig selv være en stressfaktor. Det har jeg været nødt til at kigge på og gøre noget ved. Jeg er ikke nået i mål dér endnu. Men jeg øver mig. 

Læs mere om: