Pernille Kløvedal Helweg
Kendte kvinder

Kunstner Pernille Kløvedal Helweg: Det kom ungdomsoprøret til at betyde for mig

I år er det 50 år siden, at tusindvis af parisiske studerende gik på gaden i protest mod kæft, trit og retning på universiteterne. Også herhjemme bragte maj 1968 nye vinde med sig. Her fortæller Pernille Kløvedal Helweg, om tiden dengang, da hun flyttede i kollektivet Maos Lyst – og hvad det har betydet for hendes senere hen.

Hoveddøren i den store patriciervilla i Hellerup er åben. Der er hverken ringeklokke eller lås, så den 24-årige Pernille Helweg går bare ind. Der er forår i luft­en, og Pernille er klar til noget nyt. Hun har fået et tip om, at kollektivet Maos Lyst søger nye beboere, og nu er hun på vej til informationsmøde sammen med sin daværende kærlighed Mogens Pedersen.

De finder ind til husets hjerte: Det store langbord i spisestuen, hvor der allerede sidder nogle og snakker. Der er tekander og krus på bordets rå egetræsplade, cigaret­røgen hænger tungt i rummet, og væggene er tapetseret med revolutionære plakater.

– Jeg følte mig hjemme med det samme. Det var her, jeg skulle være. Jeg var så sulten efter at diskutere og snakke og få noget at vide. Jeg ville være en del af den gruppe, som turde slippe den gamle verden og bruge tid på at bygge en ny op. Der var en masse idealisme om en bedre verden. Det var det, vi ville, fortæller Pernille.

Vidste du, hvor epokegørende de år ville blive?

– Nej, overhovedet ikke, det havde jeg ingen anelse om.

Maos Lyst blev nemlig epokegørende – på flere måder. Den store villa blev danmarkshistoriens mest berømte kollektiv, hvor tv-hold valfartede til, og flere af husets beboere – blandt andre Troels Kløvedal og Ebbe Kløvedal Reich – blev senere nogle af landets toneangivende meningsdannere. 

På det personlige plan fik Maos Lyst stor betydning for Pernille, der var opvokset i et arbejderkvarter på Amager, men havde haft nogle år i Tyskland på grund af fader­ens arbejde. Da hun kom tilbage, havde hun svært ved det danske sprog og fik ikke en studentereksamen. Hun var au pair i London og boede i kibbutz i Israel, før hun fik job og flyttede i kollektiv.

– Jeg havde slet ingen drømme om at blive gift og bo i rækkehus med bil og vovse. Jeg havde helt andre drømme. Jeg var en pæn pige, men jeg var også anarkist. Min store helt var Asger Jorn, der iført regnfrakke og smøg i kæften kørte ned gennem Europa på motorcykel. Jeg ville gerne være som ham. Jeg ville ud i verden og møde mennesker.

– Min barndom var kaotisk, fordi vi flyttede rundt, så det var godt for mig at komme hen et sted, hvor det var underordnet, om man havde en studentereksamen. Det var i Maos Lyst, jeg turde vise mine stavefejl og turde snakke og føre ordet. Der var en omsorg for hinanden. Jeg fik selvtillid der. Egentlig ville jeg være kunstner, men jeg var nervøs for, om jeg kunne leve af det. Så jeg startede som pædagog, og først efter Maos Lyst blev jeg kunstner.

LÆS OGSÅ: Journalist og forfatter Karen Syberg: Sådan var ungdomsoprøret for mig

Pernille Kløvedal Helweg er blandt de første danske kvinder, der flytter i kollektiv. Her er hun dels til verdens første kvinde­festival i Fælledparken, dels i Maos Lyst med sine bofæller.

Få 13 numre af SØNDAG leveret med posten - kun 400 kr.

Hverdagen i kollektivet

Pernille og Mogens flytter ind og bor sammen med ni andre voksne. De har stort set ingen ejendele med. Som Pernille udtrykker det, havde man ikke mere, end at man altid kunne cykle derfra med to plasticposer i hånden. Det materielle fyldte ikke – det gjorde drømmene om en anden verden til gengæld.

– Maos Lyst var som en varmestue og en pulserende myreture. Langbordet var lejrbålet, man sad om. Det væltede ind med kreative mennesker fra ind- og udland. Man behøvede næsten ikke læse avis, for der kom altid nogen, som vidste, hvad der skete. Det var ligesom at sidde og drikke af visdommen og livets mening.

LÆS OGSÅ: Eksperten: Det kendetegner 1968-generationen 

Hvordan var en hverdag?

– Det er jo ikke, fordi man tænker på os som disciplinerede, men vi var faktisk hårdtarbejdende mennesker. Lyden i huset, pulsen i huset, det var skrivemaskinernes puls. Nede i kælderen sad Ebbe og skrev. Jeg var udearbejdende, det var Mogens også. Når Troels Kløvedal var der, var han hjemmegående og lavede mad.

Hvordan var det at være kvinde i huset?

– I bakspejlet var det virkelig smart at bo der som kvinde, for der blev passet på en. Det var lidt som brødre, der beskyttede.

Men det kunne også være besværligt, indrømmer Pernille. For hun flytter ind med Mogens, men bliver undervejs kæreste med Ebbe Kløvedal Reich. Som hun selv udtrykker det:

 – Alle køn og alle aldre var forelsket i den mand ... det var lidt besværligt.

Ebbe Kløvedal Reich og Pernille Kløvedal Helweg foran Maos Lyst.

Kløvedal-stammen

En af årsagerne til, at Maos Lyst blev så kendt, var, at mange af husets beboere tog mellemnavn­et ”Kløvedal” til sig. Tolkiens eventyr ”Ringenes Herre” var netop udgivet, og Kløvedal var navnet på alfernes dal. Beboerne i kollektivet ville være en stamme med samme navn. Idéen var, at man kunne unddrage sig samfundets magt ved at blive en selvforsynende stamme, og jo flere stammer i Danmark, jo flere friområder kunne man leve i. Men der var også en anden betydning:

– Kløvedalen er det sted, hvor du er, indtil du er parat til at drage videre. Det var sådan, vi havde det. Vi vidste, at her skulle vi ikke være for altid.

Efter knap fire år i kollektiv­et drog Pernille videre, da hun fik en stilling som uddannet psykomotorisk terapeut på en psykiatrisk afdeling i Ålborg.

– Dengang jeg tog navnet Kløvedal, vidste jeg ikke, hvor meget den tid ville komme til at betyde. Jeg er meget, meget glad for, at jeg kom med i den bevægelse. Den tid betød, at jeg fik et kæmpe netværk – noget, som jeg dengang næsten tog som en selvfølge, men senere i livet kan jeg se, at vi, der var med, kender vildt mange mennesker. Vi er vidner til hinandens liv og tager os lidt af hinanden.

I 1968 blev Svanemøllekollektivet dannet. I 1970 skifter det navn til Maos Lyst. Kollektivet eksisterer stadig og er ejet af en selvejende fond. Flere aktiviteter havde deres udspring i huset, bl.a. verdens første kvindefestival (1974), Kvindeudstillingen på Charlottenborg (1975) og bogen ”Kvinde kend din krop” (første udgave 1975).

Pernille Kløvedal Helweg er 72 år og er i dag en anerkendt billedkunstner. 

Læs mere om: