Karen-Lise Mynster: Jeg lader ikke længere alt sive ind

Karen-Lise Mynster er kendt som en af Danmarks mest alsidige skuespillerinder, og har haft et væld af roller både på teater og i film og tv-serier. Selv mener Karen-Lise, at hun har været så heldig, at mange af de roller hun har haft er kommet på gode tidspunkter i hendes liv. Adspurgt om hvornår en rolle giver mening for hende, svarer hun.

-Det gør den, når alt en sjælden gang går op i en højere enhed. Når tekst, instruktør og skuespillere løfter i samlet flok. For mig er det en kæmpestor glæde, når det sker. For så synes man jo som skuespiller, at der er en mening med galskaben, når man står deroppe på scenen med en rød næse på. Og når teater lykkes, og rummet bliver et stort dirrende univers, så er det – tror jeg – også vidunderligt for publikum at være der.

Karen-Lise er et meget engageret og dedikeret menneske. Hun kan slet ikke forestille sig at lave noget, som hun ikke tror giver god mening.

Karen-Lise Mynster: Kunst kan ændre verden

-Jeg tror ikke, at teater kan ændre verden. Så naiv er jeg ikke, Men jeg tror, at kunst kan. Kunstens opgave er at vække den slumrende kreativitet, som findes i ethvert menneske. Vi er alle født kreative. Derfor skal vi også lære vores børn, at man kan se verden på mange måder også igennem kunst. Et samfund må aldrig spare på kunst, selvom kunsten rent økonomisk ikke kan betale sig.

Til januar medvirker Karen-Lise i forestillingen: ”Stå fast” på Det Kongelige Teater.

-Det er forfriskende provokerende at sige: Fyr din coach og ta’ nej-hatten på, som vi gør i forestillingen. Den baserer sig på psykologiprofessor Svend Brinkmanns bøger, og han har nogle tankevækkende budskaber, synes jeg. For samfundet vil have, at vi bare kører derudaf. Vi skal konstant forandre os – men til hvad?

Karen-Lise Mynster: Vi bliver mere hærdede af livet

Noget, som spirede

Efter ”Stå Fast” venter der Karen-Lise en anden spændende forestilling- ligeledes på det Kongelige Teater, Christian Lollike instruerer musikteater-forestillingen ”68”, der som navnet indikerer tager afsæt i 1968’er generationen -oprøret, utopien og musikken.

”68” handler ifølge Karen-Lise meget om, hvad der er blevet af de drømme og forhåbninger, der var i tiden dengang. Og det er nok så interessant, synes hun.

-Dengang plæderede man for, at man gerne ville have en anden verden, en verden, hvor penge ikke var det vigtigste, og hvor kønsopdelingen ikke var så skarp. Piger og drenge lignede derfor hinanden, vi gik i samme skjorter og bukser og havde samme frisurer. Det var et oprør mod det meget patriarkalske samfund og autoriteter, og det var en stor omvæltning. Der var nye tanker, ny kunst, alt blev vendt på hovedet. Jeg er meget spændt på, om forestillingen kan minde folk om noget, som spirede engang, men som blev glemt.

Karen Lise mener, at vi taler alt for lidt om politik og om samfundet i det hele taget. Hun synes også, at vi diskuterer for lidt. Og her kan vi lære noget af generationen fra 1968, også selvom det – må hun indrømme - var en tid med en del ansvarsløshed og naivitet.

-Ofte handler vores samtaler i dag om mad og om indretning. Det er så klaustrofobisk, synes jeg. Jeg mener at vi skal lære i højere grad at have respekt for nogle helt andre værdier. Nemlig naturen – mennesker og dyr. Vi har selv skabt den klimakrise, vi har nu, fordi vi ikke har passet bedre på. Vi kunne lære meget af indianerne, der ærede naturens cyklus og det, at der er en sjæl i alt. Det er en smuk og respektfuld kultur, synes jeg. Jeg er dybt bekymret og foruroliget over den måde, vi behandler verden på i dag.

Karen-Lise er i det hele taget en bekymret natur, det har hun altid været, forklarer hun. Det betyder, at hun må beskytte sig lidt ved at holde verden ud i strakt arm. Derfor vælger hun ikke altid at læse eller høre alt.

Slip dine bekymringer

-Den bekymring, jeg har, tror jeg, at jeg deler med mange. Men jeg er blevet bedre til at passe på mig selv og til at vælge mine kampe. Overveje, hvorvidt jeg skal gå ind i noget og lade det fylde eller bare lade det passere. Jeg lader ikke længere alt sive ind.

Livets dessert

Karen-Lise er netop blevet bedstemor for fjerde gang, og hun nyder det i fulde drag og fortæller gerne om, hvorfor det betyder så meget for hende.

-Det er er stort og vidunderligt. Jeg er klart med i koret af glade bedsteforældre, der mener, at børnebørn er livets dessert. Børn er det, der er tættest på det guddommelige, så enkelt er det. De er små mirakler, der løber rundt. Som bedsteforælder får man lov igen at opleve at have et barn helt tæt på, og man har ro og tid til det. Jeg har meget, meget større tålmodighed i dag, end jeg havde, da jeg selv var småbørnsmor, hvor jeg jo havde travlt og skulle hente og bringe. I virkeligheden er jeg selv helt overrasket over, hvor langmodig, jeg er blevet.