Jette Torp
Selvudvikling

Jette Torp: "Jeg trives faktisk med at være alene"

26. november 2018
af Britta Bjerre
Foto: Nellie Møberg. Makeup: Ulla Jacobsen.
Livet viser pludselig én, at man rummer andet, end man selv regnede med, siger sangerinden Jette Torp, der var 36, da hun blev skilt første gang, og 51, da hun for tre år siden blev skilt igen, denne gang fra Claus Pilgaard, bedre kendt som Chili Klaus.

Jette Torp er tilbage efter et par års tavshed

Skilsmissen mellem sangerinden og musikeren Jette Torp og hendes mand, entertaineren Claus Pilgaard, kom i kølvandet på den succes, som hendes mand pludselig fik som Chili Klaus.

Men timingen var ganske tilfældig, forklarer Jette Torp, og er bestemt ikke historien om, at ét ægteskab ikke kan rumme to succeser.

– Jeg klappede i virkeligheden i mine små hænder af Claus' succes. For samtidig med at han fik det gennembrud, kunne jeg trække stikket. Og det trængte jeg til. Jeg var helt på toppen over, at vi på den måde byttede lidt plads.

Midtvejskrise

Det er her, Jette Trop ærligt lufter ordet ”midtvejskrise”, mens hun forklarer videre:

– Jeg havde det rigtigt svært med at blive 50, inden jeg blev det. Specielt det halve år inden, syntes jeg, var voldsomt trist og træls. Jeg var på det tidspunkt i en midtvejskrise, ingen tvivl om det. Mine unger var ved at flytte hjemmefra. Jeg var også i tvivl om, hvad jeg skulle karrieremæssigt. Jeg var i oprørte vande, så at sige.

– Men ud af det morads kom der et eller andet sted fra inden i mig selv en erkendelse, der sagde: ”Slap dog af. Du er kun halvvejs i livet. Der er så meget mere at komme efter!” Det fik ligesom det hele til at vende. Og ja, jeg kalder det halvvejs. For jeg satser da på at blive 100.

Læs også, hvad Jette sagde her for fem år siden

Ny musik

Jette Torp vejer sine ord. Hun har kort forinden stået ude foran fotografens linse. Under en blå himmel iført rød vinterfrakke og med nyt kridhvidt hår. Der var knald på farverne. Og det er der også på kvinden. For Jette Torp er tilbage. Efter det, hun kalder ”tre års næsten total radiotavshed”, som var ”nødvendig og tiltrængt”, er hun tilbage. Og ude med ny musik og albummet med den enkle titel ”Jul”. Men også ude med sig selv på en ny måde. I en alder af snart 54.

Når hun vejer sine ord, er det fordi, skilsmissen i 2015 stadig fortjener varsomhed. Men skilsmissen er også umulig at komme udenom. Og det ved hun.

For som hun siger: – Der er mange ting, der er blevet vendt rundt på en tallerken. Jeg er alene i mit liv. Jeg er flyttet ind til byen og bor i en lejlighed, som jeg selv står for. Det er der noget sorg i, men også stor glæde. For man kan åbenbart godt etablere sig selv igen. Genopfinde sig selv. Livet viser pludselig én, at man rummer andet, end man selv regnede med.

Alfahan-typer

Om baggrunden for skilsmissen forklarer hun dog:

- Vi var begge to sådan lidt alfahan-typer. Det vil være svært i de fleste ægteskaber, tror jeg. Men vi klarede det da i 13 år, heraf 11 som gift. Og nok fordi vi havde en stor kærlighed og en hengivenhed og respekt over for hinanden. Det har vi egentlig stadigvæk. Det kunne bare ikke fungere. Det blev simpelthen til for mange sammenstød. Men jeg tror også, at jeg med tiden blev mere og mere alfa…

LÆS OGSÅ: Venner efter skilsmissen

Trives alene

– Jeg trives faktisk også med at være alene, forklarer hun yderligere og fortsætter:

- Det kunne man jo aldrig vide. For jeg har næsten ikke prøvet det. Jeg var 18, da jeg mødte min første mand, og jeg var 36 og mor til tre, da vi blev skilt. Knap to år senere mødte jeg Claus. I bagklogskabens klare lys havde det måske været sundt for alle, hvis der var gået lidt længere tid. Men det kan man jo ikke holde for. Bliver man forelsket, så bliver man forelsket. Og det var det, der skete.

– Men jeg har opdaget, at jeg godt kan holde mig selv med selskab. Jeg kan også føle mig ensom, selvfølgelig. Det må man så enten se i øjnene og bare stå igennem, eller også må man tage telefonen og ringe til nogen.

Skilsmisse 1 og 2

Om forskellen på at blive skilt som 36-årig og i en alder af 51 er hun meget klar i mælet, når hun siger:

– Da jeg blev skilt første gang, håbede jeg, at jeg ville møde en ny kærlighed. Jeg tænkte ikke på at skulle have flere børn, men jeg ville gerne lave en ny familie med en. Og det kom jeg jo til. Denne her gang er det det vigtigste at etablere mig sammen med dem, der står mig nært. Jeg har ikke sådan fokus på at skulle møde en ny mand.

Jette har et ”godt og tæt forhold” til sine tre børn. De er voksne nu og bor alle i København. Det gælder både Sofie, som er 28 og skuespiller, Jakob, som er 25 og studerer på CBS, og hendes yngste, William på 22, som kom hjem i sommer efter at have været ude at rejse i halvandet år og flyttede direkte videre til København.

– Jeg ser dem ikke hver eller hver anden dag, men jeg er alligevel en del i kontakt med dem. Det var netop dét, jeg var så kriseramt af, da jeg nærmede mig de 50. For når ungerne rykkede hjemmefra, hvad skulle så være min rolle? Og da er det dejligt at mærke nu, at jeg altså sagtens kan finde ud af at fylde mit voksenliv ud med mine egne ting, mine egne relationer og mine egne interesser.

LÆS OGSÅ: Frisør Gun-Britt: Jeg længes på ingen måde efter at være ung igen

Fra rødt til hvidt

Det var efter sin 50-års fødselsdag, at hun en dag sagde til sig selv: ”Nu har du været rødhåret i 50 år. Det er på tide at prøve noget nyt”.

– Jeg har været rødhåret i mange varianter fra orange til mørkebrun. Men nu skulle det være: ”Jeg vil være lyshåret”, sagde jeg til min frisør. Og det blev jeg. Og var glad for det. Og blev affarvet hver anden måned. Indtil en dag, hvor frisøren foreslog, at vi prøvede at lade mit hår vokse ud for at se, hvilken hår¬farve jeg egentlig havde. Og vupti, så dukkede denne her farve op. Det er så bare min måde at blive gråhåret på, fortæller hun.

Ti år med julekoncerter

De sidste ti år har julekoncerter været en fast del af Jettes november og december. Sådan er det også i år, hvor hun altså også udgiver albummet ”Jul”.

– Da vi havde været på koncertturné sidste jul, og det havde været sådan en fornøjelse, sad jeg i februar-marts og fik lyst til at skrive en julesang. Og jeg har faktisk ikke skrevet noget som helst i mange år. Men julen var pludselig en vidunderlig ramme at have for at skrive. Og det kom der sangen ”Julen er tilbage igen” ud af, forklarer hun.

Det voksede sig så til et helt album, der faktisk indeholder endnu en sang, som Jette selv har skrevet tekst til, og derudover en række kendte julesange, også fra Sverige og Norge, og et par traditionelle engelske Christmas carols. Alle sammen sange, som hun selv holder af og også holder af at optræde med, når hun for tiden er rundt i landet med sine julekoncerter.

Læs også