Jane Aamund
Kendte kvinder

Jane Aamund om livet, døden, mænd og passion

I april 2018 mødte journalist Jacob Wendt Jensen nu afdøde forfatter Jane Aamund over en frokost i Lemvig. Og der gik ikke længe, inden de helt store emner – som oplevelsen af at være død, passionen for mænd og frygten for de vilde ulve i Vestjylland – dukkede op. Lige midt i maden. Læs - eller genlæs - interviewet her.

Læs eller genlæs vores sidste interview med Jane Aamund fra april 2018: 

Første gang, jeg mødte Jane Aamund, var i restauranten på Skovshoved Hotel, hvor jeg for to år siden spiste frokost med Lise Nørgaard. Jeg var ved at skrive en bog om forfatteren bag ”Matador”, og vi sad og gennemgik en liste over, hvilke af Lises venner, jeg skulle interviewe. Vi var netop nået til Jane Aamund – og talte lidt om, hvor godt hun mon havde det, da Jane Aamund nøjagtigt på det tidspunkt kom gående ind i restauranten. Sneg sig op bag Lise og prikkede hende på skulderen. Gensynsglæden var stor.

Dengang gik Jane Aamund til nogle undersøgelser på Rigshospitalet, og selv om hun ikke var rask, blev hun en af bogens bedste kilder. Siden har hun fundet ud af, at hun længe var fejldiagnosticeret, og med en ny hjerteklap har hun genfundet rytmen i sit liv. Bevares, hun lever af sondemad og har besøg af en hjemmesygeplejerske fem gange i døgnet, men hun kan skrive og bevæge sig rundt og har efter eget udsagn ”et godt liv”. Hun er netop blevet trappet ud af al medicin og får dermed sit kørekort tilbage.

Således vil det også give Jane Aamund mulighed for at undslippe en pensioneret tysklærer i hendes nabolag, der på trods af flere reprimander bliver ved med at banke på hendes dør. Senest den morgen, hvor Jane Aamund skulle have besøg af SØNDAG, betror hun:

– Lærer Madsen kommer af og til og forstyrrer mig, og mærkeligt nok har han glemt at knappe bukserne. Efter at jeg blev rasende på ham, skrev han et brev, hvori han undskyldte og forklarede, at han havde fået en hjerteklap fra en tyrekalv, og det var derfor, han var blevet så liderlig. Vittige hoveder her i byen mente så, at han burde have en ring i næsen ligesom en tyr, men jeg har mit hyr med at bede ham forsvinde.

Jane Aamund har alt i alt så meget mod på fremtiden, at hun får bygget et nyt hus i ét plan i Nørre Nissum og flytter derhen, så snart det hus, hun bor i nu, er solgt. Hun mener, at man på Lemvig-egnen har været lidt sky over for de første annoncer, der kørte meget på forfatterens navn. Mon ikke det problem snart løser sig. Udsigten over Lemvig Fjord er i hvert fald smuk.

Mens jeg spiser oksesteg med peberrod, begynder vi så småt på interviewet. Jane Aamund på nu 81 år drikker lidt kaffe og vand. På trods af den magre kost har hun overkommet at skrive en ”erindringsroman”, som forlaget kalder den.

– Jeg var pissesyg og sad med min bærbare computer og arbejdede med iltmaske på. Men når jeg arbejder, går jeg ind i en boble, og så kan intet komme derind. Heller ikke mine smerter. Lige så snart jeg sætter mig til tasterne, får jeg fred. Hver dag sidder jeg og skriver i mindst fire timer. Også med meget andet end bogen. Jeg skriver for eksempel kronikker til Berlingske og svarer på mails.

”Samtaler om natten” lyder titlen. I bogen takker Jane Aamund sygeplejerskerne Manuela og Nadia for at være der for hende, da det var allermest vigtigt.

 

LÆS OGSÅ: Jane Aamund: Jeg har set spøgelser

Dengang jeg døde

– Begrebet ”erindringsroman” er noget, forlaget har fundet på. Alt i bogen er virkelighed, så det er mine erindringer fra en del af 2016 og 2017. Manuela er et fantastisk menneske. Hun var hos mig, den nat jeg døde. Mit hjerte holdt op med at slå, og min puls var 34. Mit blodtryk var 260, og mit syn begyndte at forsvinde. Manuela sagde: ”Du bliver kold. Du dør nu. Det må du ikke!”

– Da mærkede jeg, at jeg forsvandt ud af min krop og så alt ovenfra. Jeg så, hvordan de baksede med mig og ruskede i mig. Min krop lå i den her sofa lige bag ved os. Manuela ringede 112. Jeg kunne se det hele, men jeg kunne ikke forstå, hvorfor jeg skreg sådan. Da jeg blev lagt ind i ambulancen, spurgte ambulancefolkene, om ikke de skulle lade mig være, for jeg var jo døende. ”Nej”, svarede Manuela. ”Kør med hende”. I hjerteambulancen er der kontakt til en af overlægerne på Herning Sygehus. Efter at være død i et kvarter blev jeg genoplivet, og i samme øjeblik det skete, oplevede jeg, at jeg styrtede ned i min krop. Jeg vågnede derefter op med maske, slanger og hjertemaskine.

Det hele kom af en fejldiagnose gennem længere tid. Ingen havde opdaget, at Jane Aamund havde en alvorlig hjertefejl.

– Jeg havde en tendens til at besvime. Det skete for eksempel en dag nede ved en sø i nærheden, hvor jeg pludselig lå og rodede rundt. En mand kom heldigvis forbi og fandt mig. ”Hvad laver du dér?” spurgte han... ”Ligger og tager solbad”, svarede jeg. Heroppe kan det godt være lidt svært at kommunikere. Min eksmand sagde for nylig, at han kraftedeme ikke ville bo et sted, hvor de tænker så langsomt.

Så mange lidelser

Efter Jane Aamunds nærdødsoplevelse er hun ikke længere bange for at dø.

– Der var så fredeligt deroppe med en hel masse lys. Jeg følte det, som om jeg var en astronaut, der var faldet ud af raketten. Jeg svævede ensomt rundt og kiggede mig omkring og var overrasket over, hvorfor der ikke var andre. Hvor var Mozart, englene eller gamle familiemedlemmer? Jeg nåede at få tænkt, at det hele virkede meget mærkeligt, og jeg spurgte mig selv, om jeg mon kom til at møde Jesus eller Vorherre eller andre. Jeg har haft så mange lidelser siden den første cancerdiagnose, da jeg var 33 år gammel. En tumor i ganen, et fjernet bryst og livmoder. Første gang var jeg SÅ bange for at dø fra mine to små drenge. Det var en kamp, kan jeg godt sige. Dengang vidste jeg ikke, at man kan skille krop og sjæl. Det har jeg siden lært ved meget intens yogatræning, siger Jane Aamund.

– Min søn Jens Rekling, der er hjerneforsker, har ovenikøbet givet mig nogle øvelser, som den amerikanske hærs soldater indøver, før de skal til fronten. Vejrtrækningsøvelser og øvelser i at flytte fokus fra angsten ved hjælp af mantraer, eller man kan også gentage Fadervor. Man går på en måde ind i angsten og flytter den. I dag er jeg for eksempel i stand til at sænke mit blodtryk ved hjælp af yogaøvelser.

Nu da Jane Aamunds død er udskudt på ubestemt tid, tør jeg godt spørge, hvordan hun ser sit eftermæle? Det er hun helt ligeglad med, for så er hun her jo ikke selv længere, svarer hun.

– Jeg skal begraves i Heldum Kirke. En smuk kirke fra det 12. århundrede, hvor kirkegården bliver holdt pænt i modsætning til i København, hvor de drikker bajere på kirkegårdene. Jeg skal dø heroppe og begraves her. Præsten fra Harboøre skal begrave mig. Han kom og bad med mig. Jeg er meget kristen og har altid bedt til Gud.

 

KØB et abonnement på SØNDAG – lige nu kan du vælge imellem velkomstgaverne: 2 x Södahl sengesæt eller Clarins skønhedspleje

Nej til passionen

For nogle år siden sagde Jane Aamund i en samtalebog med Cecilie Frøkjær, at hun ville ønske, hun kunne blive vaccineret mod ”passionen” – den store altopslugende kærlighed. Hvordan går det mon med den plan?

– Det går godt. Jeg holder problemerne fra livet. Det er skønt, for passionen er frygtelig. Når jeg får en ny mand, bliver jeg forvandlet til en servicefunktion. Mine veninder siger til mig, at de vil være min mand, min elsker eller min hund i det næste liv, fordi jeg farer rundt og laver mad og spørger, hvad de tænker på, og hvad de føler? Om de vil have sex eller pandekager? Jamen jeg er helt perfekt. Når nogen har været gift med mig, glemmer de det aldrig siden, og de ligger og skriger og råber på mig i deres sidste stund. Jeg kan ikke selv gøre for det. Det sker bare. Det er noget værre noget, men det lykkedes mig at komme her til Vestjylland, for her er ingen mænd, der falder i min smag. Det er faktisk derfor, jeg er flyttet herop. Og det har jeg aldrig sagt til nogen før.

Jeg begynder at grine højt, og de næste par minutter griner vi begge larmende. Og velgørende.

– Når jeg ændrer mig så radikalt, må det være noget hormonelt. Også selv om jeg efterhånden er helt udhulet. Folk, der har været i seng med mig... Jamen de glemmer det aldrig. Det var suset, siger de bagefter. Det bliver eddermame et strengt interview det her. Der er aldrig nogen, der har talt om det her med mig!

Efter den beretning er jeg så befippet, at jeg kommer til at tage rejesalat på det forkerte pålæg, hvilket Jane Aamund påpeger. Jeg retter skyndsomt fejlen, inden vi griner videre, og Aamund kan ikke holde op med at uddybe:

– Passionen er et tveægget sværd. En dag vågner jeg jo op, og så er passionen forbi, og så er der ingen, der hjælper med opvasken, og jeg sidder og får øje på, at manden spiser grimt med kniv og gaffel eller noget andet ufordelagtigt. Min amerikanske mand døde, 14 dage før vi skulle giftes, og det er mit livs store sorg, men det var såmænd nok endt på samme måde. Jeg hentede selv hans tandstikker til ham. Det er på en måde tragisk, griner hun.

Historien om Robert Adams, professor ved Colorado State University, og Jane Aamund er fortalt i ”Colorado drømme”, der er Aamunds største boghit og gennembrud som forfatter. Den har solgt i mere end 350.000 eksemplarer, hvorefter Jane Aamund blev belønnet med De Gyldne Laurbær.

Alle leder efter passionen, og nogen finder den aldrig, ræsonnerer jeg og vil gerne høre Jane Aamunds mening om, hvem der holder sammen på livstid, og hvem der ikke gør?

– Min far og mor holdt sammen, og grunden var, at de passede ind i de kønsroller, de var forudbestemt til. Min mor var fra Vestjylland, hun var offer og servicefunktion, og hun havde et utroligt passe-plejeinstinkt, og min far beskyttede hende. De havde hver sin rolle, og de elskede hinanden. Jeg har haft masser af kærester og elskere, og det er en ting, men passionen har jeg haft to gange i mit liv. Med min amerikanske mand. Han var æresgæst på Oxford Universitet. Jeg var gift, og jeg kom med min dyrlægemand, og vi så hinanden, og jeg blev ramt af passionen. Jeg var fuldstændig prisgivet. Vi var soulmates. Han var ikke den bedste seksualpartner. Det var min tandlægemand. Han og hans nye kone og jeg er gode venner. Med tandlægen var det dog ikke passionen, men det var det med min dyrlægemand til at begynde med. Han fik imidlertid en hjernetumor.

– Du adskiller passion og sex…?

– Ja, dét gør jeg. Passionen er hjerte og smerte. Det behøver ikke være sex. Jeg korresponderede med min amerikanske mand i de første to år, og der var nærmest ild i brevene. Vi fik kun fem år sammen, og det tog mig otte år at komme mig.

Stak ham en lige højre

For nylig skrev Jane Aamund en kronik i Berlingske med overskriften: ”Jeg har været en magnet for sexchikane, siden jeg var 13”. Hun skriver blandt andet: ”Jeg kunne skrive en meget kedelig stor roman om det. For det er i længden meget kedeligt at have været udsat for sexchikane i så mange år. Men dengang tænkte man ikke så meget over det, og jeg var en slags magnet for den slags.”

Og hun uddyber gerne på hjemmebane i Lemvig:

– Jeg ser på det sådan, at man skal passe på med offerrollen. I min generation var vi vant til sexchikane på vores arbejdsplads. Vi blev generet, og så fik de en på skrinet. Så var den ikke længere. Der var engang en direktør fra Danmarks Radio, der kneb mig i brystvorterne, og jeg stak ham en lige højre simpelthen. Det er ikke synd. Det er overladt til en selv at sætte grænserne, og det må alle kvinder lære. Mange af de mænd, der farer rundt og rager på damerne, er dem, der er vokset op i de gamle kvindekollektiver. De er så trætte af, at de ikke måtte være drenge og mænd. Heroppe har kvinderne en såkaldt ornespray med på diskotek, og bliver man først ramt af den, så lugter man af gris i tre uger.

Blandt nogle af de andre kronikker, hun har skrevet, er en om komponisten og revymanden Aage Stentoft, der blandt andet har komponeret ”Henne om hjørnet” og ”Konen, kællingen, madammen”, og som siden var chef for Tivolirevyen. Blandt andet i 1980, da Dirch Passer døde. Aamund arbejdede for ham, og på et tidspunkt skulle hun skrive hans erindringer.

– Han var et fantastisk menneske, og vi var meget tætte. Både for det gode og for det onde. Stentoft døde, inden vi blev færdige, men jeg har gemt mine maskinskrevne ark i en gammel kuffert. Der er ikke nok til en bog, for han døde, inden vi blev færdige. Når vi begyndte om morgenen, blev der sat en flaske whisky på bordet, og når vi nåede middag, var den tom, og så måtte han gå ind og lægge sig. Han var bidsk, satirisk og morsom, men han var ikke god ved sin kone. Det skældte jeg ham også ud for.

Frokosten er ovre, og vi sætter os i den bløde sofa, hvor Jane Aamund var ved at dø. Racekatten Rama smyger sig tæt op ad mit ben.

– Han kan godt lide dig. Jeg har aldrig set ham gå sådan hen til en mand. Det er sgu fantastisk, bemærker forfatteren.

 

LÆS OGSÅ: Jette Lehmanns familie gemte på en hemmelighed

Ulvene er en plage

Forud for interviewet har jeg imidlertid lovet, at Jane Aamund kan få luft for sin frustration over nogle helt andre dyrs indtog i Vestjylland: ulvene.

– Vi har mange ulve heroppe, og de er en stor plage. De breder sig som byræve, og de skaber en frygtelig angst. Der er en katastrofe på vej, og det ender med, at et barn bliver slået ihjel, hvis ikke vi gør noget. Et af mine vennepar opdrætter Charolaiskvæg, og ulvene stresser dem, så de klumper sig sammen i et hjørne af marken. De aborterer, og en kalv repræsenterer en værdi af 4.000 kroner. En dame, jeg kender, tør ikke lade sin fireårige dreng lege udenfor længere, og i skovbørnehaverne er pædagogerne bekymrede. Det går bare ikke.

Aamund påpeger, at vestjyderne altid har været modstandsbevægelsen. Og nu skyder de bare ulvene, for de har fået nok.

Inden vi skrider til fotografering, siger Jane Aamund:

– Du har vendt vrangen ud på mig og givet mig røde kinder. Undervejs fik jeg også røde kinder, som mit fuldskæg camouflerede. Men jeg kan jo godt indrømme det nu.

Læs mere om: