Kendte kvinder

"Hvem rager det egentlig, at jeg bliver afbleget og har vindblæst hår?"

Vi lever i en tid, hvor mulighederne for at leve godt og længe er mange, og det ansvar skal vi tage på os, mener Line Baun Danielsen. Et synspunkt, hun ofte får kritik for, fordi hendes følgere mener, hun jager sin forsvundne ungdom.

”Line, hvis ikke du tør, er der jo ingen, der tør!" Sådan sagde Line Baun Danielsens agent, da hun for et par år siden valgte at stille op til en reklamekampagne for inkontinensproduktet Tena.

Det tog nu også lidt tid, før hun turde sige ja, fortæller hun den sensommerformiddag, hvor vi mødes hjemme hos hende i en villalejlighed på førstesalen af en smuk, gammel murermestervilla i det pæne Gentofte, hvor hun både bor og driver sin kommunikationsvirksomhed fra.

For Line handlede det ikke om at sælge nogle bestemte produkter, men om at lære kvinder at spænde op og lave bækkenbundsøvelser.

- Det lyder måske fjollet nu, men noget af det, jeg var bange for, var, om jeg skulle blive kaldt Tisse-Line og få det til at hænge efter mig. Det kan selvfølgelig godt være, at der er nogen, der har sagt noget bag min ryg. Men jeg har ikke selv hørt noget. Og jeg er kun glad for, at jeg valgte at sige ja.

"Hvorfor prøver du at se ud som én på 24?"

Og sådan kommer vi i gang med historien om, hvordan det er gået Line Baun Danielsen, siden hun forlod tv-skærmen. For selv om hun forsvandt fra den synlige rude, hun havde siddet i som tv-vært igennem 28 år, har hun fundet en vej videre.

I dag har hun et anderledes arbejdsliv som selvstændig kommunikationsrådgiver, konferenceleder og foredragsholder og har ved siden af skabt sig en platform som blogger, hvorfra hun skriver åbent om alle mulige sider af kvindelivet efter de 45.

Hun skriver om aldersdiskrimination. Om arbejdsgivere, der taler om det grå guld, men mener billigt guld, hvis de overhovedet kigger i retning af det guld. Om mormorarme, hedeture og tørre slimhinder. Om singledating efter de 50. Hun skriver om alt det, hun undrer sig over, forarges over, men også frydes over ved at være 50+.

LÆS OGSÅ: Stéphanie Surrugue: Jeg kan rejse mig op igen, når jeg vælter

Siden hun skrev sit første indlæg på sin blog for tre år siden, har hun fået en trofast følgerskare, der hylder hendes budskaber og elsker hende for hendes mod til at skrive om det, hun gør.

Men hun følges også af dem, der mener det stik modsatte og skriver tilbage: ”Så slap dog af! Hvad er det, du jagter? Din forsvundne ungdom? Hvad skal du have det dér høje hår for? Hvorfor prøver du at se ud som én på 24?”

– Det er åbenbart også et tabu gerne at ville være pæn. Hvis folk kan forarges over det, understreger det bare, at vi ikke må noget, os på 50+. Jo, vi må ældes, og det skal vi helst gøre i fred og gemme os væk, konstaterer hun tørt og fortsætter:

– Sådan er der en aldersjunta. Og den findes på mange planer. Den findes på arbejdsmarkedet, på tv, i reklamer, også blandt os selv, både mænd og kvinder. Der sidder nogle, som gerne vil holde fast i, at vi skal nyde vores alder. Underforstået, hvis man prøver på at holde sig godt, nyder man ikke alderen og det momentum, man har nu.

– I min verden må folk gøre akkurat, som de vil. De må også ældes, helt som det passer dem. Dem, der vil blive gamle på den måde, at de vil lade stå til og hylder deres rynker, dem om det. Det er bare ikke sådan, jeg har lyst til at blive gammel. Jeg vil gerne gøre noget ud af mig selv og gøre det, jeg kan.

– Men det pikerer mig ærligt talt, når folk siger, at de ikke gider at træne, eller måske ligefrem siger: ”Jeg gider ikke forsøge at løbe fra alderen.” For det er ikke det, det handler om. Det er ikke derfor, jeg træner.

- Men vi lever i en tid og verden, hvor der er mange muligheder for at leve godt og længe, og det ansvar skal vi også selv tage på os i forhold til at gøre, hvad vi kan for at holde os fysisk i form og forsøge at holde os sunde og raske. Og at jeg så også passer på mig selv på den måde, at jeg synes, det er sjovt lige at blive afbleget et par måneder og have vindblæst hår, hvem rager egentlig dét?

Vi skal passe på os selv

Hvordan påvirker det dig, når folk skriver sådan til dig?

– Jeg bliver mest ked af, at folk misforstår mit budskab. For mit budskab er ikke, at vi skal se ud som 24-årige. Vi skal heller ikke være som 24-årige. Mit budskab er helt enkelt: Vi skal bare passe på os selv.

- Jeg skriver jo ikke for at genere folk. Tværtimod. Jeg skriver for at motivere og inspirere andre til at gå efter det, de har lyst til. Og til ikke at lade sig tryne af nogen som helst aldersjunta, uanset hvor den viser sig. Men selvfølgelig, jeg bliver da ked af det, lige når jeg læser den slags.

Her er det så, at hun peger om mod en tavle, der hænger på væggen bag hende, hvor der står en række udsagn med fin formskrift, og beder mig læse sætning nummer to. Den, hvor der står: ”Du får den følelse, du dyrker.”

– Det betyder, at hvis jeg løber af sted med den følelse, de sætter i mig, dem, der skriver den slags, så har de jo vundet. Og den kamp skal de bare ikke vinde.

Men hvorfor er du egentlig gået så stærkt ind i debatten om aldersdiskrimination? Det havde vel været nemmere for dig at stikke piben ind og tie stille?

– Jeg tror, det hører med til at være den, jeg er.

- Jeg var med til at starte det første ishockeyhold for piger, dengang piger ikke måtte spille ishockey. Jeg var med til at skabe det første ishockeylandshold, fordi kvinder ikke måtte få et landshold i Danmark dengang. Jeg var en af de første kvindelige sportsværter på tv.

- Jeg tror bare, jeg altid har haft en trang til at nedbryde de barrierer, der nu engang er for kvinder. Jeg betragter mig ikke som feminist. Jeg er bare en frontkæmper, en kvindefrontkæmper, kan du sige, på nogle af de sager, som optager mig selv. Derfor kan jeg ikke bare stikke piben ind.

48 og for gammel

Line stiftede sit kommunika­tionsbureau, LBD Kommunikation, allerede i 2009, efter at hun som 48-årig blev fyret som vært på ”Go’ morgen Danmark” sammen med tv-makkeren Ole Stephensen med den begrundelse, at de var for gamle til det nye ”Go’ morgen Danmark”.

Et par år senere rejste hun sig som en Fugl Fønix og vendte tilbage som vært på TV 2 Lorry, hvor hun var, indtil hun i 2016 gik ned med stress. Først én gang og kort efter én gang til.

Hun husker stadig, og det gør hendes krop også, fortæller hun, hvordan hun stod den sidste aften på det, der blev hendes sidste vagt som studievært, og holdt krampagtigt fast i bordkanten for at undgå, at seerne opdagede, hvordan hun følte det, som om hun stod på et skib i høj bølgegang. Det var en rundtossethed, hun havde kendt til i nogen tid.

Ulla Terkelsen: Unge kvinder i dag er kloge, smarte og selvbevidste

– Jeg havde haft mange mærkelige symptomer igennem to år inden. Hovedpine, ondt i skulderen, øjenbetændelse, bi­hule­betændelse. Det var jo min krop, der råbte: ”Hallo, Line Baun, hvad har du gang i?”

- Jeg lyttede bare ikke. Og det sidste, kroppen så kunne finde ud af, var så smart, at når jeg stod i studiet, eller når jeg blev presset, blev jeg så rundtosset, at jeg næsten ikke kunne holde mig oprejst.

– Og så kom den sidste vagt, dér, hvor jeg klamrede mig til bordkanten. Det var så væmmeligt. Det skete, kort tid efter at jeg var kommet tilbage efter fire ugers stress-sygemelding. Jeg tror kun, jeg nåede at være på arbejde i ni eller 10 dage på næsten fuld tid, inden jeg blev sendt til tælling igen. Og da blev jeg simpelthen så bange. Jeg blev sygemeldt på ubestemt tid. For nu skulle jeg have ro.

Bange for hvad?

– Bange for at dø, simpelthen. Bange for at miste evnen til at arbejde. Fordi evnen til at arbejde er lig med evnen til at forsørge mig selv og min familie. Jeg havde et ansvar over for mine børn, min mor, mig selv, og det vægtede højere end mit eget ønske om at fortsætte med at lave fjernsyn.

– Det var for dyr en pris at betale. Prisen var jo, at min krop var i konstant alarmberedskab på grund af de lange vagter, de uforudsigelige arbejdsskemaer og den manglende indflydelse på min egen hverdag.

- Når man går ned med stress, handler det i virkeligheden meget om, at man har manglende indflydelse på sit eget liv. Og det var ikke, fordi der var nogen, der var onde. Sådan er branchen bare. Og sådan havde det været for mig et helt arbejdsliv. Nu kunne min krop bare ikke mere. Hvad var det så, du gjorde?

– Mens jeg gik hjemme og stadigvæk var sygemeldt, gik jeg og gjorde mig store og bange tanker. ”For hvem er jeg, hvis jeg ikke er hende dér inde i tv?” Og jeg lavede lister for mig selv: Hvad har jeg nået i mit liv? Hvad har jeg ikke nået? Hvad drømte jeg om, da jeg var 20, 30, 40? Er der noget af det, jeg har lyst til?

– En dag kom min søn og foreslog mig at lave en blog og gøre mere ud af min instagramprofil, som jeg aldrig rigtigt brugte til noget. På det tidspunkt var jeg begyndt at skrive små historier og indlæg, som jeg sendte til mine veninder, om dating, børn, moderskab, bedsteforældre, alt muligt, og de var begejstrede og ville gerne have mere.

- Og ja, med skub fra min søn traf jeg så beslutningen om at sige op på TV 2 Lorry og blive selvstændig igen og kaste mig ud i at lave min egen blog.

Ingen at spejle sig i

At hun på sin blog sætter aldersdebatten højt, er ikke tilfældigt.

– I de måneder, jeg var sygemeldt og spekulerede over min fremtid, kiggede jeg ud over landskabet, i blade, aviser, medier, for at finde nogle, der lignede mig selv, kvinde midt i 50’erne. Men hvor var de henne? Hvor var mine ligesindede og jævnaldrende? Hvem skulle jeg spejle mig i? Jeg kunne ikke finde dem. Og det satte en undren i gang og fik mig til at tænke: Okay, det her skal være min niche.

– Jeg vidste for eksempel godt, at jeg ikke selv ville få tv-jobs igen. Jeg søgte heller ikke nogen. Jeg sidder heller ikke og begræder det i dag. Jeg konstaterer bare, at sådan er det.

Forkæl dig selv og få SØNDAG leveret hver uge. Køb et abonnement her

– Ud over den undren, der satte det hele i gang, var der også en anden ting. En dag kom der et blad som tillæg til min daglige avis. ”Seniorliv” hed det. Alene det ord, ”senior”, har jeg det meget anstrengt med. Altså, jeg vil hverken være junior eller senior. Jeg vil bare være en kvinde midt i livet sådan cirka.

– Det blad pissede mig af. Da jeg åbnede det, handlede det nærmest kun om gummilim til proteser, rollatorer og busture til Harzen. Jeg var lamslået. Er det virkelig sådan, man ser på os over 50? Og jeg tænkte: Der er fandeme langt til gummilim for mit vedkommende. Det har jeg i hvert fald tænkt mig at gøre mit til!

- Jeg forventes i øvrigt at være på arbejdsmarkedet, til jeg er 68. Det vækker også en undren hos mig. For hvorfor er der ingen, der søger modne medarbejdere? Hvis man søger en seniormedarbejder, er det som regel, fordi man kan man få tilskud. Det forarger mig. Jeg synes jo, det handler om, at vi alle skal behandles ordentligt, retfærdigt og værdigt, hvad enten vi er 20, 30, 40, 50, 60 eller 70. Og det er i hvert fald ikke værdigt, når man ikke anerkender, at 50+ er en drivkraft og en ressource.

Alle har noget at slås med

Line fremstår ofte som en stærk kvinde, man ikke forestiller sig mister fodfæstet. Det ved hun også godt selv. Hun hører også for det. Da hun på et tidspunkt skrev et blogindlæg om at tænke positivt, fik hun en tilbagemelding fra en kvinde, der skrev: ”Du har aldrig nogensinde mærket livet. Du vandrer lige igennem uden at opleve kriser.”

– Det blev jeg sgu ked af. Jeg er tit blevet kaldt en korkprop, for jeg kommer altid op igen. Det er en evne, jeg har. Og den kommer af, at jeg har oplevet nogle ting i mit liv, som jeg skulle rejse mig fra igen. Min mor og far blev skilt, da jeg var en lille. Jeg havde en bror, der var handicappet. Der er mange ting i mit liv, der ikke har været fuldstændig snorlige.

– I dag som voksen er jeg enebarn. Det er svært, når ens gamle mor bliver syg og ligger på hospitalet i fire måneder, og man gerne vil være der for hende. Det er hårdt, når ens far dør, også selv om man er 35. Og når ens bror dør. En skilsmisse er hård. Jeg har en kronisk sygdom i galdevejene, som ikke er livstruende, men den er der, og den skal der tages hånd om. Men det er jo ikke noget, jeg går og reklamerer med. Alle mennesker har noget at slås med.

Hvordan synes du, det er at være dig lige her og nu?

– Jeg føler mig enormt privilegeret. Privilegeret, fordi jeg kan bestemme over mit eget arbejdsliv, og fordi jeg har to dejlige sønner. Den ældste på 24 er flyttet hjemmefra, den yngste på 19 bor her stadig. Og så har jeg en sej mor og en sej papmor. Jeg synes, jeg er omgivet af mennesker, som gør mig glad.

Hun løfter blikket og smiler endnu større og tilføjer:

– Men jeg mangler en mand. Ikke fordi, jeg ligefrem er ked af at være single. Men jeg kunne godt tænke mig at finde en soulmate, som jeg kan ligge i ske med og nyde tosomheden med.

- Jeg ER begyndt at date. Men hvor møder man hinanden i min alder? Jeg oprettede for sjov en Tinderprofil, men det er mig så fremmed. På mig virker det forkert at sidde og swipe frem og tilbage, som var det et stykke havemøbel, man var i gang med at købe.

– Men jeg har da mødt nogle søde mænd. Og kyssede også med én et stykke tid. Lad os nu se. Sådan er livet 50+ også.

Læs mere om: