Ønsker du at se dette indhold skal du acceptere øvrige cookies.

Selvudvikling

Bodil Jørgensen om sin alder: "Jeg kan ikke sidde og flæbe over, at tiden går"

17. januar 2020
af Britta Bjerre
foto: Nellie Møberg
Bodil Jørgensen kan stadig godt få spørgsmålet: "Er du Rigmors bedstemor?", når hun henter sin datter i skolen. Bodil var 47, da hun fik sit tredje barn, Rigmor, der er 11 i dag. Men at være en gammel mor, som Bodil selv kalder sig, er på den anden side "også med til at holde mig ung og i gang", siger hun her.

Bodil Jørgensen glemmer egentlig ofte sin alder, siger hun.

- Jeg tænker ikke så meget på det. Altså på det ydre. Det gør jeg faktisk ikke. Jeg prøver at fylde det ud indefra med noget indre fylde. Og så man jo også fri for at spekulere på alt det der med ”fillers”, og hvad det nu hedder. For nej, det gider jeg ikke.

- Det er skruen uden ende. Så er der en rynke til dér og en rynke til dér. Det bliver ved. Og man stirrer sig blind på det. Så bliver det uskønt og ikke spor pænt, mener den 58-årige skuespiller.

Bodil, der for tiden er aktuel i biografen med filmen "De forbandede år" og snart på tv i en ny sæson af "Badehotellet", er vant til, at der er fokus på hendes alder. Sådan er det, når man er en kendt skuespiller og får barn som 47-årig. Og det tager hun ganske roligt.

– Mine egne forældre sagde altid, at årene går hurtigere og hurtigere. Og det erfarer man jo selv nu. Så er det efterår igen. Så er det jul igen. Og gud, nu er vi i januar og inde i et nyt år.

Læs også: Lotte Freddie: Jeg gider ikke ligne alle andre

Holder mig ung

Det gør hende dog ikke vemodig.

- Det skyldes nok en blanding af, at jeg aldrig rigtig har tid til at sidde og fundere over det, og at jeg har Rigmor, som er 11 år nu. For hun holder mig ung og i gang.

- Jeg er nødt til at sætte mig ind i, hvad Messenger og Instagram er. Jeg er nødt til at være i verden sådan meget konkret og forholde mig til det. Jeg kan ikke sidde og flæbe over, at tiden går. Jeg er nødt til at være i gang og til stede. Og måske husker jeg også lidt mere at tænke på, at ”det her vil Rigmor kunne huske om mange år".

– Først og fremmest vil hun jo kunne huske, at jeg er en gammel mor. Rigmor spørger også nogle gange: ”Hvor gammel er det egentlig, du er?” Der er også børn, der siger: ”Er du Rigmors bedstemor?” ”Nej”, svarer jeg, ”jeg er hendes mor”. ”Hvorfor har du så så mange streger i hovedet?”, spørger de så, fortæller Bodil og ler bare.

Tankemylder

Bodil siger ærligt, at hun ganske vist godt kan vågne klokken fem om morgenen og tænke: "Bare jeg ikke er alvorligt syg og skal herfra uden for tid og sted". Men tilføjer, at hun ikke er bange for at dø.

- Altså jeg er ikke bange for at dø! Men jeg kan ikke lide tanken om at skulle forlade Rigmor og mine to andre børn. Så jeg er nødt til at skulle være her mange år endnu. Og det vil jeg også gerne. Der er så meget, jeg skal opleve stadigvæk. Men når jeg ligger der og har tankemylder klokken fem om morgenen, hjælper det altså at rejse sig op og lige få blodet til at løbe den anden vej og tænke på, at nu skal man snart op og smøre madpakker.

Læs også lige: Fitnessdronning Lotte Arndal blev mor som 46-årig og 48-årig

Narkoman af smertemedicin

At komme op i 50'erne har givet Bodil en følelse af "at falde i hak", siger hun. Og den følelse forsvandt bemærkelsesværdigt nok ikke, selv om hun som 53-årig kom ud for den meget omtalte traktorulykke under optagelserne til en film og kom alvorligt til skade.

– Det blev ikke fem forbandede år, men det blev et forbistret år. Jeg nåede jo at blive narkoman af smertestillende medicin og skulle vænne mig af med det. Det er ikke noget, man vil byde nogen. Man ved i hvert fald, når man hører folk sige til andre: ”Nu skal du fandeme holde op med at ryge hash”, eller ”Nu skal du holde op med at drikke al det vin”, at det er rigtig, rigtig svært. Jeg ved, det er en kamp, der skal foregå inden i én selv.

– Men hvilken lære jeg tog med mig fra det forbistrede år? Det er helt klart: Tænk, at jeg fik en chance til. Og den må man udnytte. Man må gøre sig umage!

https://imgix.femina.dk/call_to_action/abbo_banner_qlinique_940x200_0.jpg

Læs også: Lotte Freddie: Jeg gider ikke ligne alle andre

Læs også