Audrey Castaneda
Selvudvikling

Audrey Castañeda: Vi skal 
hvine af fryd

1. januar 2018
Af Pernille Magaard Bøgh
foto: Heidi Maxmiling
Hvis du vil mærke masser af livsglæde, skal du tage en bevidst beslutning om, at du vil beriges af livet. Så begynder du nemlig at lægge mærke til det, der gør dig glad. Og det er faktisk ikke så svært, fortæller Audrey Castañeda.

– Se! Jeg har taget mine glimmerstiletter med, ler Audrey Castañeda, og hendes kønne brune øjne stråler.

– Jeg fik dem i julegave. Hele julen gik jeg rundt i en joggingdragt og de her stiletter.

Og når skoene ikke var på fødderne, stod de fremme i lejligheden, så hun kunne se på dem. Hele julen.

– Jeg skiftede mellem at kigge på stiletterne og kigge væk. Kigge på dem og kigge væk. Og hver gang, jeg så dem, tabte jeg næsten pusten af glæde. Jeg kunne mærke helt inde i sjælen, hvor lykkelig glimmer kan gøre mig. Jeg bliver helt Audrey fem år.

Vind hver dag

Siden Audrey var helt lille, er det faldet hende naturligt at have store armbevægelser og udstråle livsglæde. Og fordi andre netop har denne opfattelse af hende, har hun taget et bevidst valg om at blive i den rolle – og ligefrem skrue op for den.

Hendes motto lyder: ”Sæt spillet op så du vinder, ellers er det lorte ludo”.

– Og jeg vinder hver dag. Ved at sætte pris på de helt små ting – og alt det, som jeg bevidst vælger til. Når der er en dag, hvor der ikke er sket specielt meget, kan jeg finde min telefon frem. Sidde og scrolle i min telefonbog og tænke ”hold op nogle perler, jeg har i den telefonbog. Alle disse vidunderlige skabninger gider dele deres liv med mig”.

LÆS OGSÅ: Britt Bendixen: Et lyst sind er ofte en viljesag

Muren eller havudsigt

– Kender du det, at man er på ferie og kommer ind på sit hotelværelse? ... Åbner døren ud til balkonen som det første for at se udsigten? Og så – ni ud af ti gange – glor man direkte ind i en mur, spørger Audrey helt ude af kontekst.

Inden hun når at få et svar, forsætter hun:

– Men så den ene gang, når man ser ud på havet og hører det bruse og ved, at her skal man sidde hver aften, så SKAL man hvine af fryd! Det gør jeg. Og så kan jeg nærmest ikke nive mig selv nok i armen for at forstå, hvor lykkelig jeg er, netop i dette øjeblik.

For Audrey handler livsglæde om at definere, hvad fryd er. At tage stilling til det. For først dér sætter du ordentlig pris på balkonen med havudsigt. Band over muren, men hvin af fryd, når du så får udsigten.

Hvis du bliver hende, der ikke tager stilling til ting, bliver du også hende, der ikke ser den lille smukke blomst, der er ved at komme op gennem cementen – du ser ikke de små nuancer. Men hvis du har fået stadfæstet, ”jeg holder øje med lækre stiletter, eller jeg har besluttet mig for, at jeg elsker farven lilla”, så vil du også gå ud i verden og finde lækre stiletter og farven lilla. Du bliver mere bevidst om det gode i livet – så igen ”sæt livet op så du vinder, ellers er det lorte ludo”, pointerer Audrey.

LÆS OGSÅ: Lola Jensen: Jeg vender negativt til positivt

Prøv grænser

I følge Audrey er mange mennesker blevet en kende monotone. Går i de samme to-tre bluser, de samme bukser og holder fast i den samme frisure år ud og år ind. Og det går ud over livsglæden, mener hun.

– Gør dog noget, du aldrig har gjort før. Det behøver ikke at være at klippe håret kort eller farve det blåt. Men gå ned i Føtex eller Kvickly, køb to par trusser for 39 kroner, og vælg det ene par i selvlysende pink . Lige gyldigt hvor gammel du er. Så får du et chok hver gang, du går på toilettet, fordi din numse ligner en, der er på vej til techofest. Men det er en måde at mærke dig selv på, og du vil opleve, at det vækker dig. Præcis som du trænger til.

For Audrey handler det om at tage en bevidst beslutning om, at du gerne vil beriges af livet, så du begynder at lægge mærke til det, der gør dig glad.

Om det så er et par selvlysende trusser fra Føtex eller at gå en ekstra tur rundt om ”spot-varerne” i Netto og finde ”guldet”. Det behøver ikke være Maldiverne hver gang, tilføjer hun og ler.

– Det er en øvelse at mærke glæden, konstaterer Audrey, hvis øjne glimter fornøjeligt. Præcis som hendes stiletter.

https://imgix.femina.dk/call_to_action/abbo_banner_qlinique_940x200_0.jpg

Læs også