Anne Hjernøe
Selvudvikling

Anne Hjernøe: "Hvis jeg kan, så kan andre også"

29. april 2019
af Rikke Hast
foto: Anne Kring, makeup: Tina Deleuran
En ferie med familien kickstartede en livsstilsomlægning, hvor målet for Anne Hjernøe var at blive stærk, sund og smertefri. I dag er der 20 kilo mindre af Anne, og hendes hverdag er blevet både sjovere og lettere.

Anne Hjernøe er lige nu aktuel med en bog, hun for bare to år siden kunne have svoret på, at hun aldrig ville komme til at skrive. Nemlig en bog om sit vægttab suppleret med forslag til træning og opskrifter på mad, der gør godt for både krop og sjæl. Bogen hedder: ”Stærk, let og mæt”.

– Det er helt rigtigt, at jeg aldrig havde troet, at jeg skulle skrive om noget så personligt som mit vægttab. Men efter bunker af henvendelser og spørgsmål gik det op for mig, hvor enormt et behov der er derude for at få vendt de her ting. Ikke mindst, hvor svært det kan være at finde tid, energi og motivation. Men hvis jeg kan, så kan andre også, siger den kendte tv-vært og kogebogsforfatter.

Anne Hjernøe: Ferien satte gang i vægttabet

Det hele begyndte for to år siden. Anne havde sammen med sin familie været på en tre uger lang ferie i Latinamerika. De havde boet på et lille øko-resort ved stranden. Anne havde dyrket lidt yoga, de havde gået nogle ture, men ellers havde de bare hygget sig og spist godt. Hjemme igen kunne Anne forbavset konstatere, at hun havde tabt sig 3-4 kilo.

– Det virkede lidt ulogisk, for jeg havde slet ikke haft fokus på min kost, mens vi var af sted. Men da jeg tænkte over det, gik det op for mig, at jeg på ferien ubevidst havde droppet mellemmåltider. Jeg havde spist tre måltider om dagen med masser af grøntsager og protein, gode kulhydrater og fedt fra typisk avocado eller olivenolie. Jeg havde da også et par enkelte gange fået en dessert eller en cocktail, men jeg havde ikke småspist i løbet af dagen, som jeg ellers havde for vane at gøre derhjemme.

Anne Hjernøe: Det var ikke planen at jeg skulle lave mad

Ingen kostforagter

Mad har i årevis været et naturligt omdrejningspunkt og en stor passion for Anne. Hendes hverdag har været præget af gode råvarer og spændende smagskombinationer. Og Anne har bestemt aldrig været en kostforagter. Tværtimod. Som de fleste andre af os har hun igennem årene lyttet til, at det er godt og sundt for kroppen med 5-6 måltider om dagen.

– Mine mellemmåltider har ikke som sådan været usunde. Det kunne være en gulerod og en håndfuld mandler, men jeg småspiste jo nok alligevel så meget, at min krop hele tiden var på arbejde. Og stille og roligt havde kiloene sneget sig på.

Anne besluttede sig for at skære sine mellemmåltider væk og kombinere sine hovedmåltider, således at hun i timevis efter et måltid var mæt af god og varieret mad, der først og fremmest bare smagte så godt, at det sunde valg også var det lækreste.

Før sit vægttab var Anne ikke på nogen måde meget overvægtig; alligevel kunne hun godt nogle gange føle sig tung og træt. Særligt, når hun havde været i gang i køkkenet hele dagen.

– Når jeg havde lavet mad hele dagen, fordi jeg var i gang med en kogebog for eksempel, så var jeg færdig om aftenen. Min mand har så tit spurgt, om vi ikke skulle invitere nogen over, som kunne spise noget af alt den dejlige mad, jeg havde lavet, sammen med os. Men jeg orkede ikke andet end at lægge mig ind på sofaen. Det er jeg ude over nu. Jeg er stadig træt – men kun mentalt.

Familien dårlige knæ

Førhen havde Anne udover træthed og uoplagthed sine skavanker, blandt andet døjede hun med begyndende smerter i sine knæ.

– Vi har dårlige knæ i min familie. Både min mor og min moster har fået knæ-operationer. Hvis træning kan betyde, at man kan undgå at få skiftet sine løsdele, så er det da værd at gøre forsøget, siger Anne, der har valgt at træne med en personlig træner, hvilket hun ser som en langtids-investering i egen sundhed. Hun erkendte hurtigt, at hun har brug for at blive motiveret af en anden, og hun kan lide tanken om, at de sammen effektivt kan målrette træningen.

– Det har været supergodt for mig at have en person, der stod og ventede på mig. Lige fra begyndelsen skrev jeg min træning ind i min kalender, så jeg prioriterede den. Da jeg først besluttede mig for at gå all in på træning og kost, gik det hurtigt med resultaterne. Jeg fik blod på tanden, og jeg gjorde det hele på én gang: trænede meget, prioriterede sund kost, droppede mellemmåltiderne, gik 10.000 skridt om dagen og begyndte at gå til yoga. Men sådan behøver det jo ikke at være for alle, siger Anne, der først ikke troede på sin træner, da hun fortalte hende, at hun en dag slet ikke ville kunne undvære sin træning.

– Men hun fik jo ret. I dag skriger mine muskler på motion, hvis ikke jeg når min træning. Og jeg nyder den følelse af velvære, som træningen giver mig. Den bliver man positivt afhængig af.

Seerne reagerede

Annes vægttab begyndte for alvor at kunne ses, mens hun lavede ”Anne og Anders i Brexitland”, og den slankere udgave af Anne medførte mange og meget forskelligartede reaktioner fra seerne.

– Nogle syntes, det var vildt godt gået og ville vide, hvad jeg havde gjort. Andre skrev, at de syntes, det var ærgerligt, at jeg havde tabt mig. Fordi jeg havde været denne her kvinde i mediebilledet, der ikke kun vejede 24 kilo. Der var også mænd, som skrev til mig, at jeg skulle passe på min kvindelighed. Til det sidste kan jeg kun sige, at jeg ikke synes, at kvindeligheden sidder i overflødige kilo. Mit vægttab trickede i hvert fald noget i folk, og jeg begyndte at tænke over, at andre nok kunne bruge det, jeg havde gjort. Dermed udsprang idéen til bogen.

https://imgix.femina.dk/call_to_action/abbo_banner_qlinique_940x200_0.jpg

Læs også