Have

Sådan får du dine grene fra haven til at blomstre indenfor

Mange træer sover stadig vintersøvn, men du kan godt vække deres grene lidt før tid ved at drive dem i blomst indenfor. Nyd synet af grenene, som de er, i en vase, eller bland dem med blomster, og brug dem i buketter og dekorationer.

 
Få grenene til at blomstre med succes
Klip grenene af med en god beskærersaks lige over et skud, så træet eller busken kan fortsætte en flot vækst. Husk at skære lange, skrå snit af grenenes stængler, lige inden de sættes i vand, så de får en stor sugeflade. Skift vandet jævnligt, og husk at give grenene et frisk skråsnit hver gang. Det er bedst at stille grenene køligt, mens de drives, og først sætte dem ind i stuetemperatur, lige når knopper er ved at briste. Spray knopperne af og til med en vandforstøver for at mindske risikoen for udtørring.
 

En kasse forår

Her har vi foret en trækasse med plastik og våd oasis og fyldt den med japansk kirsebær, blomme, blodblomme og alleghenybærmispel samt bordeauxfarvede papegøjetulipaner. Grenene skærer du til, så de varierer i længden – sæt de længste i midten og de korteste langs kanten. Bland grenene med tulipanerne, så dekorationen bliver flot og harmonisk. Vand dekorationen regelmæssigt, så oasissen hele tiden er våd.
 
 

Fyld vasen med forårsgrene

Her er lærkegrenene blandet med japansk kirsebær, blodblomme, æblegrene og birkegrene i en stor, vild buket. Husk at fjerne de nederste sideskud fra grenene, så sideskud og blade ikke kommer i berøring med vasevandet. Herefter klipper du et langt, skråt snit i alle stængler – du kan med fordel klippe grenene i forskellige længder. Stik nu grenene ned i vasen en ad gangen, så buketten får et naturligt udtryk.
 

Skulpturelle grene

Når du blot sætter nogle få grene ned i en vase, kan du tydeligt se hver enkelt grens skulpturelle form. Det kan være mindst lige så flot som en stor buket. I denne vase står blodblomme samt hvide og lyserøde japansk kirsebær.
 

Rød, hvid og grøn

Holder du af stærke farver, findes der grene med både gule og røde blomster. Denne kande er fyldt med blodribs, æblegrene og fuglekirsebær. OBS: Vær opmærksom på, at blomsterne på grene, der drives tidligt frem, kan blive lysere i farven, end de ville blive, hvis de foldede sig ud på planten i haven – det gælder bl.a. blodribs og japankvæde.
 

En skøn samling

Grenene fra hæg, blomme, japansk kirsebær, ahorn og fuglekirsebær er stukket tilfældigt ned i vaserne med stængler i forskellige længder.

Forkæl dig selv og få femina leveret hver uge. Køb et abonnement her

Blomster og nåle

Det er oplagt at drive fuglekirsebærtræets smukke blomster frem. Prøv dog også at drive lærketræets små bundter af lysegrønne nåle frem – de er helt uimodståelige.
 

Omkrans buketten med lærk

Bruger du en urtepotte som vase, giver det buketten et rustikt udtryk. Sæt et syltetøjsglas i potten, som buketten kan stå i, og skjul glaskanten på elegant vis, ved at lægge en lille krans af lærkekviste på urtepottens kant. Kransen laver du ved at forme en ståltrådsring, der passer til urtepottens størrelse. Bind de små lærkekviste fast til kransen med hel tynd ståltråd. Buketten består af en blanding af japansk kirsebær, ahorn og bordeauxfarvede papegøjetulipaner.
 
Hvad kan du uddrive og hvornår?
Når du driver grene, kan du få blomster og blade til at springe ud, før de normalt vil gøre det i naturen – på den måde kan du få glæde af de flotte grene allerede i årets første måneder, for de folder sig hurtigt ud i en lun stue. I januar kan du bl.a. drive troldnød og kirsebærkornel, mens du kan begynde at drive mandel og magnolia i februar. I marts kan du plukke grene fra japansk kirsebær og paradisæble og drive de yndige blomster frem i stuen. Bøg er et af de træer, der har behov for et langt hvil, så her kan du først begynde drivningen i april.

 

Læs mere om: