Have

Når de japanske kirsebærtræer blomstrer: Et flygtigt besøg

Overalt i landet springer det ud efter en grå og våd vinter. Noget helt særligt er de japanske kirsebærtræer, som lyser op i haver og parker i bare få uger. Brug blomsterne i buketter eller som bordpynt, mens de er der.

Feminin kuvertpynt

Klip nogle grene af dit japanske kirsebærtræ, og brug dem som kuvertpynt. Læg de smukke grene rundt om kopperne, og læg eventuelt også en større gren på bordet. Uden vand holder de ikke længe, men det er fint ved særlige lejligheder.

En smuk allé på kirkegården

Bispebjerg Kirkegård i København har en hel allé med japanske kirsebærtræer. Når træerne blomstrer, skaber det en smuk og meget imponerende lyserød tunnel af blomster og blade. Folk slentrer under det smukke tag af lyserøde dobbelte blomster, og par stopper op og kysser. Dette forår er kirkegården desværre lukket pga. corona-krisen, så vi må nøjes med billederne. 
 

Op at hænge

 

Det er fint at lave buketter med japansk kirsebær i små glasflasker med bånd omkring. Brug dem på bordet, eller hæng dem op på en knage i entréen eller i et træ i haven.

LÆS OGSÅ: Sådan får du dine grene fra haven til at blomstre indenfor

Pynt terrinen 

Brug din suppeterrin som svøb til fine buketter og dekorationer. Du kan også komme våd oasis i den og stikke grene med japansk kirsebær ned i – eventuelt sammen med andre blomster.

 

Et rosa stilleben

Har du to ens glaskarafler, kan du pynte den ene med smukke grene fra et kirsebærtræ, og den anden med et kronelys i samme rosa nuance. 
 

Forkæl dig selv og få SØNDAG leveret hver uge. Køb et abonnement her

 

Pynt fakiren 

Sæt en flad glasfakir på toppen af en glaskrukke med vand, og stik japansk kirsebær, roser og ranunkler i hullerne, så de tilsammen danner en tidløs buket. Glasfakirer kan du finde hos flere blomsterhandlere. 
 
 

Pas på de fine grene

Sørg for at have en kurv eller en pose med, når du skal hente eller give grene væk, så de bliver beskyttet, når de skal transporteres. Husk også en lille pose med vand, som du kan sætte grenene i, hvis de ikke kommer i vase lige med det samme.

Læs mere om: