Have

Kamelia: Sådan får du de smukkeste blomster i haven

I de tidlige forårsmåneder, hvor de fleste af havens planter stadig ligger i dvale, blomstrer kameliaerne overdådigt. Nogle arter trives bedst i en kølig udestue, mens andre kan tåle at stå helt udenfor.

Kamelia er en af vinterens og det tidlige forårs største skønheder, og hver busk kan folde sig ud med hundredvis af prægtige blomster mellem februar og april. Blomsterne kan være enkle med spektakulære støvdragere, eller de kan være halvt eller helt fyldte med taglagte kronblade i næsten perfekte geometriske former. 
 
 

Vælg de rette sorter

Kameliaer er robuste planter, der kan dyrkes enten i den kølige udestue, i drivhuset eller udplantet i haven. Du skal blot være opmærksom på at vælge sort efter forholdene – især hvis planten skal stå udenfor. Bor du i den koldeste indre del af Jylland eller i frostlommer langt fra kysten, skal du gå efter de mest frostsikre kameliaer til haven, som kan tåle ned til -16-18°. De findes i et begrænset antal, primært inden for japonicatyperne. Ligger din have i lune storbyer eller op til 10 km fra kysten, hvor der maksimalt bliver ned til -10-12°, er udvalget større.
 
Her kan du frit vælge mellem de mange sorter af frostsikre kameliaer. 
 
 
Camellia japonica ”Hagoromo” er en af de mest populære kameliaer, der blomstrer overdådigt med smukt formede blomster, der fås i både svagt rosa og ren hvid. Den er hårdfør i haven og tåler ned til 16-18 frostgrader. Vil du kun have én kamelia, er ”Hagoromo” et godt bud.
 
LÆS OGSÅ: 3.000 dahlia - i én have
 

Placering med omtanke

Hvis du vil plante kameliaer i haven, skal du helst vælge nogle, der er tre-fem år gamle og mindst 75-100 cm høje. Grenene skal være udpræget træagtige, ikke bløde. Kamelia skal plantes i læ for blæsten. Helst et sted med en høj luftfugtighed og skærmet mod sol i det tidligste forår. Plant gerne ved en vest- eller nordvendt mur eller et hegn, hvor solen ikke kommer ned før senere på foråret. Hård sol kan frysetørre de stedsegrønne blade.
 
 
Den smukke kamelia findes i alle nuancer mellem snehvid og dybt mørkerød, og enkelte sorter har endog stribede blomster. Camellia japonica ”Adolphe Audusson” er flot rød, mens camellia williams-hybriden ”Debbie” skinner strålende pink, og Camellia japonica ”Angela Cocchi” ligner nærmest et stribet bolsje.
 
Forkæl dig selv og få SØNDAG leveret hver uge. Køb et abonnement her
 

Plant i sur jord

Kamelia skal plantes i haven om foråret lige efter afblomstringen, så rødderne når at etablere sig inden frosten den kommende vinter. Planten trives i let sur jord, men må ikke plantes i ren spagnum, der er for sur. Lav en blanding af 50 procent god muldjord fra haven og 50 procent grov, ugødet spagnum, og tilføj evt. bladmuld. 
 
Vand din kamelia godt, når du planter den, og sørg for, at den ikke tørrer ud – især i de to første vækstsæsoner, indtil den har etableret et godt rodnet. Den må dog ikke soppe i vand, for så rådner rødderne.
Gød kun dine udplantede havekameliaer én gang om foråret lige efter afblomstringen og gerne med langtidsvirkende gødning. Brug gødning beregnet til surbund. Gøder du planten senere, sætter den for mange nye skud, der er for bløde til at modstå frosten. 
 
 
Camellia japonica ”Nuccios Pearl” har en helt fantastisk form med geometrisk taglagte kronblade og et farvespil, der spænder fra helt sart rosa i midten og dybere farver mod de yderste kronblade.
 
LÆS OGSÅ: Tid til forspiring: Sådan gør du
 

I drivhus eller udestue

Kameliaer præsenterer sig smukkest i potter, så har du en kølig udestue eller et frostfrit drivhus, er mulighederne mange. Her kan du frit vælge mellem næsten alle kameliatyperne − også dem, der ikke er frostsikre. Blomsterne springer tidligere ud indendørs, allerede fra februar, hvor man trænger allermest til blomster.
 
Temperaturen i rummet skal holdes mellem 0 og 15° om vinteren og det tidligste forår, hvor planterne blomstrer. Er temperaturen over 15°, falder blomsterknopperne af. 
 
Planten trives bedst i høj luftfugtighed, så overbrus den jævnligt med kalkfrit vand, og sørg for god udluftning af udestuen. De fleste glashuse bliver for varme og luften for tør om sommeren. Flyt derfor potterne udendørs i læ for vinden fra april-maj og frem, til frosten truer.
 
 
Den bolsjestribede Camellia japonica ”Tricolor” er rigt blomstrende og fuldt hårdfør med kopformede, halvfyldte blomster.

 

Læs mere om: