
Find et stort udvalg af urtepotteskjulere her
Ingen er vel i tvivl om, at planter behøver lys for at trives. Men der er stor forskel på, hvor meget de behøver. Det røber bladene til en vis grad, for planter med store blade er ofte skyggetålende, mens planter med små, tykke blade kræver fuld sol. Om vinteren bliver det livsvigtige lys hurtigt en mangelvare i boligen. Det betyder bl.a., at planterne taber blade og bliver ranglede i væksten – især hvis de ikke er skyggetålende. I naturen kommer lyset fra alle sider, mens det i boligen som regel kun kommer fra én: øst, syd, vest eller nord. Ydermere aftager lyset ekstra hurtigt indendørs.
Stueplanter kan være til andet end til pynt. Du kan også bruge f.eks. krydderuter som stueplanter
Som tommerfingerregel kan du kun regne med, at der er direkte sol fra vinduesglasset og 1 m ind i rummet. Området 1-2 m fra glasset må betragtes som værende let skygget. Resten af rummet ligger i skygge, set fra plantens synspunkt. Og så gælder de nævnte forhold endda kun øst-, vest- og sydvendte vinduer. Nordvendte vinduer regnes som regel for skyggede. Men der er masser af undtagelser, f.eks. kan sydvendte vinduer sagtens være letskyggede, hvis der ligger et højt hus på den anden side af gaden, eller der står et stort træ uden for vinduet. Modsat kan et nordvendt vindue på øverste etage i et højhus være lysere end normalt.
Forkæl dig selv og få SØNDAG leveret hver uge. Køb et abonnement her
Du kan let rette lidt op på lysbalancen i boligen ved at installere en 25 watts energisparepære i en reflekterende pendel over den plante, der skal kvikke det mørke hjørne op.
Flere af planterne i figen-slægten tåler mere eller mindre skygge. Det gælder denne hængefigen, Ficus pumila, der
både findes i en grøn og en hvidbroget udgave. Hængefigen egner sig, som navnet antyder, som ampelplante og som bunddækkeplante under store planter f.eks. den nærtbeslægtede birkefigen.
TIP: I kurven ses den hårdføre gummifigen,der med tiden let kan blive en gulv-til-loft plante.
Selv om fredsliljen, Spathiphyllum wallesii, oprindelig var en sumpplante, er den i dag en meget tolerant stueplante takket være intens forædling.Den kan placeres overalt i boligen bortset fra i direkte sol. Står fredsliljen meget mørkt, går det ud over blomstringen. Med årene kan den blive ret omfangsrig, idet den hele tiden skyder nye skud op i siderne.
TIP: Den er let at formere ved deling.
Tiderne har vist, at vædderløberen, Clorophytum comosum, kan stå distancen. De fleste er stødt på den på et eller andet tidspunkt, for den har været aktuel lige siden oldemors tid, hvor den stod på piedestalen i den mørke krog. Den er meget nem at passe, og den leverer selv nye planter.
TIP: Vædderløber findes også i en ren grøn udgave.
Flamingoblomsten minder meget om fredsliljen. Den vokser også vildt i fugtige områder, men er knap så nem at have med at gøre, skønt de frembragte hybrider er tilpasset stueklimaet. Holder du flamingoblomst jævnt fugtig og doucher den flittigt, kan du dog have stor glæde af den i en periode. Det botaniske navn er Anthurium scherzerianum.
TIP: Planten er attraktiv p.g.a.de store farvede højblade
Scindapsus pictus kan både klatre i stativer og buer og hænge f.eks. i et nordvendt vindue. Det er en supernem plante, der kan holde i mange år.
TIP: Planten er nem at formere, da afklippede topskud let slår rødder i så- og priklejord.
Den fine lille sigøjnerblad, Dieffenbachia maculata findes i mange varianter med mere eller mindre brogede blade. Den hører ikke til de længelevende, skyggetålende planter, men den kan dog let holde sig pæn et års tid.
TIP: Dieffenbachia bør ikke placeres, hvor der færdes mindre børn, da alle er giftige.
Denne hvidgulbrogede variant af guldranke, Epipremnum pinnatum, findes også i ren grøn og med gule aftegninger. Guldranke er nok den stueplante, der er lettest af få til at trives i boligens mørke kroge. Det er en rankende plante, der enten kan ledes rundt i stativer eller fæstnes til et espalier, eller den kan hænge frit ned fra loftet.
TIP: Find en varig plads til guldranken, for den holder i mange år. Den er også nem at formere ved stiklinger.
Kentiapalmen, Howeia fosteriana, har været kendt i Danmark i over 100 år. Den kan udvikle sig til en særdeles smuk solitærplante fra gulv til loft,blot luften ikke er for tør. Det resulterer i visne skudspidser, men kan modvirkes, hvis du sprayer flittigt med kalkfrit vand. Med den rette pleje kan du have glæde af kentiapalmen i mange år.
TIP: Vær på vagt over for angreb af spindemider, uld- og skjoldlus.
De store indskårne blade på fingerfilodendron, Monstera deliciosa, fortæller klart, at den plante ikke vil udsættes for direkte sol og ej heller for udpræget tør luft. Det sidste kan du kompensere for ved at spraye planten i ny og næ. Har du heldet med dig, kan du til gengæld få en flot, skulpturel plante til et skyggefuldt hjørne i stuen.
TIP: Brug kalkfrit vand, så der ikke kommer pletter på bladene.
I naturen danner vandrende jøde, Tradescantia fluminensis tætte tæpper, men indendørs egner den sig bedst som ampelplante.Væksten bliver kønnest, hvis planten ikke står buldermørkt. Det er en af de skyggetålende, der sætter blomster om sommeren. De er ganske vist små, men fordi de er hvide, ses de tydeligt.
TIP: Planterne slår rødder overalt og er således let at formere.