https://imgix.femina.dk/media/sondag/2013/06/4-nemme-maader-at-blive-sundere/4-nemme-maader-at-blive-sundere.jpg
Krop & velvære

4 nemme måder at blive sundere på

7. juni 2013
af Redaktionen, SlankeDoktor.dk, Aller Media
foto Panthermedia
Skift lyst brød ud med fuldkornsrugbrød og cornflakes ud med havregryn. Det kan godt betale sig at erstatte den blege mad med grove varianter

Små forandringer i din livsstil kan gøre en stor forskel! Fyld din hverdag med masser af fuldkorn, som vi bl.a. finder i groft rugbrød, havregryn og fuldkornspasta; madvarer, der hører til de sundeste. Adskillige undersøgelser viser, at en kost rig på fuldkorn har afgørende indflydelse på din krops trivsel, både her og nu, og på længere sigt. Og så gavner det også dit vægttab.

17 genveje til at tabe dig

- Det er altafgørende, at du får den grove mad, som især kommer fra kornet og dine frugter og grøntsager. Jo flere fibre du får, jo større mæthed og lettere er det at opnå og bevare et vægttab. Hertil kommer, at det sunde fra kornet er med til at beskytte dig mod en lang række af sygdomme, siger diætist Marianne Berthelsen, Bliv-slank.nu

4 nemme måder at blive sundere på:

1. Byt cornflakes ud med havregryn

Hvis du udskifter majsflagerne med flager af havre femdobler du fiberindholdet uden at få nævneværdigt flere kalorier. Samtidig får du sunde fedtsyrer og flere vitaminer og mineraler.

Her får du tre bud på morgenmad der alle er fyldt med fuldkorn

2. Byt den hvide pasta ud med fuldkornspasta

Uden at få ekstra kalorier indenbords kan du få tre gange så mange kostfibre og to-tre gange så mange sunde vitaminer og mineraler (B-vitaminer og jern) ved at droppe den hvide pasta til fordel for den med mere bid i.

- Lys pasta er tomme kalorier, der mætter dårligt. Du kan få meget mere sundhed og mæthed ved at vælge pastatyper med fuldkorn eller protein. Fuldkornspasta indeholder tre gange så mange kostfibre. Når du spiser fuldkornspasta i stedet for almindelig pasta, svarer det rent ernæringsmæssigt til at spise rugbrød i stedet for franskbrød, fortæller diætist Marianne Berthelsen.

3. Byt de hvide ris ud med brune ris

Denne lille ændring kan give dig ikke mindre end 50 % flere fibre samt flere vitaminer og mineraler. Brune ris er fuldkornsris og den sundeste og mest naturlige form for ris. Den brune farve skyldes, at skaldelene ikke er fjernet. Den eneste ulempe ved brune ris er, at de skal koge i længere tid.

4. Byt det lyse rugbrød eller franskbrød ud med fuldkornsbrød med rugkerner

Fuldkornsbrød er uden tvivl bedre end hvidt brød, da det er spækket med vitaminer og mineraler. Men det er specielt det høje indhold af kostfibre, der gør fuldkornsprodukter til en sund spise; det er godt for fordøjelsen, fremmer mætheden og får den til at vare længere og så kan kostfibre beskytte mod flere former for kræft og pleje kredsløbet. Desuden vil et groft brød fyldt med rugkerner gavne blodsukkeret, da kernerne forsinker kulhydraternes optagelse.

Frugt rig på kostfibre - pr. 100 gram

  • Tørret sveske: 7,5 gram kostfibre
  • Jordbær: 1,6 gram kostfibre
  • Hindbær: 4,4 gram kostfibre
  • Stikkelsbær: 3,2 gram kostfibre
  • Figen/tørret abrikos: 9,5 gram kostfibre

Kilde: Aktiv Træning og Food of LIFE

https://imgix.femina.dk/call_to_action/abbo_banner_qlinique_940x200.jpg

Læs også