https://imgix.femina.dk/media/sondag/2012/09/36/daarlige-soevnvaner/soevnvaner-stor.jpg
Krop & velvære

Søvnproblemer spolerer din sundhed

8. september 2012
af Mia Qvist Scheelsbeck, Newsdesk
foto: Panthermedia
Når dit biologiske ur er ude af synk, øger du risikoen for at blive ramt af flere slags sygdomme

Middag med vennerne, en god film i fjernsynet, arbejde og Facebook. Der er hele tiden undskyldninger for ikke at komme tidligt nok i seng, og det kan faktisk have fatale konsekvenser.

- Den biologiske døgnrytme er ude af synk for de fleste mennesker - altså de har en uregelmæssig livsstil i forhold til sengetider pga. skiftende arbejdstider og fleksibilitet omkring, hvornår man er på og ikke er på. Og det er faktisk en af de største faktorer i forhold til den fysiske sundhed, for er man ude af synk, kan det føre til hjertekarsygdomme, diabetes og overvægt, siger Mikael Rasmussen, der er søvnekspert ved Center for Stress og Trivsel, til Alive.dk.

LÆS MERE: Lider du af søvnløshed, så får du her 15 gode råd, så du igen kan få din skønhedssøvn.

Ny forskning, som den tyske professor Till Roenneberg står bag, viser, at 2/3 af testpersonerne havde en uregelmæssig livsstil, hvor deres sociale ur ikke passede sammen med det biologiske. Det havde den konsekvens, at for hver time, de var ude af synk med den biologiske døgnrytme om ugen, steg risikoen med 33 pct. for overvægt.

LÆS MERE: Vil du vide mere om, hvordan man sover så slank, så klik her!

Mere kaffe, usund mad og cigaretter

Undersøgelsen, som inkluderede 65.000 mennesker gennem 10 år, fandt også frem til, at uregelmæssigheden øger risikoadfærden i forhold til kaffe, usund mad og cigaretter.

- Vi har jo typisk en arbejdsuge, hvor vi går for sent i seng og måske kun får fem-seks timers søvn - og så skal det indhentes i weekenden. Vi skifter hele tiden rundt på vores døgnrytme, og det har forskningen nu bevist, har en konsekvens, siger Mikael Rasmussen, der selv finder forskningen meget interessant.
Det giver nemlig en forklaring på, hvorfor vi plages af de mange livsstilssygdomme, som vi har i dag.

Kroppen er indrettet efter lyset og mørket og bliver derfor forstyrret, hvis vi hele tiden skifter vores døgnrytme. Vi skal helst sove, når det er mørkt og være oppe, når det er lyst.

LÆS MERE: Er du A eller B menneske? Læs mere lige her!

Stå op på samme tid hver dag

Derfor råder søvneksperten til, at vi indarbejder noget regelmæssighed i forhold til vores søvn.

- Sørg for at gå i seng og stå op på samme tid hver dag - plus minus en time. For det har konsekvenser for vores krop, når vi har en uregelmæssig livsstil. Det vigtigste er det her med at stå op på nogenlunde samme tidspunkt, for det er her, vores biologiske døgnrytme, som egentlig er på 25-26 timer, nulstilles, siger Mikael Rasmussen og henviser til forskning, der viser, at uregelmæssigheden kan føre til flere stresshormoner i kroppen og efter kun 12 uger til diabeteslignende tilstande i kroppen.

Den tyske professor peger på, at samfundet faktisk er nødt til at ændre sig. Der skal være mere fleksibilitet, så arbejde og uddannelse passer bedre til vores døgnrytme alt efter, om vi er aften- eller morgenmennesker.

Læs også