https://imgix.femina.dk/media/e34b259d6cea4f0a850dddafa760971b.jpg
Selvudvikling

Liza Marklunds egne favoritter

28. oktober 2011
af Britta Bjerre
Foto: Marianne Leth og Liza Marklund
Se Liza Marklunds private billeder fra Kenya, som spiller en rolle en hendes nye krimi »Sort hvid«. Læs også om hendes yndlingsbøger og yndlingsforfattere her.

Den svenske succesforfatter Liza Marklunds nye og med spænding ventede krimi med journalisten Annika Bengtzon får verdenspremiere på Bogforum i Danmark. Svenskerne og krimifans i andre lande må vente lidt længere. Mød Liza Marklund her, hvor hun fortæller om sine yndlingsbøger og yndlingsforfattere. Se også hendes private billeder fra hendes researchrejse til Kenya, hvor en del af hendes nye krimi »Sort hvid« udspiller sig.

Se Liza Marklunds private billeder fra hendes researchrejse til Kenya nederst i galleriet.

Liza Marklunds yndlingsforfattere
Når Liza Marklund selv er i gang med at skrive, kan hun sagtens læse andres bøger. Men hun læser dem kun på engelsk, ellers bliver det for forstyrrende for hendes egen skriveproces.

Da SØNDAG mødte den 49-årige bestsellerforfatter i Stockholm, bad vi hende udpege nogle bøger og forfattere, der betyder noget særligt for hende. Og det faldt hende ikke spor svært.

- Jeg har en række forfattere, som jeg læser som inspiration, fortalte hun, - bl.a. er jeg meget begejstret for den amerikanske forfatter Jonathan Franzen og hans roman »Freedom«.

- Den israelske forfatter, Amos Oz, synes jeg også, er helt fantastisk. Jeg har endda mødt ham. Han er en vidunderlig mand.

- Sydafrikanske J. M. Coetzee er en forfatter, jeg også læste med stor beundring, inden han fik Nobel-prisen i litteratur (i 2003, red.)

Den allerbedste
Det er sjældent muligt for mennesker, der læser meget, endsige for forfattere, at udpege en enkelt bog som den allerbedste, de har læst. Men dét kan Liza Marklund. Hun siger uden den mindste tøven:

- Den absolut bedste bog, jeg nogensinde har læst, er »Historien« - »La storia« - af den italienske forfatter Elsa Morante. Den er helt fantastisk. Den bedste roman, der nogensinde er skrevet, synes jeg.

- Men »A Tale of Love and Darkness« af Amos Oz er næsten lige så god. Men kun næsten.

Verdenspremiere
Liza Marklunds krimiserie om journalisten Annika Bengtzon er indtil videre solgt i over 12 millioner eksemplarer verden over. Hendes bøger udkommer i mere end 100 lande.

»Sort hvid«, der er den 9. roman i serien, udkommer i Danmark 11. november, hvor der afholdes Bogforum i København.

Helt usædvanligt har det danske forlag fået ja til at være det første sted i verden, der sender den med spænding ventede roman på markedet. I Sverige udkommer bogen først 23. november.

Læs også