https://imgix.femina.dk/media/sondag/2013/01/03/lisbeth-wulff/lw612x325.jpg
Selvudvikling

Lisbeth Wulff: Jeg havde ikke de store forventninger til livet

13. januar 2013
af Redigeret af Trine Fisker, SØNDAG
Men det har vist sig at være gået meget godt for skuespiller Lisbeth Wulff, der har været sammen med sin mand i 15 år, de har en søn og karrieren kører også

Skuespilleren Lisbeth Wulff, der hver søndag toner frem på vores tv i DRs tv-serie Borgen, og som sammen med kollegaen og veninden Ditte Hansen laver satireprogrammet på DR 2 I Hegnet, kommer ud af en skilsmissefamilie, hvor faren, der arbejdede som konsul altid har boet i udlandet og moren i Birkerød.

Og netop skilsmissen har haft stor betydning for, hvordan Lisbeth Wulff har set på mulighederne i livet.

- Altså, jeg ved godt, det lyder lidt sørgeligt, men jeg havde netop ikke de store forventninger til livet. Jeg tror, det kan have noget at gøre med min opvækst i en skilsmisseramt familie. Det er der sikkert også andre, der er vokset op i skilsmissefamilier, der kender til. Jeg havde bare ikke de store forventninger til, at jeg skulle få en mand, som jeg ville lande med og kunne være mig selv med og vokse med og så få en søn med. Jeg havde håbet på det, jeg havde drømt om det, men jeg regnede ikke med det. Jeg troede ikke, jeg var så egnet til det dér med parforhold, siger Lisbeth Wulff i et stort interview med SØNDAG.

LÆS MERE: Lisbeth Wulffs kollega og veninde Ditte Hansen ser man ofte i ikke altid lige smukke udklædninger. Og det på trods af at Ditte Hansen er forfængelig. Læs hvordan hun tackler det dilemma på soendag.dk.

Vi kan gå hånd i hånd til verdens ende

Men hun må åbenbart være mere egnet, end hun selv gik og bildte sig ind, for Lisbeth Wulff og Rasmus Botoft, der er bedre kendt som den ene del af velhaver-herrerne Frits og Poul fra Rytteriet, har efterhånden været sammen i 15 år og har været gift de seneste fire år.

- Men vi havde også lige nogle år, hvor vi begge to opførte os lidt som analfabeter i kærlighedsland. Vi mødte hinanden på teaterskolen. Rasmus gik to årgange efter mig. Men det var først to år efter, at Rasmus var begyndt på skolen, og jeg gik på mit sidste år, Amors pil ramte os, lige pludselig, bare sådan: Bang! Det var i 1997. Og så havde vi de dér år, hvor vi gik til og fra hinanden og ikke rigtigt kunne finde ud af det. Men så blev vi lidt ældre og klogere og roligere, og nu har vi et ægteskab, som vi er virkelig glade for begge to. Med Rasmus ved jeg, at vi kan gå hånd i hånd til verdens ende, siger Lisbeth Wulff

At blive mor var et gearskifte

Sammen har de en søn på seks år. Og det at blive mor markerede, hvad Lisbeth Wulff selv kalder »et gearskifte« i hendes liv. Hun troede, hun skulle kæmpe for at få tingene til at hænge sammen. For alle sagde jo, det var hårdt at få børn, og at alting skulle sættes på standby.

LÆS MERE: At blive mor fylder meget i kalenderen ligesom jobbet som tv-vært også fylder meget. Få svaret på hvordan tv-vært Line Gertsen sørger for at der bliver tid til både job og barn på soendag.dk.

- Men jeg synes først, det var, da jeg fik barn, jeg fik gang i alt muligt af det, jeg gerne ville. Det var dér, mit liv for alvor tog fart. Det er, som om jeg kom mere til stede i mit liv på alle planer af at få et barn. Jeg synes slet ikke, at det at få barn var så voldsomt og opslidende. Men jeg er også så heldig at have fået et nemt barn. Det er en anden sag, hvis man får et barn, der har komplikationer, eller man oplever at blive alene med sit barn. Men for mig er det, som om et eller andet er faldet på plads i mig. Som om selve fundamentet af mit liv er blevet mere solidt af at have fået et barn. Det er, som om jeg har fået trygheden tilbage i livet på en eller anden måde, siger Lisbeth Wulff.

Læs også