https://imgix.femina.dk/media/d653394163384c5a93eee00a6d0e4990.jpg
Selvudvikling

Puk Elgård: Jeg har en indre intuition

19. januar 2012
af Juliane Olsen, NewsDesk, Aller Media
Foto: All Over Press
DR-værten Puk Elgård bruger sin intuition, men tror ikke på, at clairvoyante har overnaturlige evner. Dog har hun set ting, som hun har svært ved at forklare.

TV-værten, Puk Elgård, er en kvinde med begge ben jorden, og det alternative univers har ikke stor appel på hende. Derfor er det også med stor skepsis, at hun gør sig tanker om religion, clairvoyance og horoskoplæsning.

Alligevel er der en form for indre intuition, som nogle gange har hjulpet hende selv og andre i vanskelige situationer.

Tror du på noget?
Nej, jeg er meget realistisk. Jeg tror ikke på skæbnen. Jeg tror på, at vi har den chance, vi nu har, og der igennem støder på nogle valg, som vi skal tage.

Tror du på gud?
Jeg kan ikke definere en gud, men jeg tror på Bibelens grundprincip om, at vi skal være gode ved hinanden.

Jeg kan godt lide vores kirke, og at være der, og jeg håber, at den er rummelig nok til, at det er i orden, selv om man ikke tror.

Jeg er stadig medlem af folkekirken, og ser det mest som en del af vores kulturarv. Det er højtideligheden i kirken, som jeg godt kan lide.

Er der mere mellem himmel og jord?
Ja, hvis man vil. Folk har ind imellem behov for at finde en forklaring på noget og sige, at det var skæbnen. Sådan noget som horoskoper tror jeg for eksempel ikke på.

Jeg tror til gengæld på, at mennesker udsender energier. For eksempel kan jeg nogle gange tænke på en person og så ringer vedkommende pludseligt. På den måde har mennesker en voldsom kraft.

Jeg har oplevet noget, der kan forklares som et spøgelse, men jeg tror ikke på, at de eksisterer. Hvem ved i grunden, hvad det var, jeg så?

Hvad sker der, når vi dør?
Der sker ikke noget. Det tror jeg ikke på.

Jeg tror måske, at mængden af energi er konstant og bliver i rummet lige efter vi dør. Men jeg tror ikke på, at vi kommer et andet sted hen eller bliver genfødt.

Har du en drøm, der går igen?
Drømme er noget helt andet, for det er jo beviseligt, at det er underbevidstheden, der arbejder, når vi sover.

Jeg har en drøm, der går igen om, at jeg møder uforberedt op på arbejdet, ikke ved, hvem jeg skal interviewe og har de forkerte cue cards med (Tv-værternes kort med stikord red.)

Jeg har ikke rigtigt en forklaring på det, men jeg gætter på, at det kan være i lidt travle eller stressede perioder, at de går igen.

Har du oplevet noget alternativt?
Jeg har prøvet mange ting i kraft af mit job, men jeg har aldrig været hos en clairvoyant, der har overbevist mig. Jeg tror meget af deres arbejde handler om intuition. Jeg lever også på at have en god intuition i mit eget job omkring mennesker, så det kan jeg sagtens genkende.

Jeg kunne aldrig selv finde på at opsøge en clairvoyant, men jeg har stor respekt for det søgende menneske, som gør det, fordi de er nysgerrige. Jeg ville hellere bruge en psykolog, men jeg har ingen fordomme omkring folk, der bruger clairvoyante.

Jeg har til gengæld oplevet at se nogle ting, som jeg kunne forhindre. Jeg havde for eksempel en ven, som stod på en scene, og var lige ved at få en loftslampe i hovedet. Der nåede jeg at råbe til ham, at han skulle flytte sig før den faldt ned og ramte ham.

Jeg tror ikke, at det var en besked fra højere magter, men jeg har oplevet den slags mange gange. 20 ud af 100 gange har jeg måske ramt rigtigt, og det kan selvfølgelig virke voldsomt på folk, men jeg tror, det har haft noget med intuition at gøre.

Læs også