Kvinde og parfumer
Foto: Shutterstock
Makeup & hudpleje

Her er de 3 mest eksklusive (og lidt hemmelige) parfumer

Vidste du, at nogle parfumer har været på markedet i 100 år uden at reklamere for sig selv? De er blevet udødelige klassikere og vi har kigget nærmere på tre ikoniske kvindedufte

Klædt i guld med bølgende blondt hår. Den nyeste musik i baggrunden. Læberne let adskilte, og stemmen stillet ind på 'forførende'. Sådan kender vi reklamen for en parfume. Men vidste du, at nogle dufte har været på markedet i 100 år uden at reklamere for sig selv? De er blevet udødelige klassikere på baggrund af deres originale komposition og tidløse karakter og har komplimenteret nogle af historiens mest indflydelsesrige kvinder i årtier. Og alligevel kender mange dem ikke. Men hvorfor opnår nogle parfumer denne status, og hvordan adskiller de sig fra, hvilke parfumer man ellers kan finde på hylderne? Vi har kigget nærmere på tre ikoniske kvindedufte, hvis parfume-historie handler om mere end odør.

Læs også: 5 parfumer der forfører med garanti

Hvor kan man købe de bedste parfumer?

Der findes desværre ingen parfume forretninger i Danmark. Det største udvalg er derfor i stormagasiner eller tøjforretninger, som i stigende grad er begyndt at sælge mindre kendte mærker. Men valgmulighederne herhjemme er stadig minimale i forhold til vores nabolande, så hvis man skal have fingrene i en helt specifik duft, skal de findes på nettet. Disse tre sider er pålidelige leverandører med et stort udvalg af parfumer:

  • Fragrancex.com
  • Belezaperfume.com
  • Harrods.com

Læs også: Få gode råd til hvordan du bedst opbevarer din parfume

3 ikoniske parfumer

parfume

 

Den magtfulde - En parfume der er en dronning værdig
'Love In White' af Creed

House of Creed er et af verdens ældste parfumerier. Siden 1760 har dette familieejede værksted leveret dufte til verdens mest indflydelsesrige kvinder. Deres kundeliste tæller alt fra det engelske kongehus til præsidentfruer. Bærer du parfumen 'Love in White', så har du, Angelina Jolie og Michelle Obama noget til fælles. Selv om mærket har eksisteret i over 250 år, forstår skaberen Erwin Creed at følge med tiden. Han er syvende generation Creed-parfumør og har kreeret 'Love in White', der er blomstret, frugtig og frisk og indbyder til energi og overskud. På udgivelsesnatten i november 2005 lyste de udvendige lamper på Empire State Building hvidt til ære for 'Love In White'. Så selv om den ikke har mange år på bagen, har den potentiale til at blive en moderne klassiker.
Love In White af Creed, Eau de Parfume, 30 ml, 900 kr.

 

 

parfume

 

 

Den forførende - Verdens første moderne parfume
'Jicky' af Guerlain

Samme år som Eiffeltårnet blev rejst i Paris, og befolkningen fejrede 100-års-dagen for Den Franske Revolution, blev der udgivet en duft, der revolutionerede parfumeindustrien for altid. Aimé Guerlains mesterværk 'Jicky' fra 1889 kaldes 'verdens første moderne parfume'. Men hvad gør den så særlig? Der var ikke en uendelig mængde af muligheder for parfumørerne i 1889, når de skulle skabe deres duftkreationer, hvilket betød, at de fleste parfumer dengang duftede identisk. 'Jicky' var den første af sin slags, der ikke duftede af søde blomster, men indeholdt rosmarin, vanilje og en hemmelig ingrediens bestående af zibet fra desmerdyret. Zibet var dengang ukendt for omverdenen, og man tilførte det til 'Jicky' parfumen, fordi man mente, at det ville tiltrække det modsatte køn. I dag er forførelsesdelen af en parfume helt naturlig, men da 'Jicky' kom på markedet, var den så kontroversiel, at ingen kvinder fra det bedre borgerskab turde købe den. Skønt ingredienserne er ændret en smule siden 1889, forbliver helhedsindtrykket af 'Jicky' det samme. Den er en yderst sensuel og kompleks duft, som ved få sprøjt dufter fortryllende.
Jicky af Guerlain, Eau de Parfume, 50 ml, 700 kr.

 

Læs også: Den ultimative parfume guide

parfume

 

Den eksklusive - Parfume med gyldne dråber
'Joy' af Jean Patou

Skønt 1920'erne huskes for børskrak og depression, er årtiet også kendt som parfumens guldalder. Midt i denne jazztid blomstrede kreativiteten i parfumehusene, og klassikere som Carons 'Nuit de Noël', Guerlains 'Shalimar' og ikke mindst Chanel No. 5 stammer alle fra denne periode. Selv om luksusindustrien blev berørt af den økonomiske krise, nægtede designeren Jean Patou at gå på kompromis med ingredienserne i duften 'Joy'. Derfor blev denne, verdens hidtil dyreste parfume, lanceret en uge efter Wall Street-krakket i 1929. Den er lavet af de fineste naturlige ingredienser og indeholder ægte jasmin de grasse, som har en kilopris på det dobbelte af guld! Patou var oprindeligt tøjdesigner, og med sit brand kæmpede han ikke kun for kvinders ret til at bestemme, hvordan de skulle klæde sig, men også hvordan de duftede. Derfor blev 'Joy' et symbol på kvindefrigørelse, og den har sidenhen været en signatur og tro følgesvend for kvinder som Jackie Kennedy, Audrey Hepburn og i dag Julia Roberts.
Joy af Jean Patou, Eau de Parfume, 50 ml, 600 kr.

 

Læs mere om: