https://imgix.femina.dk/media/d6882db12be246c783c669f08ba4b861.jpg
Skønhed

Bliv julens blødeste pakke

16. december 2011
af Raz Spa
Modelfoto: Colourbox
Julen nærmer sig med hastige skridt, og derfor har vi allieret os med skønhedseksperten Rasmus Raz Andersen fra Raz-Spa. Han ved, om nogen, hvordan man forkæler sin hud, så den bliver lige så appetitlig som julens mange godter. Herunder er hans guide til, hvordan du bliver den blødeste pakke til jul

Der kommer rigtig mange og spørger mig, hvordan de opnår den bedste hud til julen og ikke mindst nytåret. Det er faktisk nemt, så læs videre, og jeg vil hjælpe dig til at blive julens blødeste pakke.

Til en, jeg rigtig holder kær,
så kan jeg ikke lade vær,
min kærlighed at prakke.

Så modtag denne gave her,
jeg lover, det bli'r ikke svært,
bliv julens blødeste pakke.

Vinteren er over os, og kombinationen af kold luft i det fri og tør indendørs radiatorvarme udtørrer huden. Dette giver risiko for at hobe mange døde hudceller op, og de holder på vand og bakterier, og det får ikke mindst makeuppen til at klumpe. Derudover "glemmer" mange kvinder, at huden faktisk stadig går helt ned til fødderne. Det er, som om at nu de dér stænger ikke længere er synlige, så skal de nok heller ikke plejes og nusses længere. Resultatet er, at benene glemmes, og kropsplejen stopper lige under navlen. Og det er synd - for huden skal plejes. Hele huden.

Det blødeste ansigt
Skal ansigtshuden have mere liv og glød, er det vigtigt, man holder igen med for meget vand. Derfor bør du se dine produkter godt igennem. Det, der står først under ingredienserne, er også det, der er mest af, så måske du skulle finde en lidt federe creme.

Noget, mange ikke ved, er, at de fleste bakterier ikke tåler ilt. Så holder du huden ren for døde hudceller, undgår du de fleste irritationer og røde områder.

De døde hudceller fjerner sig ikke af sig selv. Det er de døde hudceller, der holder på vandet i dine cremer og får huden til at tørre ud. Det er i de døde hudceller, bakterier kan sætte sig og irritere din hud, så du oplever røde, irriterede pletter. Døde hudceller er dem, der får din makeup til at klumpe, og dem, der propper dine porer til, så du kan få talgknopper. Hvis du ikke allerede har en ansigtspeeling, ville jeg hurtigt finde mig én eller lave én selv. Herunder finder du en nem opskrift på vitaminrig peeling med dejlig duft af appelsin.

Nem julepeeling
½ dl havregryn
½ dl mandler
1 cm tyk skive marcipan
1 spsk. revet appelsinskal (du kan bruge vanilje, hvis du ikke tåler citrus)
1 spsk. honning
½ dl olie (jeg bruger mandelolie fra supermarkedet, men andre lugtfri olier kan bruges)

Tørprodukterne blendes sammen til en fin melvælling og blandes med honning og olie til en fed masse. Denne peeling kan holde sig i op til en måned. Kommer der imidlertid vand ned i den, vil den hurtigt blive angrebet af bakterier.

Når du er færdig med at vaske dig, og huden er varm og fugtet, slukker du bruseren. Tag en teske med top af din nye peeling, og massér den blidt, men grundigt over hele ansigt og hals. Husk, at det område, et par svømmebriller ville dække, ikke skal peeles. Det hele skylles af med varmt vand (ingen sæbe). Dup huden tør med et lunt håndklæde, og nyd nu din bløde, iltede, nye, lækre hud.

De lækreste julestænger
Ben, der tørrer ud og bliver skællede, er på ingen måde appetitlige. Det er noget, vi alle på et eller andet tidspunkt oplever; heldigvis er det nemt at komme til livs. Alt, hvad du behøver at gøre, er at give dine ben lidt kærlighed under bruseren og huske at give dem lidt fugt i form af fedtstoffer.

Da det er ved at være jul, har jeg lavet en lækker juleduftende skrub, som du nemt selv kan lave derhjemme. Jeg lover dig, du får den blødeste hud, hvad enten du bruger den på dine ben, skuldre, balder eller arme. Personligt skrubber jeg mig tre gange om ugen, og jeg elsker den følelse, jeg oplever bagefter (og det gør min kæreste også ...).

1 dl grødris (du skal alligevel lave risengrød i løbet af december)
1 dl olie (jeg bruger mandelolie fra supermarkedet, men andre lugtfrie olier kan også bruges)
1 tsk. stødt nellike (bakteriehæmmende)
1 tsk. stødt kanel (fedtopløsende)
1 spsk. revet appelsinskal (frugtsyre, dufter lækkert)
1 spsk. vaniljesukker (frugtsyre, dufter dejligt)

Grødrisene blender du til en grov mel, og resten af ingredienserne blandes i. Denne skrub kan holde i op til en måned, men hvis der kommer vand i, vil den kunne angribes af bakterier.

Når du er færdig med at vaske dig, og huden er varm og fugtet, slukker du bruseren. Hvis det er første gang i længere tid, du skrubber huden, må du gerne lægge kræfterne i, men hurtigt vil huden være så ren, at du til hverdag blot behøver at bruge et par minutter på at holde den sund og lækker. Det hele skylles af med varmt vand (ingen sæbe). Dup huden tør med et lunt håndklæde, og nyd nu din bløde, iltede, nye, lækre hud.

https://imgix.femina.dk/legacy/media/860dc4076331408985a88c57c1c751e0.jpg

Jeg fra Raz-Spa gerne vil,
du ømhed til kroppen lægger til,
din hud den vil dig takke.

Du nu til dynerne dig liste,
din elskedes læber til dig hviske:
"Du' min julens blødeste pakke!"


Rigtig glædelig jul ønskes I alle af Raz!

Se flere opskrifter og få flere gode råd fra Raz på hans hjemmeside www.raz-spa.dk

Efterårets skønneste musthaves

Naturligt skøn

Sandt og falsk om din hudpleje

Læs også