
Navn : Dorte Lytje
Alder : 34 år
By : Århus
Job : NLP-terapeut
Privat : Single og har to børn
"En diva er i mine øjne en kvinde der er kærlig mod sig selv, elsker sig selv og er tro mod sig selv. En kvinde, der tør stråle! Start indeni og tænk på, hvad DU vil, hvad DU har lyst til, og hvad der passer til lige præcis DIG!
En diva har det indre selvværd, som kommer til udtryk i den ydre udstråling. Selv om der kan være dage, hvor man sagtens kan finde fejl ved sig selv, tænker jeg alligevel, at jeg er den bedste udgave af mig, som jeg er i dag!"
www.dortelytje.com
Navn: Pia Blak Larsen
Alder: 43 år
By: Humlebæk
Job: Administrativ medarbejder i den kommunale tandpleje.
Privat: Gift og har to piger
"Generelt er jeg rigtig glad for min krop og passer på den ved at spise sundt og dyrke motion. Hvis jeg tager på, giver jeg den en ekstra skalle med sund kost og motion - så simpelt er det! Hvis jeg er utilfreds med noget, er det udelukkende mig, der kan gøre noget ved det. Andre ting som appelsinhud og hængebryster er noget, der hører alderen til, og det kan jeg sagtens leve med."
Navn: Louise Aistrup
Alder: 27 år
By: Vanløse
Job: Salgsleder
Privat: Single
"Jeg er glad for livet, tager en dag af gangen og er ikke bange for at vise hvem jeg er. Alle mennesker kan finde fejl ved sig selv eller de ting de, er kede af, uanset om man er tyk, tynd, stor eller lille. Men i stedet for at fokusere på fejlene, skal man i stedet hellere fokusere på de 1000 ting, man er glad for. Glem dine fejl og elsk dig selv, som du er - ellers kan andre heller ikke elske dig!"
Navn: Karen Simonsen
Alder: 26 år
By: Aars
Job: Studerende
Privat: Kæreste
"Jeg elsker mig selv - med mit ar, for det er et sejt bevis på, at jeg har overvundet lungekræft da jeg var 19 år. For mig er det en fed kropsudsmykning, som der ikke er andre i hele verden, der har. Når folk spørger til mit ar, skal jeg med glæde fortælle, hvorfor jeg har det. Det minder mig ikke om dårlige tider, men derimod om hvor stærk jeg er. Og så synes jeg i øvrigt, det er blevet lavet rigtig flot."
For de fleste kvinder er der konstant en indre kamp omkring krop og udseende; om alle de fejl og mangler man selv kan spotte, men som ens omgangskreds ikke lader til at bemærke.
Nogle skiller sig ud
Der er dog nogle kvinder der lader sig skille ud med deres fantastiske selvtillid. 4 af disse kvinder har magasinet Q interviewet og fotograferet, og dette kan du se i galleriet nedenunder.