ida rud
Selvudvikling

Ida Rud om dokumentaren ”Tykke Ida”: ”Jeg blev badet i kærlighed, og det var helt fantastisk”

6. august 2018
af Signe Halck
Foto: Julie Dam
Måske kender du Ida Rud fra tv-dokumentaren ”Tykke Ida”, hvor hun ærligt og sårbart kræver sin ret til at være glad ved sig selv, spise is på gaden og gå i stramt tøj. Q har mødt den 36-årige journalist til en personlig snak om udviklingen fra selvhad til selvkærlighed og om at tage kropspositivismen i hånden for at gøre en forskel for andre.

Kan det virkelig være rigtigt, at man skal føle sig forkert og hade sig selv, bare fordi man er tyk?

Nej, vel? Det er den mission, Ida Rud har kastet sig selv ud i – bl.a. med dokumentarserien ”Tykke Ida” på DR3.

”Da jeg sagde ja til at lave DR3-dokumentaren ’Tykke Ida’, gik jeg ind i det med meget små og realistiske forventninger til omverdens modtagelse og havde det sådan, at hvis jeg med dokumentaren kunne være med til at gøre en forskel for bare én pige, så ville det være det hele værd.”

Vild anerkendelse

Med ”Tykke Ida” fik Ida trådt et vigtigt skridt i sin mission om at sætte spørgsmålstegn ved det automatisk negative og selvdestruktive i det at være tyk, og hun fik med udsendelsen gjort en forskel ikke bare for én pige, men for rigtig mange piger og kvinder. Dokumentaren blev set og streamet på et niveau, som hverken Ida eller programmets tilrettelægger havde drømt om eller turdet håbe på. Ida & Co. ramte med andre ord durk ned i et behov for at nuancere vores kropsidealer og for tale til det kærlige frem for det destruktive i os selv uagtet kropsstørrelse.

Hvordan havde du det med at få tilbuddet om at være ”Tykke Ida”?

”Det var noget, jeg skulle tænke over. For hold da helt op. Og hvordan kunne man overhovedet tro, at jeg kunne være så interessant? Men jeg endte jo med at sige ja, og i bund og grund gjorde jeg det for min indre 12-årige Idas skyld og for de piger, der ligesom jeg har haft det svært med selvværdet og kroppen. Hvis jeg som barn og ung havde oplevet et fællesskab omkring de her ting i stedet for oven i min forkerthed også at føle mig alene om den, så tror jeg ikke, at jeg havde haft det helt så skidt. Så det var oprigtigt tanken om at prøve at gøre en forskel for nogen, der fik mig til at sige ja.”

Føler du, at du fik det ud af det, som du håbede på?

”I høj grad. Mit mål var én pige. Men ud af den respons, jeg har fået og får både i private beskeder og mails og i medierne, kan jeg jo se, at vi har ramt meget bredere. For nylig var der en undersøgelse fra Sex og Samfund, der viste, at unge har fået det bedre med sig selv og deres krop, og her sagde en ekspert til Berlingske, at sådan nogle som mig netop kan have været med til at rykke tingene i en positiv retning. Det er jo en helt vild anerkendelse at få for noget, der betyder så meget.”

Vejen til et bedre liv med bedre selvværd og missionen om at bidrage til at gøre en forskel var allerede så småt i gang, da Ida blev foreviget som ”Tykke Ida” på DR3. Før tv-programmet var det primært gennem Instagram-profilen ida_kys, skridtene blev taget.

”I foråret 2015 postede jeg et ærligt og kærligt billede af min fyldige bagdel på Instagram, og det var det første for alvor skelsættende initiativ, jeg tog i opgøret med mit selvhad. I slutningen af 2016 blev jeg kontaktet omkring ”Tykke Ida”, som blev optaget i foråret 2017 og vist i efteråret samme år på DR3. Og i dag er vi så dér, hvor jeg har momentum i medierne og får omtale og taletid omkring mine budskaber. Det vil sige, at der er gået tre år, fra jeg startede min transformation til mit gennembrud. Det er jo ingen tid, når man tænker på al den tid, jeg har brugt på at hade mig selv og min krop.”

LÆS OGSÅ: Vibeke Hartkorn: "Jeg synes, der er brug for en motiverende opsang til kvinder"

Da Idas numse blev badet i kærlighed

Nogen stoisk følelse af ro og bundfældet selvtillid sad Ida ikke just tilbage med, da hun havde klikket ”Del” og sendt sit halvbare booty-billede ud i æteren på sin offentlige Instagram-profil til potentielt frit skue for samtlige Instagram-brugere. Tværtimod blev hun instinktivt grebet af panik og var sikker på, at folk ville hade hendes billede – og hende selv – og at det ville vælte ind med ubehagelige kommentarer. Ida sad ængsteligt med sin telefon i hånden og var fuldstændig klar til at fortryde og fluks slette billedet. Det var dog noget ganske andet end had og ubehag, der viste sig i den respons, som strømmede fra telefonen og langt ind i Idas kerne.

”Til min store overraskelse væltede det ind med likes og positive kommentarer til mig og min numse. Vi blev badet i kærlighed, og det var helt fantastisk.”

Kærligheden fra omverdenen faldt på et tørt sted. Her var der basis for noget, der kunne vokse sig større på en positiv måde. For Idas historie er først og fremmest historien om at få det bedre med sig selv. Arbejdet med at dele sin historie og skabe åbenhed om krop, vægt og manglende selvværd har haft stor indflydelse på den udvikling.

”Jeg udviklede mig sindssygt meget af at filme mig selv til tv-programmet om ”Tykke Ida”, fordi jeg blev tvunget til at sætte ord på en masse ting omkring mig selv, og hvordan jeg havde det. Jeg fik det så meget bedre med mig selv af den proces og fik flere åbenbaringer undervejs. Pludselig kunne jeg forstå, hvorfor jeg havde det, som jeg havde.”

Fuld af selvhad

Ikke at være et æstetisk lækkert menneske var noget, der fyldte og opslugte næsten alt i Idas liv og tankevirksomhed frem til vendepunktet for godt tre år siden. Hvor hun i dag virker som en sikker kvinde, når man møder hende, var hun tidligere sikker på nærmest kun én ting – at hun var klam og ulækker.

”Jeg har altid vidst, at jeg var ulækker. Det var slet ikke til diskussion, det var et dybt og erkendt faktum, at jeg var klam, åndssvag og forkert.”

LÆS OGSÅ: Ane Høgsberg: "Det er altså rart at åbne et blad og se nogen, der ligner mig bare en lille smule"

Det hadefulde forhold til sig selv og sin krop holdt Ida ikke tilbage for sine omgivelser, men en dag, var der én der sagde fra.

”Jeg var sammen med en god veninde og sad igen og talte grimt om mig selv, indtil hun kiggede på mig og sagde – ’jeg bliver simpelthen så ked af det, når du taler dårligt om én, jeg elsker. Vil du ikke godt lade være med det?’ Det satte sig og fik mig til at tænke over, at noget måske var galt i den måde, jeg gik og behandlede mig selv på.”

Et mere frit – og lykkeligt – menneske er Ida i det hele taget blevet med tiden og transformationen. Det har hun høstet frugterne af i form af et mere socialt og udadvendt liv, flere dates og flere af de gode arbejdsopgaver.

”Jeg har fået mere af alting på den positive måde, efter jeg er begyndt at holde af mig selv i stedet for at hade mig selv. Blandt andet har jeg fået mit drømmejob som journalist på ’Troldspejlet’. Jeg er også begyndt at holde foredrag. Hver gang er jeg sikker på, det går galt, og at jeg vil gå i stå midt i det hele, så folk begynder at råbe og skrige ad mig. Men det er ikke gået galt endnu. Det er, som om verden reagerer positivt på min positive energi.”

Ida Rud er 36 år, journalist, klummeskribent og foredragsholder

https://imgix.femina.dk/call_to_action/curvy_kandi_cta2.png

Læs også