Kendte

”Hvis jeg går til lægen, er det lige meget, om jeg er der med en forstuvet finger… jeg bliver altid vejet og bedt om at tabe mig”

Sofie Hagen er tyk. Hun er også en kendt og anerkendt komiker, feminist 
og tykaktivist. Og så mener hun, at vi har et samfundsmæssigt ansvar for at få stoppet ’fat shaming’.

Sofie Hagen var omkring de 20, da hun droppede slankekurene, hvilket var hendes første skridt på vejen til selv at blive ’happy fat’. Den første og største øjenåbner i den forbindelse var en erkendelse af, at der findes en hel industri, der har til formål at tjene penge på kropsidealer.

- Slankekure virker slet ikke, og grunden til, at jeg har hadet min krop så længe og så inderligt, skyldes, at der er mennesker, som ingen skrupler har i forhold til at tjene penge på at lære børn, at deres krop er forkert.

Hvad har ellers virket for dig i processen for at blive ’happy fat’?

- Det har virket for mig aktivt at kæmpe imod det. At fjerne al tykfobisk snak fra min hverdag. Jeg er ikke venner med folk, som taler om slankekure eller taler negativt om kroppen. Jeg følger ingen på sociale medier, der får mig til at få det dårligt med mig selv. Jeg vejer mig ikke, og jeg tæller ikke kalorier. Jeg spiser det, jeg har lyst til, og når jeg har lyst til det. Hvis jeg fanger mig selv i at tænke negativt om tykhed, stopper jeg og retter mig selv. Og mit soveværelse er fyldt med tyk kunst – tykke figurer, kunstværker, der viser tykke kroppe, illustrationer og plakater. Min baggrund på min computer er smukke billeder af tykke mennesker. Tykke mennesker bliver aldrig vist i et positivt lys. Men jo mere vi kigger på nøgne, tykke kroppe, jo mere vænner vi os til det. Og jo mindre skræmmende bliver det.

Læs også: Sofie Hagen: "Hvordan lærer man at holde af sin mave?"

Hvad med kropspositivisme som bevægelse – slår du også et slag for den?

- Jeg slår et slag for den bevægelse, der hedder Fat Liberation. I min bog kommer jeg selv med nogle anbefalinger til, hvordan man kan få det bedre med sin tykke krop, for selvfølgelig er det bedre at holde af sig selv og sin krop end at hade sig selv og sin krop. Men forskellen på Fat Liberation og kropspositivitet er blandt andet, at kropspositiviteten bringer ansvaret over på den tykke selv. Men ’fat shaming’ og ’fat fobia’ er ikke den tykkes skyld og ikke den tykkes ansvar. Det er ikke éns egen skyld, når man som tyk bliver lagt for had for sin størrelse og sin vægt. Tværtimod har vi et samfundsmæssigt og kollektivt ansvar for den ’fat shaming’ og ’fat fobia’, der findes i dag – og vi har et samfundsmæssigt og kollektivt ansvar for at få det stoppet. Det er det, Fat Liberation går ud på. ’Fat activism’ ser på udskamningen af tykke som diskriminering på linje med andre former for diskriminering, f.eks. i forbindelse med køn, seksualitet, race og hudfarve. At være tyk er et neutralt beskrivende ord. At være tyk er hverken værre eller bedre end at være tynd.

Hvad mener du med, at den kropspositive bølge bringer ansvaret over på den enkelte?

- Det bliver sådan lidt: ’Hey, hvis du har det dårligt med din tykke krop, så er det, fordi du ikke har lært at elske dig selv. Det er dårligt og forkert, hvis ikke du elsker dig selv, som du er – så det må du lige tage ansvar for at lære ved at se dig selv i spejlet og sige noget sødt om din mave’. Selvfølgelig er det en god øvelse, det kan vi kun blive enige om. Men ansvaret for, at man som tyk kan føle et stærkt selvhad og en meget stor skam over sig selv og sin krop, kommer ikke indefra og skal ikke kun fikses med øvelser i selvkærlighed. Selvhadet og skammen er i høj grad et resultat af noget, der komme udefra. Den mekanisme har Fat Liberation fokuseret på i mange år, men det fokus er på en eller anden måde røget i den kropspositive bølge.

Hvordan er det er et samfundsmæssigt ansvar, at tyk er blevet dårligere end tynd?

- Som tyk oplever man f.eks. ofte i sin kontakt med sundhedsvæsenet og læger, at man bliver set ned på, skævt til eller ligefrem diskrimineret. Hvis jeg går til lægen, er det lige meget, om jeg er der med en forstuvet finger, eller fordi jeg har ondt i mit øre – jeg bliver altid vejet og bedt om at tabe mig. Hvis de tager mit blodtryk, og det viser sig at være fint, hvilket det altid gør, så tjekker de lige efter igen. Engang hentede lægen endda en ny maskine, fordi hun antog, at den, hun brugte, måtte være i stykker.

Sofie fortæller videre, hvordan man som tykt barn i løbet af sin skolegang ofte kan opleve en eller anden form for særlig opmærksomhed fra en af sine lærere omkring det forhold, at man er tyk.

Det kan være idrætslæreren eller biologilæreren eller måske sundhedsplejersken, der kommer med kommentarerer eller gode råd om kost og motion.

- Og det fortsætter jo bare derfra. Når man søger job og kommer til jobsamtale som tyk, er der mange, der oplever at blive set skævt til – og ikke får jobbet. For en, som er tyk, er det simpelthen en del af mødet med institutioner, autoriteter og myndigheder, at man bliver dømt ude eller mindre værd, alene fordi man er tyk, og det er et samfundsmæssigt problem og dermed også et samfundsmæssigt ansvar.

Læs også: Sofie Hagen: "Hvorfor er det mere acceptabelt at være en dum skid end at være tyk?"

KØB et abonnement på Q og få en Tromborg håndcreme og en Tromborg fodcreme med som velkomstgave her

Læs mere om: