https://imgix.femina.dk/media/billeder/2013/oktober/papirbunke-prim.jpg
Selvudvikling

Sådan får du styr på papirbunkerne

9. oktober 2013
af Oprydningskonsulent Kamille Sommer
foto: All Over
Lever du også et liv med små gule sedler, der konstant bliver væk, girokort du ikke kan finde og lister og små lapper med alt fra telefonnumre til strikkeopskrifter? Så er det måske på tide at få styr på rodet. Læs her hvordan …

ARGHHH…. Der er ikke noget så frustrerende som at skulle bruge en masse tid på at lede efter kvitteringer eller et telefonnummer, der er skrevet ned på en lap papir, som må ligge et eller andet sted, i en af papirbunkerne. Man ved det kommer til at tage tid at finde den lap papir. LANG TID.

Hvad gør man lige for at undgå det papirhelvede?

OM KAMILLE SOMMER

Kamille Sommer er uddannet oprydningskonsulent og Feng Shui konsulent.

Kamille arbejder professionelt med oprydning, og hjælper danskerne med at få styr på deres hjem..

Hun skriver hver onsdag hér på Oestrogen.dk

Se mere på hendes hjemmeside: Oprydningskonsulenten.dk

Følg hende på
Facebook:www.facebook.com/oprydningskonsulenten

Find det system der passer til DIG
Der er masser af måder at lave systemer på, og det behøver ikke være dyrt. Der vil altid være nogen derude, der vil sælge dig smarte mapper, der koster en formue, men du kan selv lave dem ret enkelt. Personligt bruger jeg 2 typer mapper.
• Den almindelige tykke ringbindsmappe med inddelingsoversigt
• Harmonikamapper - mapper hvor der er en masse rum til opbevaring, og plads til at man kan skrive hvad der er i hvert rum

Ringbindsmapper er rigtig gode til at putte løse papirer i. Man kan sagtens bruge en mappe til flere funktioner. F.eks. kan man godt have forsikringspapirer og bankpapirer i samme mappe, hvis bare du har inddelt dem, så de er adskilt.

Harmonikamapperne er virkelig gode til løse ark. Man kan have flere mapper, så f.eks. har du en til vigtige papirer som dåbsattester, skøder, pas o.lign, og en anden hvor du gemmer ting du f.eks. har revet ud af et blad, som du skal kigge på senere, tegninger, minder, postkort osv.

Det er kun fantasien, der sætter grænser.

Jeg har fornyligt lavet én til min søn, hvor jeg satte små dymostrimler ud for hvert rum, hvor der stod "Mat.", "Dansk", "Eng." , "Info", osv., da han altid havde løsark, der lå og rodede i tasken. Systemet fungerer perfekt, fordi han hurtigt og nemt kan putte arkene i de forskellige rum, og han kan lige så hurtigt finde dem igen, når de skal bruges.

Det elektroniske system - til dig der helst ikke vil have for mange papirer liggende i dit hjem
Efterhånden som vi er kommet mere og mere på nettet, opbevares flere og flere dokumenter "oppe i skyen".

E-boks er et eksempel, hvor vi nu kan have vores bankpapirer, forsikringspapirer o.lign. liggende. Ved at have dokumenter liggende der, slipper vi for alle de bunker papir i vores hjem og samtidig kan vi tilgå dem, lige meget hvor i verden vi befinder os. Ulempen er at mange glemmer at gennemgå deres elektroniske papirer, fordi de altid skal logge ind for at se dem. Det er ikke så smart, for det er dit eget ansvar at tjekke at alt er i orden, også selv om du ikke længere får papirerne hjem i din postkasse.

Evernote er virkelig genial til de små lapper papir, madopskrifterne og artikler på nettet vi gerne vil se igen på et senere tidspunkt. Det er gratis, medmindre du skal bruge virkelig meget plads, men til almindeligt brug, anbefaler jeg den gratis version.
Evernote formår at finde de papirer frem, du skal bruge, blot ved at du skriver et søgeord på noget, du ved, du har gemt. F.eks. hvis du har gemt en kvittering til din cykel, kan du skrive ordet "cykel", og så kommer alle de papirer frem, du har liggende med dette ord.
Det er virkelig smart.

Tilbage til bunkerne - hvad gør man lige for at fjerne dem?
Papiroprydning er noget af det, der tager længst tid, fordi det kræver at du tager et stykke papir af gangen, og tager stilling til om det skal gemmes, hvor det skal gemmes, skal en anden have det, eller om det skal kasseres.

Find ud af hvordan du vil opbevare papirerne for fremtiden. Skal nogle scannes ind i Evernote? Vil du samle kvitteringer i kuverter med årstal på? Dette kan man gøre, med de kvitteringer man kun gemmer mens garantien virker, så kan du hurtigt smide kuverterne ud, når der rundes et nyt år, og garantien ikke længere gælder.

God fornøjelse med oprydningen.

Kh,
Kamille

Læs også