Lisbeth Zornig
Annonce
Mental sundhed

Tigerdyret Lisbeth Zornig

24. september 2020
af Aller Creative Studio, annonce for Gyldendal
Med overbevisende styrke overlevede hun en barndom fuld af svigt. Men det kostede. Stress, kroniske sygdomme, indre mørke – og en voksen Zornig tvunget til at ignorere sin krops signaler for at klare livet. Ved at turde satse på sin sundhed, livsglæde og tarm-kærlighed har Zornig fået sit indre, glade Tigerdyr tilbage.
gyldendal

Når Lisbeth Zornig skal beskrive sig selv, nævner hun Tigerdyret fra Peter Plys. Den fjollede, optimistiske tigerbamse, som ikke lader sig slå ud, men altid hopper videre på sin stribede hale. Lisbeths grundstemning er lys. På trods af en barndom med meget mere modgang, end noget barn skal opleve, rejser hun sig altid.

Mønsterbryderen

De fleste af os kender Lisbeths historie om at vokse op i Underdanmark. Om den pige, der blev seksuelt misbrugt, overset, hånet, truet og misrøgtet i et hjem med afhængighed, vold og fokus på de voksnes behov og drifter. Men også den pige, der var kvikkere end de fleste andre børn, havde en trodsig styrke, blev set af udvalgte lærere og pædagoger og derfor heldigvis fik den hjælp, omsorg og opmærksomhed, hun var blevet snydt for derhjemme. Underdanmarks jægersoldat og mønsterbryder, som vendte den tillærte årvågenhed og perfektionisme til en strålende karriere, først i IT-branchen og senere som fortaler for Danmarks udsatte børn – i Børnerådet, i debatindlæg, på tv og i sine biografier.

Lisbeth Zornig Andersen blev født i 1968 og voksede op i Nakskov på Lolland med tre ældre brødre, en dybt alkoholiseret mor og flere voldelige stedfædre, deriblandt ham, der forgreb sig på hende seksuelt. Som 12-årig blev hun fjernet fra hjemmet efter selv at have ringet til kommunen, og siden kom hun bl.a. på Hylleholt Husholdningsskole for særligt vanskelige unge piger, hvor hun mødte socialpædagogen Karen, en voksen, der SÅ hende. Hun tog studentereksamen og uddannede sig cand.polit på universitetet og havde en succesrig karriere som IT-konsulent, inden hun for alvor helligede sig socialområdet som debattør, foredragsholder og forfatter. Undervejs har hun fået fem børn og et barnebarn, og hun har udgivet bøger, både selvbiografier om sin opvækst, fagbøger og skønlitterære krimier, og været vært på flere tv-programmer, bl.a. ”Min barndom i helvede”, hvor hun opsøgte sin mor og stedfar og konfronterede dem med fortiden.

Eftervirkningerne fra en traumatisk barndom

Hun lukkede os ind og gav alle, der selv er vokset op i dysfunktionelle eller ukærlige hjem, lov til at spejle sig i hende. Men som hun skrev i sin bestseller af en selvbiografi ”Zornig – vrede er mit mellemnavn”, så kan det godt være, at hendes liv lignede en happy ending, men mørket fulgte med:

- En barndom præget af svigt, vold og seksuelle overgreb igennem mange år, som formede den person, jeg er i dag. En person, som på én gang uden at blinke svarer autoriteter ret imod, men som stadig er bange for at sove med slukket lys, og som bliver tør i munden af angst, når passet skal fornyes i Borgerservice på kommunen, forklarede hun i ”Zornig - vrede er mit mellemnavn” fra 2011.

En del af Lisbeth Zornigs mørke var de tilbagevendende og konstante mareridt. Hendes nætter bød for det meste på enten søvnløshed eller mareridt af den slags, der giver svedvåde lagner og bankende hjerte.

Et andet grundvilkår i hele hendes liv har været at have ondt i maven. Det har hun haft, fra hun var barn, sådan var det bare. Men mens den unge Lisbeth jonglerede små børn og en fremadstormende karriere, viste det sig, at det handlede om mere end almindelig mavepine. En dag faldt hun om og blev bragt til sygehuset, hvor hun fik konstateret Colitis Ulcerosa, kronisk betændelse i tyktarmen, blev opereret og fik stomi. Men hverken kronisk tarmbetændelse, en brystkræftmistanke eller tilføjelsen af en psoriasis-diagnose fik hende til at ændre måden, hun håndterede sit liv – og sin krop – på.

- Et hav af sygdomme fik mig ikke til at ændre adfærd. Først efter en personlig konkurs og efterfølgende selvmordstanker stoppede jeg op og begyndte at se på mig selv som andet end et hoved med vedhæng, fortæller Lisbeth Zornig i sin helt nye bog ”Zornigkuren”.

Vendepunktet

I den nye bog fortæller hun om sin vej til et sundere liv – og måske især til at slutte fred med sin krop og beslutte sig for at være god ved den. Den berømte sidste dråbe, der fik bægeret til at flyde over, var den konkurs, hendes firma Huset Zornig var nødt til at indse i foråret 2019. Den kæmpe skam, der fulgte med konkursen førte til dybt depressive tanker, og til sidst var der ingen vej udenom – noget måtte der gøres.

- Tro det eller ej, men når din krop begynder at reagere med stresssignaler, så er det i virkeligheden kroppens måde at advare dig på. Overhører du signalerne eller fejlfortolker symptomerne, vil din krop reagere med flere og flere symptomer. Fortsætter du stadig ufortrødent i samme mønster, så er der stor risiko for at udvikle diverse sygdomme samt ende med et stresskollaps; at løbe tør for energi og overskud og ende med en stresssygdom, angst, forklarer Zornig i ”Zornigkuren”.

Det var det punkt, hun var nået til.

At passe godt på sig selv

Lisbeth Zornig er en systematisk kvinde, så hun gik systematisk til det. Hun læste, hørte, så, afprøvede og undersøgte alt, der kunne gøre hende klogere på sammenhængen mellem sund kost, søvn og stress, og hvordan vores tarmbakterier påvirker vores mentale helbred. I stedet for at grave sig ned i det hul, konkursen havde begyndt, rettede hun sin opmærksomhed indad – på sin krop, sit sind og sit helbred. Hendes mand Mikael klarede alle henvendelser fra pressen, mens Lisbeth koncentrerer sig om at få det bedre.

I dag er Lisbeth Zornigs liv anderledes end før. Hendes personlige sundhedsrejse begyndte med søvnen. Hun satte sig ind i videnskaben bag og lavede sine vaner om, og i dag får hun typisk 7-8 timers uforstyrret søvn. Med hensyn til maden så spiser hun op til et kilo grøntsager om dagen, helst så uforarbejdede som muligt, masser af nødder, koldpressede olier, avocado og gammel dansk mad som for eksempel suppe kogt på knoglerester og fermenteret mad. Desuden prioriterer hun alle de små ting, der fortæller vores krop, at alt er ok, at den godt kan slappe af og ikke behøver at være i alarmberedskab. At grine, røre sig og blive rørt ved, dagdrømme, meditere, dyrke yoga og sex, kysse, kramme, smile, ranke ryggen og fortælle folk, hvor vigtige de er.

Hun kalder det Tigerdyrskuren eller Zornigkuren, men egentlig ser hun det ikke som en kur, forklarer hun i den nye bog:

- Jeg har arbejdet intensivt med søvnen, kosten, kroppen, tankerne og følelserne – på en måde, der er til at holde ud, og som både er sjov og nem. Måden er faktisk så lidt restriktiv, at det er på kanten at kalde den en kur. For mig er det mere blevet en permanent livsstil.

Zornig kuren

"Zornigkuren" af Lisbeth Zornig Andersen, 199,95 kr., Køb den her

OM ZORNIGKUREN

”Zornigkuren” er Lisbeth Zornigs nye bog om hendes vej til et sundere og gladere liv – baseret på al den viden, hun undervejs har samlet op fra forskning og eksperter. Bogen består at vidensdeling, interviews med eksperter, personlige beretninger og konkrete tips med fokus på, at det skal være så nemt, at det holder i længden. Læs mere her.

Bogen er udgivet af Gyldendal.

Læs også