Når livet er svært

Signe led af overspisning: Det gør også ondt at være (næsten) normal

Signe Nordstrand var som de fleste kvinder lidt utilfreds med sin vægt og vred på sig selv over, at hun ikke bare kunne følge en slankekur. Det kom bag på hende, at det ”lille” problem krævede mange års behandling, bl.a. på Rigshospitalet.

Når Signe Nordstrand gik i 7-Eleven om aftenen, var hun i mentalt ingenmandsland og gemte sig i stort tøj, helst en hættetrøje. Egentlig var hun der nemlig slet ikke. Hun læste dansk litteratur på universitetet, trænede regelmæssigt, spiste sundt og havde gode nære relationer til sine veninder. Det nærmest dæmoniserede, ophidsede væsen, der havde overspisning i hovedet og købte ind til det, var ikke hende. To pakker kanelgifler, en stor plade Marabou, en pose chips, bland selv-slik og en rulle kiks var en god startpakke. Hvis overspisningen startede tidligt, kunne hun også nå i Irma og få deres gode, bløde krydderboller og en pakke smør.

 

– Det kunne i perioder ske mange gange om ugen. En typisk dag var sådan her: Jeg vågnede og tænkte som det første, ”i dag skal jeg tabe mig”, både fordi jeg hadede min krop, og fordi jeg havde et stort behov for at bekræfte med min disciplinerede adfærd, at jeg var stærk. Jeg ville gerne være en stærk person og vise hele verden, at jeg havde rygrad og kunne blive tynd. Jeg lavede kostplaner hver aften, og jeg planlagde at følge dem slavisk og noterede, hvad jeg spiste. Jeg spiste ikke for meget – nok snarere for lidt, og nogle dage kom jeg også igennem dagen uden at ”falde i”, og så følte jeg mig virkelig god. Andre dage holdt jeg til kl. 20-21, men indimellem kom min overspisningsdjævel på besøg allerede om eftermiddagen. Den gjorde alt det, jeg ikke måtte – gik i skabe, køleskabe og fryser og spiste ”forbudte” madvarer som slik og chips og kage, men også bare håndfulde af tørre havregryn og rosiner, der ellers kun var tilladt på havregrød.

– Der var altid en slags limbofase, før en overspisning sådan rigtig tog til. Der nåede jeg at tænke, ”det skal nok gå”, og befandt mig i en indre dialog, hvor jeg skiftevis tænkte, ”jeg falder ikke i, jeg klarer den” og ”nu sker det”, og jeg vidste, at nu svingede pendulet over mod overspisning. Der var forskel på mine overspisninger – nogle gange blev de udløst af sult, slet og ret fordi jeg havde spist for lidt i flere dage, andre gange skete de med fuldt overlæg og var planlagt. Og når jeg trådte over grænsen og gik i gang, var det altid med følelsen af, at ”okay, nu kan det være lige meget, nu går jeg all in og starter forfra i morgen”.

– Det kunne være en lille bitte ting, jeg spiste, som jeg ikke havde planlagt – og så blev det udløst. Overspisningen var ofte ritualiseret, så jeg sad forholdsvis normalt i sofaen og hyggede, brødristeren kom med ind på sofabordet, men så gik jeg efterhånden i gang med at spise bollerne halvristede. Der var et lille punkt af nydelse i starten af en overspisning. Men når jeg havde taget det første skridt ind i det forbudte land, var det som overgivelse, forklarer Signe Nordstrand.

LÆS OGSÅ: 10 tegn på, du måske har et unormalt forhold til mad

The tipping point

Det er klassisk at sammenligne overspisning med alkoholisme, ligesom når man tager en tår af en øl eller et glas vin og bagefter ikke kan stoppe. Men Signe er forsigtig med at sammenligne med andre former for misbrug, som hun ikke har kendskab til på samme måde. Hun forestiller sig dog, at der følelsesmæssigt er mange paralleller – skammen, selvhadet, hemmeligholdelsen og kontroltabet. Fritfaldsfornemmelsen og the tipping point.

– Der er en plet af fornuft inden en overspisning, hvor man tænker klart: Det her fortryder du. Men når man først er der, er det bare maden, der gælder, og så kommer følelsesløsheden, mens man spiser videre. Jeg kunne spise frossen marcipan direkte fra fryseren, mens døren stadig stod åben. Og så snart den sidste bid var taget, kom jeg til mig selv igen. Som om jeg vågnede af en hypnose og så mig selv udefra i orgiet af tomme slikposer, med en stjålen smag af chokolade i munden, lidt krummer i mundvigen, og så kom tankerne: Hvor er du dum! Du skulle jo tabe dig, hvorfor sidder du nu her igen? Du er så klam og ulækker med din vom hængende ud over det hele. Det er grænseløst, og du kan ikke finde ud af noget som helst.

En af de ting, man ikke hører så meget om ved overspisning, er den stress, det at overspise udsætter kroppen for. Og hvis man ikke kan kaste op, er man nødt til at tage den del med. Nogle gange kan man ikke sove bagefter eller falde til ro, kroppen er i total alert. Andre gange kan man spise sig i søvn.

– En overspisning varede typisk halvanden til to timer, og jeg regnede i kilojoule dengang, så jeg tænkte, at det var omkring 15.000 kilojoule. Det er jo to dages kalorieindtag.

At gå i seng efter en overspisning er en slags nulpunkt. Psykisk og fysisk. Psykisk er det fornedrende, at man har udsat sig selv og sin krop endnu en gang for et madorgie, men det er også dér, man kan starte forfra.

– I morgen skal blive god. Uden overspisning ... Det lå jeg og planlagde, mens mit hjerte galopperede af sted, og jeg havde den væmmeligste trykken for brystet og svedte og havde voldsom kvalme. Når man spiser store mængder mad på kort tid, går kroppen jo amok. Systemet kan ikke følge med, og eftersom jeg ikke kunne finde ud af at kaste op, var jeg nødt til at svede mig igennem nat efter nat, siger Signe Nordstrand, der begyndte at overspise for alvor som 18-årig og i første omgang gjorde det, frem til hun var 24 år. Det var der, hun første gang talte med en psykolog, som sagde, ”sig mig engang, overspiser du?”.

– Jeg vidste ikke, at der var et ord for det, jeg gjorde. Jeg oplevede det som mit personlige problem. Jeg anede ikke, at det var et begreb. Jeg troede bare, at jeg havde det dårligt, fordi jeg var så klam og ulækker og svag, at jeg ikke engang kunne følge de planer, jeg selv lavede.

KØB et abonnement: Få 3 nr. af Psykologi for kun 119 kr. – eller vælg imellem vores håndplukkede velkomstgaver her

Bare introvert

Det startede så småt, da Signe gik i 3.g. Hun følte sig forkert uden at vide hvorfor. Hun blev ikke mobbet, tværtimod, og hun havde heller ikke oplevet svigt i barndommen, men hun følte sig aldrig rigtig godt tilpas, når hun var i store sammenhænge, eller når hun sammen med sine veninder skulle møde nye mennesker. Hun gik med i byen, men brød sig egentlig ikke om det.

– Senere har jeg forstået, at jeg ganske enkelt er introvert. Min manglende selvtillid betød, at jeg ikke tog hensyn til, hvordan jeg havde det inderst inde, og optrådte, som om jeg var udadvendt. Jeg var bange for at være udenfor og alene, selv om jeg egentlig havde brug for netop det. Når jeg stod i de situationer, hvor jeg burde have følt mig festlig og med i gruppen, fik jeg lyst til chokolade. Men måske var det, jeg savnede, i virkeligheden situationen omkring chokolade, nemlig at være alene og ikke skulle forholde mig til andre. Det var, som om jeg søgte den forbudte ensomhed. At ligge hjemme i sofaen med chokolade var en blanding af selvforkælelse og skam.

– Maden og overspisningen tog til i årene efter gymnasiet. I starten og faktisk igennem lange perioder forsøgte jeg at kaste op for at slippe for at tage på. Jeg kunne sidde over toilettet i timevis og prøve at fremkalde brækrefleksen, og jeg kradsede hul i svælget flere gange, men uden at det lykkedes. Jeg kan huske, at jeg sagde til den psykolog, jeg langt om længe kom til efter seks års overspisning,  at ”det er så ærgerligt, at jeg ikke kan kaste op. Ikke engang det kan jeg finde ud af”. Hun sagde, at det skulle jeg være virkelig glad for, for det ville måske have sat turbo på min bulimi.

LÆS OGSÅ: Overspisning - den hemmelige spiseforstyrrelse

Hellere en diagnose

Signes bulimidiagnose, som hun fik nogle år senere, lød på ”atypisk bulimi”. Eftersom hun ikke kunne kaste op, var kontrol og træning vigtig. Hun skulle eksempelvis forbrænde 600 kalorier på stairmasteren hver morgen.

– Eller i hvert fald stå på den i 60 minutter. Det var en regel, siger Signe, der var både undertrykker og undertrykt i sit eget regime. Og ingen kunne se det.

– Mit problem var usynligt, vægten var stabil. Jeg havde ikke yoyovægt og var normalvægtig, men jo kun fordi jeg kompenserede hele tiden. Min familie vidste ikke noget. Da jeg var 19, fik jeg antidepressiv medicin, det hjalp lidt, så jeg ikke røg helt så langt ned i et modløst hul, men det gjorde også, at jeg kunne skjule problemet i hverdagen. Men der var stor stress på, så snart noget ikke fulgte planen, og når noget med mad var ude af min styring og kontrol. F.eks. stress over påskefrokost i familien, hvor jeg måtte ringe til min mor på forhånd for at få detaljer om arrangementet: Står der chips fremme, når vi kommer? Kommer alle retterne ind på én gang? Så kunne jeg spise en hel masse gulerødder hjemmefra, så jeg havde lidt godt i maven, for at det ikke skulle gå galt senere. Men jeg kom altid til at spise noget, som jeg ikke havde planlagt hjemmefra, når jeg var ude. Jeg spiste som en tyv, stak mad op i ærmet eller spiste på vej til køkkenet eller bare ekstremt hurtigt. Mit fokus, når jeg var ude, var så meget på maden, at jeg ikke kunne føre en normal samtale. ”Har de andre mon set, hvad jeg har spist?”, ”Kigger de nu?”, ”Hvornår kan jeg komme herfra og hjem og spise videre?”.

Det var en periode på slankekur, der udløste den første overspisning, og derfra rullede lavinen. Signe Nordstrand har hele tiden set bulimien som et symptom, en slags container, hun kunne komme alle de svære følelser i, men også som en reaktion på slankekure, restriktiv spisning og forbud. Hun har gået i terapi – både samtaleterapi og kognitiv terapi – og fået medicin, hvilket alt sammen har hjulpet en bid af vejen.

Hun var tilknyttet Rigshospitalets afdeling for spiseforstyrrelser i seks år. Og bortset fra et tilbagefald, da hun blev gravid – hvilket er meget typisk – er hun i dag næsten fri af sine overspisninger.

– Da min datter var ti måneder gammel, startede jeg i en mor-barn-gruppe på Rigshospitalet sammen med andre mødre med spiseforstyrrelser, og jeg tog imod al den hjælp, jeg kunne få derinde. Det hele hjalp, og det hjalp over tid – ikke med et snuptag. I vores tid tales der meget om overdiagnosticering, men for mig var diagnosen et afgørende vendepunkt. Hvis ikke jeg havde været så heldig at få diagnosen bulimi, ville jeg stadigvæk være en ”normal”, men med en meget dårligere livskvalitet.

 

Signe Nordstrand har skrevet bogen ”En overspisers bekendelser” (Muusmann Forlag) om at kæmpe med maden, selvbilledet og med følelsen af utilstrækkelighed. Bogen er en beskrivelse af Signes eget forløb, men også en guide til, hvordan man i stedet for at kontrollere sit madkaos og sine overspisninger får fat i de følelser, der ligger under. Den beskriver de mange følelser og problemer, som kan være filtret sammen med maden, kropsopfattelsen og spiseforstyrrelsen, f.eks. at man har lavt selvværd, er introvert eller føler sig mindre værd end sine veninder.

 

Læs mere om: