kvinde ligger på sofa
Mental sundhed

Brevkasse: Hvordan kommer jeg op af sofaen og i gang?

”Jeg har kun lyst til at ligge på sofaen og se Netflix og kan ikke tage mig sammen til noget socialt. Hvordan kommer jeg i gang?”, spørger en læser. Læs tre eksperters forskellige livssyn på spørgsmålet her.

Lav en plan, og fyld tidshullerne ud

Birgitte Hultberg, Psykolog og forfatter (Birgittehultberg.dk)

Først og fremmest: Godt, at du ønsker at gøre noget ved det. Det er nemlig første skridt i enhver ændring. Næste skridt er at beslutte dig for at gennemføre ændringen. At beslutte noget er et løfte, man giver sig selv. Lov dig selv, at du vil bryde mønstret med at spilde livet foran tv, og bestem dig for, præcis hvornår det skal ske. Sæt en dato på – helst i dag og senest i morgen, for din motivation daler for hver dag, der går. Fra det tidspunkt må du ikke længere se tv ud over, hvad du synes er rimeligt, hvis du også skal kunne have et socialt liv. Måske må du fremover kun se tv om aftenen eller kun én episode af en serie, du følger. En beslutning uden en plan er som en fugl uden vinger, derfor er tredje skridt at lave en konkret plan. Hvis du ikke har en plan for, hvad du vil gøre i stedet for at ligge på sofaen, bliver det nemt for fristende at tænde for tv'et igen. Du vil gerne være mere social, men alle aktiviteter fra rengøring til at læse bøger vil kunne hjælpe dig bort fra dit problem. Det bedste, du kan gøre i de næste tre måneder, er at lave faste dagsplaner, hvor du beslutter dig for, hvordan en dag uden tv skal se ud, og sætte tid på, hvornår du vil gøre de forskellige ting. Hvis du får tomme tidshuller, så lav en idéliste med ting, du altid kan gå i gang med.

 

Kig på dine sociale relationer

Charlotte Bang, Ekspert i forandring indefra, NLP-hypnoterapeut og mindfulnessinstruktør (Charlottebang.dk)

Der kan være mange grunde til at ligge på sofaen og se Netflix. Men når du selv gerne vil noget socialt, så er der nok god grund til at kigge nærmere på de sociale relationer. Er der en god eller dårlig grund til at undgå dem?

Når vi er socialt aktive, sker der følgende med vores energiniveau:

1. Stiger

2. Falder

3. Forbliver det samme

Min anbefaling er, at du laver en liste med mennesker og aktiviteter, og kategoriserer dem fra et til tre. Når du vil i gang med det sociale igen, så se på listen over mennesker og sammenhænge, som lader dig op. Start med at planlægge relativt korte sociale aktiviteter med de mennesker og aktiviteter, som giver dig mest energi. For at øge din bevidsthed kan du med fordel skrive en energidagbog. Her skriver du dit energiniveau på en skala fra et-ti før, under og efter aktiviteten (ti er højt energiniveau). På den måde kan du træne dig selv i at blive mere opmærksom på, hvad der lader dig op, og hvad der dræner dig. Måske vil du også opdage, at du har brug for at ændre den måde, hvorpå du indgår i sociale relationer. Det kan f.eks. være at lave andre aktiviteter sammen, tidsrummet for aktiviteten, sætte skarpere grænser o.l. Og nogle gange kan vi endda have brug for at vælge nogle mennesker helt fra, fordi de dræner vores energi, selvom vi holder af dem. Efterhånden som du får mere lyst og energi, kan du gradvist øge mængden af energigivende sociale arrangementer, til du når en for dig passende balance mellem social aktivitet og inaktivitet.

4 nr. af Psykologi + 2 sæt Flora Danica-sengetøj for kun 899 kr.

Tillader du dig selv at være dig?

Maria Juhl, Coach, specialist i ayurveda og yogaunderviser (Mariajuhl.com)

Ifølge ayurveda er det vigtigt for vores livskvalitet bevidst at balancere indtryk og udtryk. Når vi bliver underholdt for eksempel gennem Netflix eller sociale medier, så er vi i gang med at tage indtryk ind. På et tidspunkt, når vi har taget meget ind, er det naturligt at begynde at udtrykke os for ikke at ophobe energi og stagnere – både fysisk og mentalt. Mange mennesker tager dog mange flere indtryk og stimuli ind, end de får givet slip på igen, og ender så med at få sværere og sværere ved at mærke og udtrykke livsenergien. Det lyder, som om du er endt lidt i denne stagnation. Det er det, ayurveda kalder for kapha-ubalance, hvor vi akkumulerer og stivner, og altså afskærer os selv fra at være i livets naturlige flow. Det kan være et tegn på, at du er hæmmet i dit frie udtryk, og måske ikke fuldt og helt tillader dig selv at være dig i dit liv. Spørg nu dig selv: Hvad forsøger jeg at undgå ved at blive hængende foran Netflix? Hvad giver Netflix mig? Vi bruger nemlig aldrig tid på noget, som ikke opfylder et behov. Men der er andre, mere livgivende måder at opfylde samme behov på. Hvis Netflix for eksempel giver dig spænding i dit liv, så spørg dig selv, hvordan kan jeg få spænding "in real life"? Gør noget nyt, noget, der får dig ud af din komfortzone. Det er en flugt at blive foran skærmen. Lidt underholdning er fint, men vær opmærksom på, hvem du er indeni, og hvad du har at tilbyde verden.

LÆS OGSÅ: Introvert eller ekstrovert? Måske er du begge dele

Læs mere om: