Søs Egelind
Kendte fortæller

Søs Egelind: ”Vi er alle sammen grimme på et eller andet tidspunkt i løbet af dagen”

Søs Egelind har mødt sin del af lumre mænd på landets teatre, før der var noget, der hed MeToo. Hun har spist hashcoockies for at udholde bivirkningerne ved kemo, før hun blev talsmand for medicinsk cannabis, og hun har aldrig gjort grin med nogen eller noget, hun ikke egentlig godt kunne lide. Og hun er stadigvæk ked af, at hun valgte sin far fra for at overleve.

Søs Egelinds børn skruer ikke ned for musikken eller skifter samtaleemne, når hun kommer ind ad døren. Heldigvis, for det er med til at holde hende ung.  Sammen med en masse creme og motion, plus det fysiske arbejde det kræver at holde en pænt stor gård, som den hun har, mellem Helsinge og Hillerød. 
- De gider for eksempel godt holde mig opdateret på musik, og hvad der ellers foregår. Det er også med til at holde mig ung, siger den snart 60-årige skuespiller og komiker, der har gang i hele to tv-serier, den ene på DR og den anden på TV2 Fri, hvor hun spiller sammen Kirsten Lehrfeldt i ”Søs og Kirsten - Rejsen med gode grin”. 
 
 

Polerede blanke overflader

Skruer vi tiden næsten 60 år tilbage, befinder vi os i en lillebitte lejlighed i Silkeborg, hvor Søs kommer til verden i en familie med en storebror på fire år og mor og far. Senere flytter de til et hus, som Søs’ far selv byggede. 
- Han var maskinmester på en papirfabrik i Silkeborg, hvor de lavede papir med vandmærker til pengesedler. Tidligere havde han været maskinmester på de syv verdenshave. Min mor havde ikke nogen uddannelse. De var begge to københavnere, og min mor følte vist, at hun var kommet i ufrivilligt eksil i Jylland. Vi flyttede i hus og boede der, til jeg var syv år. Tænk stensætning og puddelhund og en broderet pude i baggrunden med ordlyden ”Giv dig tid”. Jeg havde stramme fletninger, og en bror der var karseklippet. Min mor gik for det meste rundt med en støveklud i hånden polerende blanke overflader og fake rokoko med noget der duftede opløsningsmiddelagtigt. Skæv kunne man nok også blive af det. Kork-coasters kom altid på bordet, lige inden man satte glasset. Det føltes som en vanvittigt normal opvækst, fortæller Søs Egelind.
 
Altså lige indtil det store opbrud. Pludselig skulle hendes forældre skilles, og Søs forstod ikke rigtigt, hvad det betød.
- Egentlig syntes jeg, det lød fantastisk spændende, fordi mine forældre sagde, vi skulle flytte. Det var jeg lykkelig over, men jeg forstod ikke konsekvensen. Jeg kan godt mindes, at min mor var et nervøst menneske, der græd en del. Men i den alder ved man jo ikke, at det ikke skal være sådan. I den periode var jeg et opmærksomhedssøgende barn, kan jeg huske. Jeg var en del hos nogle naboer, der var den familie, som havde Lykke Sko i Silkeborg, hvor jeg legede med datteren. Bare navnet ”Lykke Sko” lød jo fantastisk. De lignede en perfekt familie. En dag havde jeg taget sådan et elastikbind om hånden og påstod overfor min venindes mor, at den var brækket. Hun stod med sådan et lidt kroget smil, fordi hun havde gennemskuet min løgn. Elastikbindet hang jo og daskede, men hun sagde jo alligevel: ”Hold da op. Hvordan er det mon sket?” og gav mig stor omsorg. Det er svært at sige, hvor meget plads der har været til børn i den pressede situation med skilsmisse, så jeg søgte nok automatisk over mod lykke et andet sted.
 

Skilsmisseland

Søs Egelind kom til at skifte skole nogle gange derefter, inden hendes mor fik genopfundet sig selv som rødstrømpe og filmfotograf for TV-Avisen. Hun havde kun en realskoleeksamen men masser af gåpåmod. Hun er død nu, og det er Søs Egelinds far også, men hun så ham knap nok siden dengang.
- Min mor og far talte ikke siden sammen, og jeg har levet et liv uden min far. Det er svært at sige, hvad der helt præcis skete, men han kom fra vilkår med en streng opdragelse og havde en bestemt måde at være mand på. Som barn vil man jo bare gerne have det der par kunstskøjter eller på fisketur eller noget i den retning. Det skete ikke. Og så lå der et magtspil mellem mine forældre, hvor det var sådan noget med, at ”kan du hilse din far og sige, han ikke har betalt børnepenge”, når jeg skulle besøge ham. Det var meget ubehageligt, og det burde jeg jo ikke have vidst noget om. Jeg fik ondt i maven, så på et tidspunkt valgte jeg min far fra. Det der ”kan du ikke lige sige til din far, at …” Nej det kan du kraftstejleme tro, jeg ikke kan. Hvordan skulle jeg det? Det var frygteligt for et barn, og det har da også været smerteligt og har i perioder naget mig meget siden. Men det var jo ren overlevelse fra min side, hvor jeg ubevidst mærkede, at jeg var nødt til at træffe det valg for at beskytte mig selv. Om man kan kalde det at vælge side eller hvad, ved jeg ikke, men vilkårene var jo, at jeg boede sammen med min mor, og det var hende, der elskede mig ubetinget. Jeg er blevet møget til med kærlighed, og så vælger man jo der, hvor kærligheden er, for ellers er man ikke en overlever. Samtidig må man konstatere, at han siden fik en ny familie og ikke tog kontakt til sine første børn, og det er trods alt det voksne menneskes ansvar, siger Søs Egelind.
 
LÆS OGSÅ: Søren Huss: ”Jeg er ikke længere en sorgfuld huleboer”
 
Hun konstaterer, at der er sket meget indenfor børnepædagogik og børnepsykologi siden da. Om det var lysten til at se hende og hendes bror, der manglede, ved Søs Egelind ikke.
- Det hele har nok givet mig en for tidlig voksen-logik, og den situation at barndommen ikke blev helt så sorgløs, som den burde være. Det lå hele tiden som min dårlige samvittighed, at det var mig, der valgte side, hvilket jeg underbevidst i mit liv har brugt alt for meget krudt på via mareridt og dårlig samvittighed. 
 

Før hun så komikken

Efterhånden stabiliserede Søs Egelinds liv sig med en friplads på Theodora Langs Privatskole. Der var et seminarium tilknyttet, og derfor var skolen forsøgsstation for lovforslag fra Undervisningsministeriet, så man afprøvede meget alternativt på eleverne. Det var lige Søs Egelind, der i de traditionelle fag godt kunne have det med at kigge ud ad vinduet og i stedet drømme om at blive Hollywood-stjerne.
- Jeg fortalte ikke nogen om drømmen om at blive skuespiller, men jeg prøvede i løbet af min skoletid at få så meget teater og underholdning som muligt op at stå. Jeg har sikkert været skideirriterende. Sprog, dansk og musik interesserede mig, men ikke meget andet. Jo, og lærere der kunne fortælle historier.
 
Med hjælp fra mor kom Søs Egelind i erhvervspraktik på Århus Teaters elevskole, hvor hun blandt andet så en ung elev ved navn Kirsten Lehfeldt, og blev meget imponeret. Allerede som 21-årig kom hun selv ind på skuespillerskolen i Århus i 1979, og da hun kom ud igen i 1982 var det på mode med verfremdungsteater, surrealisme og agitationsteater. Musicals, revy og den slags blev ikke regnet som fint nok. Søs Egelind flyttede til Nørrebro og skrev rundt til alle teatre og kom til at arbejde med legenderne.
- Jeg spillede sammen med både Bodil Udsen, Olaf Ussing, Bent Rothe og Ebbe Rode. At blive kastet ud i det og have omgang med stjernerne, hvor Bodil Udsen sad og fortalte historier og delte ud, var stort. Og for helvede, de var sjove. Men på sin vis var det også desillusionerende. Man kom jo der med sine spidsede blyanter og var vidne til de gamle rotter, der efterhånden havde fået en lavpraktisk holdning til at spille teater. Først når tæppet gik, spillede de for alvor igennem og jeg følte selv jeg arbejde hårdt og kæmpede og baksede med stoffet. Det var lidt af et kulturchok.
 

Optimisme og humor

På afbud kom Søs Egelind så ret hurtigt med i Jarl Friis-Mikkelsens tv-show ”Natuglen”, hvorefter Klaus Pagh hentede hende ind i Tivoli-revyen, og i 1984 kom hun med i tv-satiren KLIKK, hvor hun mødte Kirsten Lehfeldt og kimen til ”Søs & Kirsten” blev lagt. I det hele taget slog Egelind stadig mere ind på den humoristiske bane. 
- Selv om vi da lavede Shakespeare-komedier, og det var virkeligt sjovt, tænkte jeg ikke over, at det var noget for mig, fordi komik var så tabubelagt. Da jeg så spillede revy i Tivoli, hvor jeg også selv skrev noget, kunne jeg mærke, at der skete noget. Hvis jeg gjorde sådan og sådan, så reagerede publikum med direkte afregning. Det var en kæmpe læreproces, og det viste sig, at jeg havde tæft for det. Og turde at være grim. Jeg bliver tit spurgt om, hvorfor jeg tør det? Jamen for mig er det bare et spejl af virkeligheden. Vi er alle sammen grimme på et eller andet tidspunkt i løbet af dagen. Er vi ikke?
 
 
Kender du en, der ville blive glad for et abonnement på PSYKOLOGI – så giv et abonnement i julegave. Fra 150 kr. >
 
Hvad driver dig, når du laver komik?
- Lysten til det morsomme er en besættelse. Jeg er nu engang faldet i gryden og kan nok ikke komme op igen. Rigtigt mange problemer kan jo vendes til noget positivt, hvis man kan se det hele lidt udefra. Selv det værste kan vendes til noget næsten komisk, hvis man gør sig lidt umage. Lad os nu sige, du har kærestesorger. Hun er bare gået fra dig, og så sidder du der med uforløst vrede og et knust hjerte og har mest lyst til at kaste dig i havnen. Jeg ved fra mig selv, at man ved tankens kraft kan vende det til en slags fordel. Så var det da godt, du for eksempel ikke fik børn, hund og carport med en, der kunne finde på at forlade dig på så hjerteløs en måde. Det positive livssyn og humoren ligger meget tæt op ad hinanden. Jeg har nok også selv truffet et valg på et tidspunkt. Måske efter miseren med min far om, at det handlede om at se på livet som en opgave, der går ud på at få det allerbedste, mest saftige og livsbekræftende ud af den tid, vi har her på jorden. 
 
Apropos de mange karakterer du har lavet med Kirsten Lehfeldt, hvordan gør man så virkeligheden sjov, uden at træde på de mennesketyper man viser frem?
- Det er et vigtigt spørgsmål. Og et godt spørgsmål. Jeg har aldrig brudt mig om at gøre grin med noget eller grine ad noget. Jeg tror aldrig, jeg har spillet en person, jeg ikke selv har brudt mig om, men derfor kan karaktererne sagtens gøre noget, der ikke er specielt yndigt. Det har altid ligget mig på sinde at anskueliggøre, at der er noget tilforladeligt i karakteren. Der findes altid en flig af godhed og en forklaring på ethvert røvhul. I ”Selfiestan” spiller vi hver omkring 30 figurer, og skal vi bruge en børnehavepædagog, kan vi få gevaldig inspiration ved at google ”byrådsmedlem”. Der dukker så flere tusinde fotos frem, og vi hapser lidt her og der og former en levende figur med en historie. Men hvis vi ikke har kærlighed til figuren, bliver resultatet hverken charmerende eller rammende. 
 

Konkurrencer og rejser

I anden sæson af rejseprogrammerne, ”Søs og Kirsten - det gode grin” kommer Kirsten Lehfeldt og Søs Egelind blandt andet til Mexico, Hawaii og Las Vegas, hvor de ser nærmere på humorens væsen.
- Jeg blev faktisk lidt overrasket over succesen med første sæson. Og glad. De har aldrig før haft så mange seere på TV 2 Fri. Op til de næste programmer har vi sat os meget mere ind i baggrunden for kulturen og humoren i de forskellige lande, hvor vi tidligere mødte lidt op på lykke og fromme. Det gør vores reaktioner morsommere, og vi kan bedre reflektere over det, vi skal møde. Vi har i hvert fald indtil videre moret os fantastisk meget med at lave de nye afsnit. Det bliver actionpacked, lover Søs Egelind, og fortsætter:
- Der findes godt nok mange rejseprogrammer, men jeg håber, vi kan åbne folks nysgerrighed og punktere nogle fordomme. Uvidenhed er jo roden til alt ondt i verden. Det gælder også mig selv. For eksempel syntes jeg til at begynde med, at de folk vi mødte i Israel var afmålte for ikke at sige sure, men da først vi kom bag facaden, var det jo helt anderledes.
 
Rejseprogrammer er langtfra det eneste tv, Søs Egelind har været med i. Hun er blevet nummer fire i ”Vild med dans” og har vundet både ”Maestro” og ”Master chef”. Har hun et udpræget konkurrencegen?
- Ja, det har jeg måttet sande. Hvorfor skulle man ikke forsøge at vinde, når man nu har sagt ja til at være med? Det ville da være noget mærkeligt noget at konkurrere for at blive nummer sidst? Jeg bliver spurgt om meget, men ”Maestro” sagde jeg ja til med det samme. Om jeg ville prøve at dirigere et af verdens bedste orkestre med næsten 100 musikere? Ja tak! For første gang syntes jeg, at noget, jeg lavede, kunne konkurrere med det at være skuespiller. Var jeg kommet fra et hjem med klaver, hvor jeg havde vidst, man kunne blive sådan noget som dirigent, havde min verden måske set anderledes ud. Apropos ”Vild med dans” var jeg 58 år, da jeg blev spurgt, og det ville jeg gerne være med i. Om ikke andet så for at komme i god form, og så blev jeg fuldstændig bidt af det. Jeg ved godt, at mange af mine kolleger siger nej til den slags, men så er jeg nok bare folkelig! Og hvad fanden er der også galt med det?
 

Sygdom og medicin

Søs Egelind holder foredrag om sin kræftsygdom, som hun dog nu er kureret for. 
 
Føler du dig helt rask i dag?
- Ja. Men jeg tror såmænd, at også folk, der ikke har haft kræft, indimellem kan føle forskellige symptomer. Har jeg nu kræft, fordi det gør ondt et sted? Sådan er vi nok mange, der har det, så det slipper nok aldrig helt. Kræften er ikke noget, jeg forsøger at glemme, og jeg har heller ikke haft brug for terapi. Men sygdommen har nok ændret den måde, jeg vælger opgaver og retning på. Hvis der er nogen gave i det med livstruende sygdom, så er det vel at blive mindet om, at der er en udløbsdato. Når jeg en dag lukker øjnene, håber jeg at være omgivet af folk, der elsker mig, fordi jeg har været i stand til at dele glæde og kærlighed og være til stede med dem, jeg elsker. Nu ved jeg ikke helt, hvordan min egen far kom af dage, men mon ikke der lige kom en luftpost, der blinkede: ”hvor blev de af?” Det er ikke sagt i forståelsen: ”Det skulle du kraftedeme havde tænkt på noget før”-kammerat, men jeg kan bare ikke forestille mig, den slags ville være særlig fedt. Jeg vil altid gå efter peace in the valley.
 
LÆS OGSÅ: Lotte Andersen: ”Alderen vil jeg gerne harcelere over”
 
Kræften fik indirekte Søs Egelind til at blive talsmand for medicinsk cannabis. Hun stiftede interesseorganisationen Cannabis Danmark, hvor hun i dag er medlem af bestyrelsen.
- Da jeg fik kemoterapi, virkede det som et bombardement så voldsomt, at du slet ikke forstår det. Jeg lå hen som en zombie, der ikke kunne tale. Blandt andet fordi jeg var nødt til at få morfin. Alt gik simpelthen i stå. Også maven. Gennem gode venner blev jeg introduceret til nogle småkager med cannabis, der hjalp mig, og senere fandt jeg fandt ud af at ryge den rå blomst af cannabis i stedet for. Det var kemoterapien og strålerne, der kurerede kræftsygdommen, men medicinsk cannabis gjorde tiden med behandlingerne tålelige. Jeg slap morfinen og blev nærværende igen, fik ro og appetit og kunne sove uden en hel masse medicin. Når man ikke ved, om man lever i morgen, har man jo ikke lyst til at være skæv og fraværende, og med cannabis oplevede jeg, at jeg kunne dosere efter behov. Medicinsk cannabis handler ikke om at legalisere rekreativ hashrygning. Det er en helt anden snak, som jeg ikke blander mig i. Det handler derimod om at hjælpe de alt for mange patienter, der padler rundt på det illegale marked, fordi de ikke kan finde lindring i den traditionelle medicin. 
 
I øjeblikket kører en fireårig forsøgsordning med medicinsk cannabis i rå form, og meldingerne er indtil videre positive.  
- Min gode gamle mor råbte altid ”så gør dog noget”, og det gjorde jeg så. Cannabis er en plante, der har eksisteret og været anvendt i medicinsk forskning i tusindvis af år. Hvorfor skulle vi ikke gøre det lovligt og samle alle eksperter, forskning og instanser på området, så vi bliver førende her i Danmark? Det arbejder vi for i Cannabis Danmark.
 

Eftertanker om MeToo

Selv om Søs Egelind efterhånden har vist, at hun spiller på mange andre strenge end kun skuespilleriet, er det nærliggende at spørge, om hun midt i MeToo-bølgen, selv har været ude for ubehagelige oplevelser tilbage i 1970’erne og 1980’erne, hvor hun var en ung blond kvinde blandt mænd, der bestemte på teatergangene?
- Jeg er blevet spurgt af både andre og af skuespillerforbundet, men jeg sprang lidt over i første omgang, selv om er en meget vigtig diskussion. Sagen er den, at det faktisk har taget mig noget tid at komme i tanke om de ting, jeg har oplevet. Lad mig for det første lige sige, at jeg synes, vi skal passe på med at tage spændingen ud af kontakten mellem kvinder og mænd. Det er en bagside med hele MeToo-fænomenet, der er lidt uheldig. Når det er sagt, så er der dukket flere ting op i min erindring, hvor jeg tænker, hvad var det lige, der skete der?
 
Har du decideret skullet flytte mandehænder fra dine lår?
- Ja, det kan du da tro. Ikke bare fra lårene. Det var heller ikke helt sjældent, at døren til kontoret blev låst, når der skulle skrives kontrakt. Og så hørte man noget i retning af: ”Du kan godt få mere i løn, men så låser vi lige døren ikke?” Jeg sagde altid, at jeg var godt tilfreds med min løn for at slippe for en tur på kontorets divan. Eller hvad med den her: ”Vi ta’r lige koreografien fra starten igen”, og så blev man skubbet direkte på røven over til det andet sted på scenegulvet. Samtaleemnerne på gangene på Århus Teater dengang var ofte, hvem der lå sig til hvilke roller. Rygterne gik om, hvilke instruktører eller teaterdirektører man måtte lægge sig på ryggen for, hvis man ville have de gode roller. Der var jo vitterligt kvindelige skuespillere, der troede, at det var sådan, man fik en karriere. Det var og er jo fuldstændig urimeligt, og alle kan måske ikke tackle den slags. Vi andre bør råbe op for dem, der ikke kan, når vi nu har taletiden.
 
TIDSLINJE
 
1958: Bliver født 13. november i Silkeborg.
1966: Begynder på Th. Langs Skole i Silkeborg.
1975: Begynder i gymnasiet på Th. Langs Skole i Silkeborg.
1979: Kommer ind på skuespillerskolen på Århus Teater.
1982: Er færdig på skuespillerskolen. 
1984: Får teatergennembrud i turneversionen af ”Lærenemme Rita” fra Betty Nansen Teatret.
1985: Flytter sammen med filmfotograf Bjørn Blixt.
1987: Bliver mor til Molly Blixt Egelind.
1992: Premiere på ”Latterens lange arm” med Kirsten Lehfeldt.
1993: Bliver mor til Carla.
1998: ”Kongeriget” får premiere i tv.
1999: Spiller Lizzie ved siden af Niels Olsen i Susanne Biers ”Den eneste ene”.
2005: Får prisen som bedste kvindelige birolle ved Taormina Film Festival for rollen som Stesos mor i Ole Christian Madsens ”Nordkraft”.
2006: Bliver gift med Bjørn Blixt.
2009: Er med i tv-serien ”Lærkevej”.
2010: Bliver skilt fra Bjørn Blixt.
2014: Bliver mormor til Ellinor.
2018: Fylder 60 år 13. november.
2019: Er der TV 2-premiere på anden sæson af ”Søs og Kirsten – Rejsen med gode grin” og på DR vises ”Selfiestan” med Kirsten Lehfeldt og Søs Egelind.
 
LÆS OGSÅ: Anne Marie Helger: ”Jeg har altid været bange for, at det mørke, jeg har i sindet, ville bryde ud”