Kendte fortæller

Sille Lundquist: Vi behøver sgu ikke blive fixet hele tiden

Hun HAR prøvet at sidde i rundkreds og være et kvarter om at spise en rosin på en enormt mindful måde. Hun har også stået i stiv blazer og PowerPoint på masser af konferencecentre og undervist i det gode liv. Men den form for selvudvikling tror den tidligere supermodel Sille Lundquist ikke på længere. Så hun har smækket døren i til fixerummet, og åbnet en ny: Døren ind til den rene væren og den heling, der ligger i bare at være menneske.

Devon i Sydengland, maj 2008: Sille Lundquist er på retreat og sidder under et kæmpestort, gammelt træ og mediterer. Pludselig føles verden helt anderledes. Som om alting er forbundet. Hende selv, træet, planterne, græsset, luften – der er ligesom ingen grænser mellem tingene.
 
– Jeg kunne mærke det i kroppen, det var helt konkret. Fysisk. Den måde, molekylerne bevægede sig på – der var ingen grænser overhovedet. Lige pludselig blev jeg meget… stor. Og hang sammen med alt. – Først gjorde oplevelsen mig virkelig glad – lykkelig. ALT var okay. Der var ikke noget, der ikke var okay. Det var en helt vild følelse. Men bagefter blev jeg også ked af det, for jeg tænkte: Hvorfor har jeg glemt det? Jeg har jo altid vidst det! Og sådan kunne vi have det alle sammen altid. Så der var en sorg forbundet med det. Fordi jeg havde en fornemmelse af, at det var min naturlige måde at være på, når jeg ikke havde alle de dér lag på. Alt det, jeg tror, jeg skal være. Jeg kunne jo bare være sammen med det træ, som var enormt klogt, og som vidste meget mere end mig, fordi det har stået der i 800 år…
 
Sille Lundquist puster langt ud og kigger på mig hen over bordet. Oplevelsen har i dén grad sat sig i hende, og er blevet et af de pejlemærker, hun navigerer efter i livet. Og ind i mellem vender hun tilbage til følelsen.
 
-Jeg mediterer hver dag, og har trænet det meget, så jeg kan genopleve den… opløsning af mig selv. Sådan som tingene i virkeligheden må være. Og netop dét spørgsmål – hvad livet i virkeligheden er for en størrelse, har altid optaget hende. Fra en fri og forvirrende barndom til livet som international model, succesfuld coach og virksomhedskonsulent, og til nu, hvor hun egentlig bare gerne vil sidde under sit træ igen og… være. – Det dér med at give folk alle mulige redskaber, så de kan fixe sig selv – glem det! Jeg tror ikke en skid på det længere. Så skal alle dem, der løber hurtigt, løbe endnu hurtigere, og lave mindfulness, så de får styr på deres hjerner … no way! siger Sille og bryder ud i sin smittende, hæse latter. Så man kan ikke ringe efter Sille Lundquist og få en PowerPoint præsentation af det gode liv længere. Nu kan man, som Psykologi skrev en reportage om i sidste nummer, få en rygsæk på nakken og komme med hende ud i naturen, tænde et bål, lave en skålfuld suppe, og ellers bare være til stede for resten af pengene. Det har været en lang rejse for Sille at nå hertil – vi starter i den lille by Sandbjerg i Nordsjælland, hvor hun voksede op og fik lagt de første sten på sin vej.
 
FRI OG FORVIRRENDE BARNDOM
 
- Jeg boede i et bondehus sammen med min mor og bror – mine forældre blev skilt, da jeg var otte år. Min mor arbejdede rigtigt meget, hun er professor i erhvervssprog, og en meget klog kvinde. Så vi passede egentlig meget os selv, min bror og jeg. Vi havde mange venner, så der var altid liv i huset, og det var ret frit, det hele. Og skide forvirrende. – Hvorfor forvirrende? – Min far var alkoholiker, og selv om han var flyttet, var han stadig i vores liv. Tingene var enormt turbulente omkring ham. Der var altid en eller anden grad af kaos i det liv, jeg havde med ham. Så min mor var den stabile base. Meget åben og nysgerrig – vi rejste meget, og var i hippiekollektiv hver sommer – men alligevel en stabilitet i mit liv. Modsat min far, som der altid var rod omkring. Alle løgnehistorierne, der følger med et misbrug… Han døde af druk for tre-fire år siden, det var en kæmpe sorg og sindssygt hårdt.
 
– Hvad gjorde den måde, han levede på ved dig?
 
– Det påvirkede mig, fordi man aldrig vidste, hvor man havde ham. Og så gjorde det mig nok til en… overlever. Stærk. Og også forvirret. Men jeg har altid haft ret meget jordforbindelse, selv om der var forvirring omkring mig. Men jeg blev helt klart sådan en overudviklet storesøster-type, som skulle passe på alle. Og være stor og stærk og sej, og super-duper tjekket. Som jeg overhovedet ikke er, fortæller Sille. Hun er ikke i tvivl om, at hun har arvet sin ekstra sensitivitet fra sin far. – Han havde det ligesom mig, tror jeg: Den dér empati over for, hvordan andre mennesker har det, og ønsket om at leve op til det, man TROR, andre mennesker forventer af en. Den overopmærksomme personlighed. Min far var arkitekt, vildt kreativ og dygtig, og et kærligt og varmt menneske, men han fik konstrueret et ideal om, hvem han skulle være, som overhovedet ikke passede til virkeligheden. Og det, tror jeg, er en del af det sensitive skjold: At man får bygget et stillads op, så folk ikke kan se, at man ikke er så tjekket, som man gerne vil virke.
 
ROLLEN SOM MODEL
 
Det skjold har Sille Lundquist selv benyttet sig af – mere eller mindre bevidst. Især i de år, hun var model. – Det var nok derfor, det passede mig så godt at være model, for det er jo virkelig at tage en maske på. Man spiller jo en rolle i det fag, og får en maske på af makeup, hår, styling, lys – og jo, jeg spillede en rolle, hvor jeg lod som om, jeg var stærkere, end jeg var. Egentlig syntes Sille ikke, det var særlig interessant, det dér model-noget, men hendes tante Bente (Lundquist, indehaver af Scoop Models, red.) mente helt klart, at hun havde potentiale, så Sille tænkte: – Nå, okay, det er da en fed mulighed. Jeg har aldrig været særligt optaget af tøj og mode, og hvordan jeg så ud - det interesserer mig bare ikke. Men det var nok en måde at passe lidt ind i familien på. Så mens jeg gik på HF stillede jeg op i den dér Supermodel of the World-konkurrence og vandt, fortæller Sille - og lyder som om hun taler om en eller anden ligegyldig kagekonkurrence i provinsen.
 
– Det var da vildt!
 
– Jah, jeg ved ikke. Jeg syntes egentlig ikke, det var så smart. Men det var vildt at flytte til Paris året efter. At have en kontrakt, tjene penge… Jeg tog selvfølgelig nogle venner med derned, som jeg delte en lejlighed med, og det var vildt fedt med den frihed – ligesom at være på lejrskole. Jeg tog det ikke rigtigt alvorligt de første år.
 
– Hvordan havde du det med at arbejde som model?
 
– Altså, så længe, det var nogle søde mennesker, jeg arbejdede sammen med, kunne jeg godt lide det. Men når det var de der stramtandede franske stylister, der stod og stak knappenåle ind i siden på en, var det mindre fedt. Og så brød jeg mig ikke om at blive til et objekt, og kun at blive bedømt på mit udseende. Det var jo fuldstændig ligegyldigt, hvordan jeg var som person. Og dér er det jo skidenemt at have en maske på, så det blev sådan: ’HEEEJ!’, siger Sille og råber gennem stuen på den kunstige amerikaneroverflademåde. – Glade Sille, ikke?
 
VIELSESRING MED DØDNINGEHOVED
 
– Hvordan havde du det i de år ... VAR du glad?
 
Sille Lundquist kigger lidt ud af vinduet, tænker. – Hmm. Det var lidt en flugt fra det derhjemme, ikke? Det var noget rod. Og jeg havde det godt med den frihed, det var en vej ud. Det var et enormt spontant job. Jeg vidste ikke, hvilket land, jeg skulle være i, hvem, jeg skulle arbejde sammen med, eller hvordan jeg skulle se ud i morgen. Eller om tre dage. Det trivedes jeg godt med. Den del af det, som var eventyr. – Men jeg trivedes ikke godt med, at det var ligegyldigt, hvem jeg var som person. Og at man cuttede bånd hele tiden. Man skal jo hele tiden videre – det er et enormt rodløst liv. De første år var ret fede, men til sidst, da jeg boede i New York, vågnede jeg op fra den ene dag til den anden og tænkte: Nu skal jeg bare hjem! For det første fordi min veninde flyttede, og jeg pludselig var alene. Vi var de to store blonde bomber, The Twin Towers med vores egne hemmelige rum, og efter hun flyttede var det bare ikke det samme. Fordi jeg aldrig har haft tillid til alle de dér ’Ooooh, Sille darling! You look woooonderful!’-mennesker. Det er jo ligegyldigt. Så jeg var altid lidt distanceret. Og jeg har nok stadig den der… det er ikke så mange, jeg lukker ind. I dag har jeg forholdsvis mange – i min skala! – som jeg føler mig tæt på, men jeg kan godt lide at være min egen herre.
 
– Frihedstrang?
 
– Ja! Og det er sjovt, for jeg er gift med Nikolaj nu, men det har taget mig 18 år, for jeg har simpelt hen strittet sådan imod! Jeg var SINDSSYGT bange for at miste min frihed!
 
Frihed til at gøre hvad?
 
– Til at gå min egen vej. Gå efter de dér drømme. Tage min knallert og køre ud i verden… Hvor eventyret nu er. Det er en drift i mig, den eventyrlyst. Der er ikke nogen, der skal eje mig. Når jeg taler med mine veninder om det, så er trygheden langt vigtigere for dem; at finde en god mand, et godt job, skabe en tryg tilværelse. Det er det overhovedet ikke for mig. Jeg føler mig mere tryg, når jeg ikke er tryg. Og jeg kan godt lide at improvisere. Jeg HADER, når jeg skal følge en eller anden formel. Der er ikke nogen, der skal fange mig!
 
– Det har Nikolaj så alligevel gjort…
 
– Ha ha … jaa. Næsten.
 
– Hvad så da du endelig blev gift. Var det slemt?
 
– Nej. Men det var virkelig en stor udfordring for mig. Fandme. Denne her ring, for eksempel, siger Sille og viser mig sin vielsesring, der sidder på venstre lillefinger og er prydet af … et dødningehoved!
 
– Det er jo ikke en helt normal vielsesring…
 
– Nej, det ville være synd at sige! – Da Nikolaj kom med forslag om vores navne og små hjerter og alt det dér, da havde jeg det bare sådan… Nej! Sådan ER det bare ikke! Så vil jeg sgu hellere have en ring med en pirat på. Jeg kan jo ikke love hundrede procent, at det skal være os hele livet. Man kan jo ikke binde sig op på sådan noget, vel?
 
JEG HAR IKKE EN KRONE TILBAGE!
 
Tre år i Paris, halvandet år i Milano og to år i New York blev det til, før Sille Lundquist fik nok.
 
– Jeg var ved at blive sindssyg over det der pissehamrende overfladiske liv, så jeg var begyndt at tage kurser i filosofi og skulptur på NYU. Jeg har altid elsket at læse franske eksistentialister og drikke rødvin og tale om meningen med livet hele natten, og det havde jeg brug for mere af. Så jeg tog hjem, og begyndte at læse filosofi på Københavns Universitet. Og fortsatte samtidig arbejdet som model.
 
– Du må have tjent vildt mange penge i de år?
 
– Ja, men dem har jeg brugt! kommer det uden mindste tøven fra Sille, efterfulgt af en høj, hjertelig latter. – Jeg er fuldstændig idiot til økonomi. Alle de andre var gode til at spare op, jeg har ikke en krone tilbage! For mig har penge altid været noget, der skulle bruges. Ikke på dyrt tøj og sådan noget, men på oplevelser. Så det har jeg gjort.
 
– Hvad ville du med filosofien?
 
– Hmm. Jeg ville prøve at forstå, hvad det er at være menneske. Det havde jeg et stort behov for. Og det var ikke psykologi, jeg skulle læse, for jeg er ikke løsningsorienteret. Det var mere spørgsmålene. En undren over livet. Over hvordan vi mennesker fungerer. Det er jeg stadig vildt optaget af.
 
SELVFØLGELIG SKULLE VI HAVE BØRN
 
Hun mødte ham egentlig første gang i 8. klasse i folkeskolen. Han gik i 5. I New York mødte hun ham igen på et diskotek, men det er først året efter, Sille Lundquist er vendt hjem til Danmark, at hun møder sin kommende mand sådan for alvor. I 1996 bliver Sille officielt kærester med Nikolaj Kornum, og hun giver afkald på sin højt elskede frihed … eller hvad?
 
– Nikolaj giver mig både tryghed og frihed. For han er vildt god til at give mig plads, men han er heller ikke et sekund i tvivl om, at det skal være os. Han er fuldstændig besluttet på det! Så hver gang, jeg kommer i tvivl og bliver sådan ’Rrrrr…’, så han er klokkeklar. Og det giver mig en tryghed. Fem år senere får Sille og Nikolaj deres første barn, datteren Luna. Den ultimative frihedsberøvelse!
 
– Ja. Men det var jeg slet ikke i tvivl om. Det var helt naturligt for mig – selvfølgelig skulle vi have børn. Og det har været enormt nemt for mig at være mor. Der var ikke så mange spørgsmål – det var sådan, det var. Og jeg føler stadig ikke, at det er noget, der tager min frihed. Tværtimod synes jeg, at det giver mig en frihed at være mor. Til at se verden på ny med deres øjne, og få lov til at lege igen. Jeg elsker at lege! Sille har på det tidspunkt fået sin bachelor i filosofi, og efter barslen kommer hun i praktik på kursuscentret ArtLab, og bliver siden ansat som coach og koordinator på stedet. Samtidig slider hun med sit speciale. – Men jeg kunne bare mærke, at det drænede mig helt sindssygt for energi at skulle skrive det der akademikersprog. Så en dag tog jeg op på Trørød Torv i nærheden af, hvor vi bor, med alle bøgerne og papirerne, og smed hele lortet i en container! Det var simpelt hen sådan en vild følelse. Fuck, jeg skulle bare ikke være akademiker! Så jeg smed det hele ud og hoppede i vandet! Det var et kæmpestort vendepunkt for mig, fortæller Sille, som var knap så kæk, da hun skulle fortælle sin mor om det bagefter. – Den var virkelig hård. For det har ligesom ligget i kortene, at nu kunne jeg være model i nogle år, og så skulle jeg være klog. Så det var et forsøg på at please, at gøre alle glade. Det var den side af mig, der havde drevet det. Men det var bare ikke den vej, jeg skulle være klog. Jeg skulle åbenbart finde min egen form for visdom.
 
NATUREN ER VERDENS STØRSTE HJÆLPER
 
Så da hele coach-boomet for alvor tog fat i starten af 00’erne opdagede Sille Lundquist at hendes evindelige søgen og nysgerrighed faktisk kunne bruges som fag. Hun uddannede sig som coach, og fik job som virksomhedskonsulent for nogle af de store danske virksomheder.
 
– Det gik for første gang op for mig, at man godt kan være spørgende og filosofisk anlagt, og have det som sit arbejde. Det var lidt af et vendepunkt, wauw, der er faktisk noget, jeg kan her! Og det var en kæmpe luksus at få lov til at vade ind i folks liv på den måde. Og få alle deres historier. Den tilgang til livet har hun siden finpudset i sit eget firma med et hav af forskellige uddannelser og forløb bag sig i blandt andet mindfulness, meditation, bæredygtig ledelse og shamanisme som bare nogle få eksempler.
 
– Ja, det er blevet til en del. Men det hele handler om menneskelig udvikling, hvordan vi bruger os selv som mennesker. Og min fornemmelse er, at der er rigtigt meget, vi ikke bruger. Den måde, vi bliver trænet på i skolen, er meget snæver i forhold til, hvor meget vi kan som mennesker. Så jeg er gået ind af mange døre for at finde ud af, hvad det er, vi kan. Og jeg tror, at det er dét, jeg er her for: At finde ud af, hvad er der inde i alle de rum i os, vi ikke normalt åbner. Og hjælpe andre til at finde ud af det. Jeg er her ikke så meget for at lytte til problemer, som for at åbne døre.
 
– Hvad har du selv fundet i de rum?
 
– Orv, jeg har fundet mange ting! Blandt andet den følelse af, hvordan alting hænger sammen, som jeg oplevede under træet i England. Det er derfor, jeg er så optaget af naturen, og har ændret min måde at arbejde på radikalt. For så skal jeg bare åbne døren, og så er det naturen, der gør det meste. Den er jo verdens største hjælper. Og det bliver meget større, end hvis jeg står på et konferencecenter med PowerPoint og blazer på.
 
 
BRØD HELT SAMMEN
 
En anden ting, Sille Lundquist har fundet ud af, er at hun er særligt sensitiv. Men hvordan hænger det sammen med den store eventyrlyst og frihedstrang, hun også har?
 
– Altså, det er jo også en kasse, det der med at være særligt sensitiv. En måde at definere sig selv på, som har givet rigtig god mening for mig. Men jeg tror, at man skal passe lidt på med at gøre sig selv meget anderledes. Jeg har altid været meget sensitiv i forhold til det sansende, det empatiske, men den evne er blevet overudviklet på grund af min fars misbrug. Jeg blev overopmærksom. Så det er noget med at skille tingene ad.
 
– Så der er en sund og en usund del af sensitiviteten?
 
– Ja. Og noget af det handler om ikke at ville være sårbar, fordi man er bange. Jeg kan huske, da jeg var med min far på Majorgården, hvor han var på afvænning for anden gang. Vi sad en gruppe pårørende, og jeg prøvede at være fattet, men jeg brød helt sammen. Det var der mange andre, der også gjorde, og det var virkelig befriende, at jeg ikke var den eneste, der havde det sådan. Men også hårdt. – Jeg har været rigtigt god til at lægge låg på min sårbarhed, og det var først, da jeg mødte min buddhistiske læremester, Martin Aylward, at alle de der historier om skyld og skam og laden som om blev opløst. Fordi jeg i rummet sammen med ham følte, at jeg kunne holde til at mærke alle mine følelser. Mærke hvad der skete, når jeg blev sårbar, helt fysisk, i kroppen. – Jeg fandt ud af, at jeg godt kunne holde til det hele, at det ikke var så farligt. Og jo mere, jeg kan mærke det, jo mindre magt får det over mig. Og jo mere dybde får jeg selv. Så det har været en intens rejse – ind i mig selv, men også udad. Jeg skulle hjem, før jeg kunne gå ud.
 
– Er du så blevet mindre negativt sensitiv?
 
– Ja. Mindre afhængig af, hvad andre synes. Og mere ærlig. Mere mig. Også selv om det ikke altid er supercool at gøre, som jeg gør. Men jeg er nået til et punkt, hvor det er svært at gøre det forkerte ret længe ad gangen, fordi hele mit system reagerer imod det. Og hvis man kan bruge sin ekstra sensitivitet positivt, er det en kæmpe gave.
 
DET ER SGU GODT NOK BARE AT VÆRE MENNESKE
 
Den første juli i år lukkede Sille døren til sit gamle firma, Lundquist’co, og åbnede til døren til sit nye firma Being Human. Og navnet på firmaet skal tages helt alvorligt.
 
– Det føltes bare helt forkert at lave selvudvikling som sådan en fix it-service. Fordi min egen oplevelse er, at det er når man tør at give plads til at udforske de menneskelige følelser og oplevelser, der kommer og går – både det fine og det grimme, det pinlige og det smertelige
 
og det smukke - at man får lov til at være sig selv. Bare være. Vi behøver sgu ikke at blive fixet hele tiden. Vi er okay, som vi er. Og jeg tror på, at fixe-tendensen er vildt usund, fordi du som udgangspunkt går ud fra, at der er noget galt med dig. – For mig handler det om at skabe noget mere dybde, at give plads til den, man nu engang er. Vi har så meget kritiker indeni, og præstation og målen os hist og pist med både os selv og andre. Vi skal kunne det hele på den halve tid, og ved du hvad?
 
– Hold nu kæft med al den selvudvikling?
 
– Ja, slap bare af! Der er præstation nok omkring os, ingen grund til også at tage den indenbords. Den heling, der ligger i det, har vi alle sammen brug for. Det er sgu godt nok bare at være menneske.
 
Sille Lundquist har stiftet firmaet Being Human sammen med en kollega. De hjælper travle mennesker med at genskabe forbindelsen til dem selv. Læs mere på beinghuman.dk.