Sara Blædel
Kendte fortæller

Sara Blædel: ”Jeg er ikke god til særlig meget”

Forfatter Sara Blædel siger selv, at hun ikke er særlig god til særlig meget. Til gengæld har hun lært at gøre sig umage og fokusere, og hun er stoppet med at sammenligne sig selv med andre. Og så forsvandt usikkerheden

Om Sara Blædel
Forfatter, født i 1964. Debuterede i 2004 med krimien Grønt Støv. Hun har modtaget boghandlernes pris De Gyldne Laurbær og har fire gange fået Martha-prisen (danskernes yndlingsforfatter). Hun har solgt flere millioner eksemplarer af sine bøger og er udkommet i 38 lande. Lige nu er hun aktuel med  ”Den tredje søster”, der er sidste bind i trilogien om bedemandsdatteren Ilka. Hun har en søn på 21. 
 
 
Hvad har været et stort vendepunkt i dit liv?
 
– Der har selvfølgelig været flere, men det største vendepunkt var, da mine forældre og min faster døde for seks år siden. Mine forældre døde med tre dages mellemrum, og det var helt rigtigt, at de kom afsted sammen. De var begge rigtig syge og havde ligget på hospitalet. Min far var i bedring, men da min mor døde, begyndte hans feber at stige, og lægen sagde, at nu skulle jeg indstille mig på, at han havde besluttet sig for at dø. Det gjorde han, og seks uger efter døde så min faster, som jeg havde et fantastisk forhold til. De tre var min tætte familie. Dem, der har holdt fødselsdage og alle juleaftener. Og da de døde, var der ingen i den ældre generation tilbage. Alle mine beskyttende engle var væk. 
– Men det var også en åbning. For eksempel flyttede jeg efterfølgende til USA i halvandet år. Det ville jeg aldrig have gjort, hvis de havde levet. I dag er jeg landet i mit liv på en anden måde. Jeg har fået et nyt fundament og lavet nye traditioner. Jeg er blevet rigtig voksen.
 
Hvad har livet lært dig om kærlighed?
 
– At det godt kan være kærlighedsfyldt, selvom man ikke er gift eller har nogen kæreste. Der er andre slags kærlighed end den erotiske, og jeg føler mig ikke kærlighedsløs, fordi jeg ikke har en mand. Jeg har en tæt forbindelse til min søn, vi stoler på hinanden og ved, at vi griber hinanden - og samtidig prøver jeg ikke at være alt for omklamrende. Så har jeg kærlighed til min bror og til hans børn. Og kærligheden til mine barndomsveninder. De er mine livsvidner. Vi har så meget fælles historie, og jeg bliver aldrig alene, fordi jeg har dem. Så der er mange slags kærligheder.
 
Hvad er det bedste råd, du har fået?
 
– Jeg har fået så mange, men et af de første gode og vigtige fik jeg af min mor. Hun sagde: ”Sara, hvis du virkelig vil, kan du også”. Jeg er ikke god til særlig meget, men jeg er en god version af mig selv, når jeg gør mig umage. Jeg fik rådet i forbindelse med ridning. Jeg har redet siden, jeg var fem år, og jeg var ikke brillant, men okay. Men på et tidspunkt ville jeg gerne ride konkurrencer, og på grund af min mors råd gjorde jeg mig fandeme umage og endte med at blive ret god på konkurrenceplan. Rådet har jeg brug flere gange siden. Jeg ved, at hvis der er noget, jeg vil, skal jeg bare give det fuldt fokus. Jeg er jo også blevet forfatter, selvom jeg er ordblind. Det betyder så også, at der er alt mulig andet, jeg ikke kan imens. Når jeg for eksempel skriver en bog, kan jeg ikke samtidig træne fire gange om ugen, bage og holde store middagsselskaber.
 
LÆS OGSÅ: Søs Egelind: ”Vi er alle sammen grimme på et eller andet tidspunkt i løbet af dagen”
 
Hvornår har livet været allerbedst?
 
– Nu. Det er allerbedst nu. Men der har været mange fantastiske øjeblikke: Da jeg fik min søn, rideturene ud over marken i aftensolen, da jeg flyttede til New York …  Men det, der er ved ”nu”, er, at jeg husker at være i det. Jeg er ikke hele tiden på vej hen til noget andet. Den lektie lærte jeg, da jeg i 2008 var på et tre måneder langt roadtrip i USA sammen med min søn, der dengang var 11 år. Jeg havde lejet en bil, og i starten handlede det hele tiden om det næste sted - ”om fem timer er vi der”. På et tidspunkt blev min søn syg og lå på bagsædet. I stedet for at stoppe op kørte vi videre, for der var noget, vi skulle se. Da vi ankom, nærmest slæbte jeg ham ud på en eller anden strand, og dér gik det op for mig: Det her dur bare ikke! Det var en røvtur af en måde at gøre det på, og det var et meget klart billede på, hvad jeg havde gang i. Det ændrede mit mindset: Jeg lever også på turen mod målet, jeg er med på det hele. I dag skal jeg f.eks. til Odense og signere bøger, og det glæder jeg mig til, men jeg glæder mig også til turen derover.
 
Hvornår har livet været allersværest?
 
– Da mine forældre døde, og jeg kort tid efter blev skilt, og der gik ild i mit hus, og jeg også havde indbrud. Det føltes enormt sårbart at stå der alene med en søn og så føle mig angrebet fra alle steder. 
 
Hvad har givet dig styrke her i livet?
 
– Det er der meget, der har. Jeg har haft forældre, der har set mig og har grebet mig, når noget gik galt. Og tætte veninder. Da jeg var i begyndelsen af 20’erne, var jeg indlagt på hospitalet i mere eller mindre tre år på grund af lammelser i min arm. Lægerne vidste ikke, hvad det var, og jeg havde store nervesmerter og levede i en døs af morfin. Men mine forældre og mine veninder var der og fik en hverdag til at fungere. De kom med julekalender til jul, almindelig mad, så jeg ikke skulle leve af hospitalsmad, og skulle de mødes, kom de altid til mig. Det gav mig en tro på, at det hele nok skal gå. Jeg kommer aldrig til at være alene. Og det er en enorm styrke: at vide, at når lortet brænder, så er jeg ikke alene.
Senere fandt lægerne ud af, at jeg havde et ekstra halsribben, og at det var det, der blokerede for nerverne.
 
Hvad er din største udfordring?
 
– At jeg gerne vil gøre mig umage. Det er ikke nødvendigvis negativt, men det betyder, at jeg sætter barren højt for mig selv. Mine seneste bøger foregår i USA, og jeg kunne måske haft nøjedes med leje mig ind et sted derovre i 14 dage for at kunne skrive om det, men nej, jeg syntes, jeg blev nødt til at flytte derover. Så på den måde kan det at ville gøre sig umage godt blive lidt anstrengende. Men måske har det noget at gøre med, at jeg ikke vil stå tilbage og tænke, at det var min egen skyld, hvis det nu ikke går godt … Jeg skal have gjort alt, hvad jeg kan.
 
Hvad har livet lært dig om succes og fiasko?
 
– Der er ikke noget af det, der varer evigt. Når noget går godt, kan man være rimelig sikker på, at der kommer noget og piller det ned og omvendt. Sådan er det. Nogle synes, at man har lavet en lortebog, og andre synes, den er god. Lige nu lader det til, at læserne elsker min nye bog, men der er en anmelder på Jyllands Posten, der synes, det er noget lort. Engang ville det have fyldt, men det er jeg kommet ud over. I stedet glæder jeg mig over det, der er. Jeg ser heller ikke mig selv som en, der er succesfuld. Men en, der har travlt og har det godt. 
 
Hvad har livet lært dig om karriere?
 
– Jeg har aldrig været karrieremenneske. Hver gang jeg har været på vej i en retning, har livet gjort noget, så jeg måtte ændre den. Jeg var ved at tage en uddannelse til grafiker, men så blev jeg allergisk overfor fikservæske - det var før, man lavede det hele på computer … Så tog jeg en uddannelse som tjener og fik drømmejobbet på Søllerød Kro og hos kokken Erwin Lauterbach, men så fik jeg lammelser i armen. Så i stedet for karriere har jeg fulgt med livet. 
 
Hvad har livet lært dig om tilgivelse?
 
– Det skal man gøre. Livet er for kort til ikke at tilgive, hvis der er tale om mennesker, man gerne vil have i sit liv. Det ville være mærkeligt at slæbe rundt på noget, man ikke kan tilgive. Men hvis folk gør noget dårligt for én, kan man også beslutte, at de ikke længere skal være i ens liv og finde fred med det. 
 
 
Hvornår har du sidste grædt?
 
– Jeg græder tit. Sidst var, da jeg var på vej i flyveren til New York og så filmen ”Me before you”, der er baseret på en bog af forfatteren Jojo Moyes. Nogle gange kan man diskret lige duppe tårerne væk, men her hulkede jeg, og det var lidt pinligt. Jeg er ellers ikke bleg for at tude, men det her var voldsomt. Og jeg gør det tit, og det giver ingen mening, men tænker, at det er hormonerne ... Jeg er jo i den alder. 
– Den sidste gang, jeg rigtig græd, var da min faster døde. Det var til begavelsen. Da jeg skulle sige nogle ord i kirken, lagde jeg min hånd på hendes kiste, og jeg kunne ikke slippe. Min hånd sad fast, og dér begyndte jeg at græde. Min veninde kom op og holdt om mig, til det gik over.
 
Hvad kan du godt lide ved dig selv?
 
– Gåpåmodet og viljestyrken. Og så kan jeg godt lide, at jeg med alderen ved, at det hele nok skal gå. Usikkerheden er væk. Jeg hviler i mig selv og er blevet god til at være mig.
 
Hvad kan du ikke lide ved dig selv?
 
– Jeg har ikke mange ting, jeg ikke kan lide. Tidligere sammenlignede jeg mig selv med andre og syntes, at alle var bedre og dygtigere end mig, og så er der jo ikke meget, man kan lide ved sig selv, men i dag sammenligner jeg mig ikke længere med nogen.
 
Hvad ville folk sige, hvis de skulle bagtale dig?
 
– ”Så god er hun sgu heller ikke” …  og det har de ret i, jeg er bare flittig, haha. Mine veninder ville sige, at jeg har for travlt. Men det siger de også til mig. De ville ikke bagtale mig. De siger, hvis noget pisser dem af.
 
Hvordan har du det med at skulle dø? 
 
– Det har jeg det fint med, hvis bare det ikke bliver lige nu. Jeg har sluttet fred med døden. Jeg har haft den tæt på i familien, og alle mine bøger handler jo om døden. Min søn siger, at det ville være rart, hvis vi kunne spise en middag, uden at vi taler om at skulle dø. Men jeg synes, det er vigtigt at tale om! Det var for eksempel en stor fordel og en kæmpe hjælp for mig, at jeg havde talt med mine forældre om døden, så jeg vidste, hvad de gerne ville have, der skulle ske med dem. 
– Jeg selv er ligeglad, hvad der sker med mig, men jeg har spurgt min søn, hvad han gerne vil have, der sker, og han vil gerne have, at jeg har et gravsted. Vi har også for nylig været til en advokat for at få lavet testamenter. Det skal man, for man ved ikke, hvornår man dør, og hvis man gerne vil have, at noget af det, man har, skal gå videre til nogle bestemte, så skal man have taget stilling. I det hele taget er det befriende at tale om døden. Det kommer jo til at ske.
 
Hvad er meningen med livet?
 
– At være i det lige nu. Lad være med hele tiden at gå hige efter næste trin