Pia Olsen Dyhr
Kendte fortæller

Pia Olsen Dyhr: ”Da låget røg af, var der noget, jeg skulle forholde mig til”

Formand for SF Pia Olsen Dyhr er vokset op med en syg og alkoholiseret far. En opvækst, hun fandt så skamfuld, at hun først begyndte at fortælle ærligt om den, da hun var fyldt 30 år.

Hvad har været et stort vendepunkt i dit liv?
 
– Det har selvfølgelig været store vendepunkter at møde min mand og få min datter. Men et eksistentielt vendepunkt var, da jeg første gang fortalte om min barndom. Mine forældre blev skilt, da jeg var 11 år. Jeg flyttede med min far, der var alkoholiker og havde sukkersyge, så det var mig, der skulle passe på ham. Det, at han drak, holdt jeg i mange år hemmeligt, fordi det var så skamfuldt. Det var først, da jeg var 30 år, at jeg fortalte det til nogen. På det tidspunkt boede jeg i Bruxelles, og når jeg var i Danmark, boede jeg så hos et par, Bent og Laila, som jeg kendte, fordi Bent havde været organist i den kirke, hvor jeg som barn sang i kor. En dag, da jeg tidligt om morgenen skulle afsted derfra, kunne jeg ikke nå at rydde op på mit værelse, så jeg sagde til Laila, at hun bare skulle lukke døren, og så ville jeg rydde op, når jeg kom tilbage. Men da jeg kom tilbage, havde Laila ryddet op, vasket mit tøj og redt sengen. Og så begyndte jeg at græde … Jeg kunne ikke huske, at der var nogen, der havde gjort sådan noget for mig før. Jeg var jo vokset op med min far i en lejlighed, hvor der ikke var rent. Og det var ikke min virkelighed, at nogen ryddede op efter mig. Laila spurgte så, hvorfor jeg græd, og for første gang fortalte jeg om min far. Fra da af begyndte jeg at tale om det. I lang tid havde jeg brugt masser af kræfter på at holde det hemmeligt og holde sammen på det hele og finde på undskyldninger for min far. Da jeg holdt op med det, var det en befrielse og en lettelse. 
 
 
Hvad har livet lært dig om kærlighed?
 
– At man skal passe på den. Den kan ikke bare leve af sig selv. Den skal dyrkes, ligesom karriere også skal dyrkes, og motion også skal dyrkes. Og at dyrke kærligheden kræver tid, så det er jeg meget bevidst om: at have tid til f.eks. min mand og min datter. For når kærligheden har det godt, kan man alt. Da SF f.eks. ”faldt” ud af regeringen … det at komme hjem til min mand, der bare var der og krammede mig … så kan man klare meget.
 
Hvad er det bedste råd, du har fået?
 
– Min mand giver mig mange gode råd. Han har f.eks. engang sagt: ”Ingen indrømmelser, uden modydelser”. Men det, der tit er lidt irriterende ved hans råd, er, at de er besværlige. Han fortæller, hvad der er den nemme vej, men kommer så med et ”du kan også gøre det andet …” Men sådan er det jo med de bedste rådgivere. De siger ikke noget for at please én. 
 
Hvornår har livet været allerbedst?
 
– Lige nu. Min datter er blevet større. Hun er sjov at være sammen med og stiller svære spørgsmål. F.eks. ”Hvorfor er Mars rød?” Og så må vi jo finde ud af det. På arbejdet er jeg i en spændende periode. Vi har brugt meget tid på at rydde op i SF, men nu er vi trådt ind i sådan en begejstringsfase.
Samtidig er der kommet en balance: Der er tid til, at min mand og jeg kan tage til Belgien og se Formel 1 eller gå lange ture på Orø, hvor vi har sommerhus. For første gang har jeg også fået en god rytme med motion. Jeg løber fire gange om ugen, og det sker helt af sig selv.
De første to år som formand for SF, havde jeg svært ved at sige nej til ting, men det har jeg ikke længere. Der skal være tid. Og det er jeg blevet vanvittig firkantet med. Hvis jeg ikke har tid, mister jeg min humor og mit overskud. Så nu er det bl.a. sådan, at jeg tre dage om ugen ikke har noget i kalenderen før kl. 10. Jeg vil være sammen med min datter om morgenen og følge hende i skole, selvom hun ikke vil have, at jeg følger hende hele vejen … haha.
 
Hvornår har livet været allersværest?
 
–  Det var, da jeg blev skilt fra min første mand. Det skete samtidig med, at jeg begyndte at tale åbent om min far. Alting var ligesom i opbrud dengang, som et forsinket teenageoprør. Der var ingen ro, og jeg boede to steder. Og selvom det var forløsende at tale om min far, udløste det også en krise, hvor jeg begyndte at tænke over alt det, jeg var gået glip af. Jeg havde jo brugt mit liv på min far, at tjekke om han havde drukket, mærke efter, passe på ham og hans sukkersyge og gøre mig usynlig. Så jeg var vokset op med en følelse af ensomhed og at være helt alene, men mens det stod på, havde jeg jo lagt låg på, så da det røg af, var der noget, jeg skulle forholde mig til.
 
Hvad har givet dig styrke her i livet?
 
– Min tro på Gud. Jeg er helt almindelig folkekirkekristen, og det har givet mig en enorm styrke. Når tingene er svære, går jeg i kirke og synger salmer. Eller jeg bruger altergangen. Det giver mig en tryghed og gør, at jeg kan mærke, hvad jeg vil. Guds ord er jo ret stærkt, og selvom jeg ikke tror på Jesus’ genopstandelse, så tror jeg på kærlighedsbudskabet og på, at det er større end den kærlighed, der kan være mellem to mennesker. 
Jeg startede i kirkekor som barn, da der kom en præst på besøg hjemme hos min far. Han spurgte, om jeg ikke ville starte i koret. Og det var godt for mig. Her fik jeg indsigt, tro og et godt fællesskab, og så mødte jeg den fantastiske organist Bent, som instinktivt kunne se, at jeg havde brug for opmærksomhed. F.eks. mødte jeg engang syg op til gudstjeneste, fordi ”man skulle jo komme”. Og der kiggede Bent på mig og sagde: ”Man behøver altså ikke komme, når man er syg.” 
 
LÆS OGSÅ: Emilie Brandts far er alkoholiker: ”Jeg vil altid tilgive ham”
 
Hvad er din største udfordring?
 
– Der er mange: at mærke efter, hvad jeg vil, og tro på mig selv. Jeg har det med at lytte meget efter andre. Derudover min utålmodighed og mit temperament. I går skulle jeg f.eks. fotograferes, og det tog lidt tid, og dér fik jeg det sådan: ”Ja, kom så. Nu skal vi videre!” Jeg bliver irriteret, men prøver ikke at vise det. Det er ikke sådan, at jeg råber, bander eller siger grimme ting, men jeg bliver lidt firkantet.
Det samme sker, hvis jeg synes, der er for meget proces og for få resultater. Men som Holger K. Nielsen engang har sagt: ”Formanden er ikke Mao, og SF er ikke Kina, det involverer også andre mennesker”, og nogle gange er processen også vigtig. Når vi i SF f.eks. skal forsvare vores politik på et område, skal alle jo være med. Føle sig hørt og have forståelse for, hvorfor vi gør, som vi gør.
 
Hvad har livet lært dig om succes og fiasko?
 
– At man ikke skal lade succes stige sig til hovedet. Succes er altid kortvarig, så man skal ikke blive afhængig af den, i hvert fald ikke som politiker. Når det kommer til fiasko, så gør det en klogere. Som Margrethe Auken sagde, så er det kun psykopater, der ikke lærer af deres erfaringer. Og jeg prøver at lære af mine fejl. Det er ikke, fordi jeg synes, det er sjovt, men jeg kan se, at det er det, der gør mig bedre. Jeg ville heller aldrig have lært at strikke, hvis ikke jeg havde lært af mine fejl.
 
Hvad har livet lært dig om karriere?
 
– At det ikke er noget, jeg kan planlægge. Jeg havde f.eks. ikke regnet med, at jeg skulle være formand for SF, så for mig er karriere noget, der finder sted, og som jeg har sagt ja til. Lige nu er jeg, hvor jeg skal være, men på et tidspunkt, skal jeg lave noget andet. Jeg kunne f.eks. godt tænke mig at have en bed and breakfast og et lille landbrug med skotsk højlandskvæg.
 
Hvad har livet lært dig om tilgivelse?
 
– At det er helt nødvendigt! Jeg var på et tidspunkt meget vred på min mor over, at hun havde ladet mig flytte med min far, da de blev skilt, noget jeg selv krævede. Men efter at have talt med hende om det, kunne jeg forstå og tilgive. Hun sagde, at hvis hun havde tvunget mig til at blive hos hende, ville jeg alligevel være løbet hjem til min far, og at hvis jeg havde skullet bo hos hende, var det nødt til at være min egen beslutning. Og hun havde ret. Så jeg tilgav hende på stedet, og det er grunden til, at jeg har det kærlige forhold, jeg har, til min mor i dag.
I dag er min far død, men inden han døde, tilgav jeg også ham. Han fik en hjerneblødning og blev indlagt på Odense Sygehus og var ikke ved bevidsthed. Min mor sagde, at nu skulle jeg tilgive ham. Men jeg kunne ikke. Jeg kunne kun skælde ham ud. Så det gjorde jeg. Hver dag i en uge, når jeg kom og besøgte ham. Til sidst følte jeg: Okay, nu kan jeg tilgive dig. Og da jeg gjorde det, døde han. Det var den 5. december 2011.
 
KØB et abonnement: Få 3 nr. af Psykologi for kun 119 kr. – eller vælg imellem vores håndplukkede velkomstgaver her
 
Hvad kan du godt lide ved dig selv?
 
– At jeg er stædig og vedholdende. Jeg giver ikke nemt op, og så har jeg troen på, at alting kan blive bedre. Da alle sagde, at SF ville være væk om et år, havde jeg det sådan: Det skal nok gå. Vi kommer tilbage!
 
Hvad kan du ikke lide ved dig selv?
 
– At jeg er for hurtig og ikke giver folk nok plads. Det kan virke arrogant. Som sagt er det ikke noget, jeg siger. Det er mere mit kropssprog og måden, jeg kigger på på folk. Og det er ikke smukt, slet ikke nu, hvor jeg er formand.
 
Hvad ville folk sige, hvis de skulle bagtale dig?
 
– At jeg er en hidsigprop, hurtig og firkantet. 
 
Hvordan har du det med at skulle dø? 
 
– Jeg vil helst ikke gøre det lige nu. På den anden side behøver jeg heller ikke blive 120. Men jeg ville gerne nå at blive mormor. Når jeg skal dø, ville jeg elske at gøre det ved siden af min mand.
 
Hvad er meningen med livet?
 
– At gøre noget godt for andre, og man må gerne have det sjovt undervejs. Det lyder overfladisk, men jeg har det bedst, når jeg gør noget for andre.
 
Om Pia Olsen Dyhr
47 år, formand i SF. Hun er vokset op i Vallensbæk i et almennyttigt boligbyggeri. Moren var rengøringsassistent og faren førtidspensionist, forældrene blev skilt, da hun var 11 år. Hun er uddannet cand.scient.pol., har været medlem af Folketinget siden 2007 og har bl.a. været handels- og investeringsminister og transportminister. Bor i Brønshøj med sin mand, deres fælles datter Laura på 11 år og bonusdøtrene Andrea og Rebekka på 16 og 18. Biografien ”Pia Olsen Dyhr – mønsterbrud og opbrud”, skrevet af Thomas Larsen udkom i efteråret.

LÆS OGSÅ: Leonora Christine Skov: "Min mor græd meget"