Kendte fortæller

Lisbeth Zornig: "Den negative side af at være perfektionistisk er, at man er utrolig selvoptaget"

Lisbeth Zornig Andersen har haft en umættelig sult efter bekræftelse. Og selv om hun ikke har oplevet andet end succeser, frygter hun altid, at det næste er en fiasko.

Hvad har livet lært dig om kærligheden?

– Jeg har den her meget naturvidenskabelige opfattelse af, hvorfor vi er her på jorden, vi er her for at bringe arten videre, og forelskelse er endnu en psykose, der skal til, for at vi avler. Når vi har avlet nok, så damper forelskelsen af, for vi skal ud og sprede vores gener. Det er bare ikke sket med Mikael. Efter 11 år er Mikael stadig min store kærlighed. Det kilder stadig i maven, når jeg ved, at jeg skal se ham om et par timer. Så jeg har måttet æde mine ord om, at forelskelse og kærlighed handler om avl – der er noget større! Vi ligner hinanden, både når det gælder gode og dårlige sider. Hvis vi mødte hinanden i dag på Tinder, havde jeg helt klart swipet til venstre, og det havde han også. Vi havde ikke gidet hinanden. Ham, chefredaktør på Computerworld og skræddersyet tøj og fin rødvin, nej tak, næste. Vi skulle mødes for at kunne se det gode i hinanden. Men selv om vi ligner hinanden, er vi også meget forskellige. Han er meget stille, jeg taler meget. Han går i stilet tøj, jeg vil helst have afslappet tøj på. Nogle gange joker jeg med, at jeg er på udgang, og han er min ledsager. Jeg har haft mange udenomsaffærer med mænd førhen for at få bekræftelse, men det har jeg ikke behov for mere. Jeg har aldrig troet på idéen om troskab, men det gør jeg nu.

Hvornår har livet været allerbedst?

– Måske lyder det lidt klichéfyldt, men det har været, hver gang jeg har fået et barn. Og det har jeg jo fået fem gange. Det er selvfølgelig okay, at der er nogen, der ikke vil eller kan, men dybest set er vi mennesker skabt til at bringe arten videre. Der udløses nogle helt vilde ting i en, når man bliver forælder. Hver gang jeg har fået et barn, har jeg befundet mig i en lyserød psykose. Alt var orienteret indad: Når jeg gik ud og handlede, så kiggede jeg på babytøj, og hele verden kunne brage om én, det var ligegyldigt for mig. Et eksempel på den ultimative kærlighedserklæring, man føler som mor, var, da min ældste søn, Asbjørn, er tre år gammel, og han sidder i sofaen og ser ernsyn. Så stikker han fingeren op i næsen og får fat på en bussemand, piller den ud, og så strækker han bare armen ud. Og selvfølgelig kommer jeg bare og tager den. Det er ikke klamt, det er jo mit barn.

LÆS OGSÅ: 21 tegn på, du lever sammen med en narcissist 

Hvornår har livet været allersværest?

– Den sværeste periode i mit liv er den, hvor jeg var gået fra min kæreste Peter og med ét skulle undvære vores søn Asbjørn i perioder på 14 dage. Han var to år på det tidspunkt, hvor han blev delebarn, og vi har været i denne her symbiose, så det var meget hårdt for mig, da jeg yttede til Rødovre i kollektiv. Jeg kan huske, at jeg gik rundt om Damhussøen, og der tænkte jeg: Hvis jeg falder om her og dør, hvem fanden skulle nogen så ringe til? Hvem ville opdage det? Jeg boede i kollektiv, så det var ikke fysisk tilstedeværelse af andre, det var mere eksistentielt. At jeg ikke syntes, jeg havde en plads i livet eller vigtighed. At Asbjørn ikke skulle være hos mig i perioder, syntes jeg, var ekstremt mærkeligt, for han var jo min. Hvad skulle livet så bestå af, når han ikke var der? Alt var tomt og meningsløst. Jeg havde en alvorlig depression i denne periode, som jeg ikke har haft før, heller ikke da jeg var barn, selv om jeg voksede op i underklassen på Lolland med misbrug, vold og seksuelle overgreb. Da jeg var barn, havde jeg et overlever/fighter-instinkt. Men i denne periode var alt bare virkelig sort.

LÆS OGSÅ: Har du også svært ved at fokusere på sex - selv når du har det? 

Hvad har livet lært dig om karriere og fiasko?

– Karriere er ikke længere så vigtigt for mig, men det har det været, da jeg var i it-branchen. Det var lidt giftig næring for mig med de forfremmelser, jeg fik, jeg blev hooked. Karriere er en god sut i forhold til lavt selvværd, så kan man da i hvert fald få noget selvtillid og en følelse af at være dygtig. Min datter har lige afleveret opgave i gymnasiet, og hun var nervøs for, hvilken karakter hun ville få, og jeg sagde til hende: ”Hvis du får fire for den, så skal du være stolt over, at du har fået fire, fordi du ikke taber tre kilo og er vågen en uge og kaster det hele over bord bare for at få en god karakter. Du kan godt tåle ikke at være perfekt.” Hør her, jeg er bare så dårlig til det selv. Jeg tager slet ikke min egen medicin. Jeg har stadig behov for at kunne føle mig dygtig for at kompensere for lavt selvværd. For mig betyder det stadig meget, at de rapporter, vi laver i Zornig Huset, bliver omtalt, brugt og anerkendt, og at vores bøger bliver solgt og får gode anmeldelser. Og jeg ser helst, at vores tv- og radioprogrammer vinder priser. Helst intet mindre – det viser, hvor perfektionistisk jeg er. Så kan man sige, at jeg arbejder for et godt formål, fordi jeg arbejder for socialt udsatte, men helt ærligt, så er det da lige så meget for min selvfølelses skyld. Den negative side af at være perfektionistisk er jo, at man er utrolig selvoptaget. Fokus er på: Hvordan jeg klarer mig, ikke hvordan de andre klarer sig. Hvor sympatisk er det egentlig? Jeg vil gerne være mindre perfektionistisk. Og jeg frygter altid en fiasko. Også i forbindelse med den bog, jeg lige har udgivet. Jeg har aldrig rigtig haft nogen fiaskoer, men har haft mange succeser, alligevel går jeg bare og venter på fiaskoen.

4 nr. af Psykologi + 2 sæt Flora Danica-sengetøj for kun 899 kr.

Hvad ville dine venner sige, hvis de skulle bagtale dig?

– At jeg larmer for meget, griner for højt, snakker for meget, afbryder for meget. De ville også sige, at jeg fandeme er så klog, at jeg kunne undvære hovedet. Nogle gange kan man også bare snakke om den sidste biografilm uden at skulle filosofere over meningen med tilværelsen. Og de ville nævne, at jeg er en mega-dårlig ven, fordi jeg er dårlig til at følge op på dem. Og det er helt korrekt – det er jeg mega-dårlig til. Når jeg møder et menneske, der gerne vil tæt på, så siger jeg til vedkommende: ”Prøv at høre her, du skal ikke regne med, at jeg går og husker dig.” Jeg gider ikke sms-hygge, sms er til aftaler. Jeg er en enspænder, men har nogle nære venner, der har fulgt mig længe.

LÆS OGSÅ: Svend Brinkmann: "Jeg er rædselsslagen for døden"

Hvad kan du godt lide ved dig selv?

– Min humor. Den er både grov og plat. Jeg kan godt lide det politisk ukorrekte. En del af mine børns venner er eksempelvis muslimer, og jeg elsker at fyre de groveste fordomme af for at drille dem. F.eks. hvis vi skal spise sammen, så kan jeg godt nde på at sige, at jeg har lavet sådan en rigtig god gryderet med bacon i. De synes, det er sjovt, men mine børn er sådan: Nej, det sagde du bare ikke, mor! Det er sjovt at gå lidt over grænsen med mennesker, der deler mit menneskesyn, men jeg kunne ikke drømme om at bruge humoren med racister eksempelvis. Jeg har også en del lesbiske veninder, og det er også sjovt at joke med dem den anden vej: Nogle af dem synes, at jeg går i endnu mere homo-tøj, end de gør.

OM LISBETH ZORNIG ANDERSEN
Lisbeth Zornig Andersen er forfatter, cand.po- lit., foredragsholder m.m. Hun driver sammen med sin mand, Mikael Rauno Lindholm, Huset Zornig, der arbejder på at fremme socialt udsattes vilkår. Lisbeth Zornig Andersen er tidl. formand for Børnerådet. Hun har fem børn. Hun er talerør for socialt udsatte og har været det i mange år – selv er hun vokset op på Lolland i en fattig familie, hvor vold, druk og seksuelle overgreb var en del af hendes hverdag. Hun er p.t. aktuel med bogen ”Zornig – fra vred til voksen”, der handler om hendes kamp for at navigere mellem to forskellige verdener som voksen: underklasse-Nakskov og middelklasse-København.