Adam Holm
Kendte fortæller

Journalist Adam Holm: Vi har indset, at utroskab hverken er jordens undergang eller tegn på, at kærligheden er død"

Han har været sin kone utro og er blevet beskyldt for at ville sætte sig selv i centrum. Selv mener journalist Adam Holm, at han er et menneske, der har let ved at elske, og som arbejder for det fælles bedste

Hvad har været et stort vendepunkt i dit liv?
 
– Der er jo mange vendepunkter i ethvert menneskes liv. Det at blive forælder er formentlig det mest livsforandrende, jeg kan tænke på. Men en af de oplevelser, hvor der for mig har været et før og et efter, var, da jeg tog til Benghazi i Libyen i 2011 under det arabiske forår. Jeg var fyr og flamme efter at opleve det historiske skred, der var i gang. Jeg er uddannet historiker og har altid været stærkt fascineret af de processer, hvor folk bliver tvunget til at handle på en måde, der bryder med normalen.
 
Jeg var på det tidspunkt ansat i DR, men ledelsen ville ikke sende mig af sted. Argumentet lød på, at jeg ikke var sikkerhedsclearet, men jeg havde det sådan: Sikkerhedsclearing … min bare røv! Mellemøsten var i dramatisk forandring, og så skulle jeg bare sidde hjemme, fordi jeg ikke havde fået et kursus i sikkerhed. Ellers tak! Jeg tog en uge fri, betalte selv for billetten og rejste af sted. Og det var virkelig vildt. Jeg og en anden dansk journalist, Gunnar Willum, ankom efter møje og besvær til en by under belejring. Der var krig, ødelagte huse og tomme gader, hvor der lå dræbte mennesker … Vi endte med at sidde spærret inde på et hotel, mens bomberne faldt om ørerne på os. Efter at vi havde været der i knap to døgn, kom de franske jagerfly, og byen blev befriet. Det var en afsindig stærk oplevelse! Mødet med al den angst og så den efterfølgende følelse af, at det var lykkedes mennesker at sige fra over for overmagten. Jeg tror, det er sådan, 4. maj 1945 må have føltes herhjemme for vores bedsteforældre.
– Efter nogle måneder begyndte jeg at få nogle mærkelige sorte drømme, hvor jeg vågnede op og var helt svedig og uden orientering. Min kone syntes, jeg skulle gå til psykolog, men jeg tænkte, at det var en form for udrensning, og drømmene stoppede også.
 
 
Hvad har livet lært dig om kærlighed?
 
– Det må være et helvede at leve uden kærlighed. Jeg har set mennesker, der lever kærlighedsløse liv, og som ikke kan sige: ”Jeg elsker dig”, eller give et kys på panden. Jeg har nemt ved at give kærlighed. Jeg kan sige meget kritisk om mig selv, men når jeg elsker nogen, får de det også at mærke. Jeg har et godt gennemtræk af følelser. Og kærligheden er en stærk ressource, den er med til at temperere de andre følelser. 
 
Men svaret kommer også an på, hvad man forstår ved kærlighed. Handler det om kærligheden i parforholdet, altså til det enkelte menneske? Eller er det i mere abstrakt form i forhold til selve det at være, til eksistensen? 
Er der tale om kærligheden i parforholdet, har jeg – som søn af forældre, der har eksperimenteret med kærligheden og parforholdet – lært, at den kan antage mange former, og man skal passe på med at dømme, hvad der er rigtig kærlighed. Det kan man som udenforstående ikke gøre sig klog på. Min kone og jeg har f.eks. begge været hinanden utro. Flere par i vores omgangskreds er gået fra hinanden på grund af utroskab, men vi har indset, at det hverken er jordens undergang eller tegn på, at kærligheden er død.
 
Hvad er det bedste råd, du har fået?
 
– Jeg har fået mange råd i Ga-Jol-pakkeform, der går på det med at hæve sig over livet. Min mormor sagde: ”Der kommer også en dag i morgen”. Og da jeg blev vært på ”Deadline”, var der en, der sagde: ”Du skal ikke være bekymret. Det er bare TV”. Og det er rigtigt! Vi er her her og nu. Og vi skal turde give os hen og ikke bekymre os om at fejle. Men det er selvfølgelig tåbeligt ikke at gøre sit bedste.
 
Hvornår har livet været allerbedst?
 
– Begge de gange jeg er blevet far. Det overtrumfer alt. Det lyder som en kliché, men kærligheden til éns børn er ren kærlighed! Jeg var helt høj af lykke, da jeg for små 16 år siden bar vores ældste søn ind i lejligheden for første gang. Det var en foreløbig konklusion: Nu havde jeg bidraget til den kommende generation. I det hele taget var de år, børnene var små, gode. Livet var så enkelt og fuldt af basale behov, der skulle opfyldes, og et dagligt nærvær. Men livet er også godt nu og her med alle dets skævheder og udfordringer.
 
LÆS OGSÅ: Bente Frøge blev skilt fra Lars von Trier efter utroskab: ”Løgnen var for stor”
 
Hvornår har livet været allersværest?
 
– Jeg kan umiddelbart tænke på to begivenheder. Da jeg var ni år, blev mine forældre separeret. De var lærere i Grønland. Min mor, lillebror og jeg flyttede tilbage til Danmark og ind i et kollektiv. Min far blev et år længere i Grønland. Jeg husker den periode i slutningen af 1970’erne som fuld af ideologi og voksnes selvrealisering. Det var en svær tid. Jeg rodede mig ud i alskens ballade. Jeg blev sågar bortvist fra en ellers meget tolerant venstreorienteret lilleskole. Nogle år senere flyttede mine forældre dog sammen igen, og deres kærlighed har holdt sig stærk siden. Professionelt har jeg også oplevet modvind på cykelstien. Da jeg i 2015 i ”Deadline” viste Muhammedtegningen under et interview med Flemming Rose, faldt der brænde ned, som jeg ikke har oplevet det før. For mig var det principielt vigtigt at vise den fordømte tegning, selv om det ikke var tilladt uden en særlig godkendelse fra øverste hold.
 
Jeg fik at vide, at jeg tilsidesatte enhver idé om fællesskab og bare var ude efter at skabe overskrifter, og at jeg bevidst ville sabotere DR’s kommandoveje.
Jeg anser mig selv som et dybt loyalt menneske, der gerne vil bidrage til og tjene fællesskabet, og sad derfor tilbage med følelsen af at være misforstået. Samtidig kunne jeg ikke få lov til at forklare mig og følte mig også voksenmobbet af cheferne – f.eks. var der en dag en, der gik forbi mig på gangen og hvislede: ”Ved du, hvor meget dårligt du har gjort for DR” – de måtte jo øge sikkerheden og etablere sikkerhedssluser, angiveligt fordi jeg var egoistisk. Havde jeg vidst det, havde jeg ikke gjort det. Jeg endte med at sige op på ”Deadline”. Ellers havde jeg skullet leve mit arbejdsliv på knæ, og det vil jeg ikke.
 
Hvad har givet dig styrke?
 
– Det med at sige fra, turde gøre oprør og handle uafhængigt af andre og gøre det, jeg føler er nødvendigt, den styrke – og nogle gange dumhed – tilskriver jeg min farfar. Han var kommunistisk modstandsmand og døde, længe før jeg blev født. Men jeg har altid haft en tanke på farfar Leo, der turde sige fra. Den modstandsetik, jeg tilskriver ham, er stærk for mig.
 
– Vi skal selvfølgelig acceptere, at der er nogle, der er ledere, men vi skal også registrere og kunne diskutere, når beslutninger forkerte. Og når de er det, er det vigtigt at turde vise sin indignation og gøre modstand.
 
Hvad har været en udfordring for dig?
 
– Jeg har det svært med sociale hierarkier. Jeg ved ikke, hvad det skyldes, men jeg trækker mig tit fra professionelle sammenhænge, hvor man skal grine og klappe i takt. Det er muligt, det koster lidt på bundlinjen, men det falder mig uhyre vanskeligt. Jeg kan heller ikke finde ud af at bede om penge i arbejdssammenhæng. På den ene side vil jeg gerne byde chefer trods, på den anden side er jeg hændervridende og elendig til mode, når der skal aftales løn. Jeg er muligvis den dårligste forhandler i hele Nordeuropa!
 
KØB et abonnement: Få 3 nr. af Psykologi for kun 119 kr. – eller vælg imellem vores håndplukkede velkomstgaver her
 
Hvornår har du sidst været misundelig?
 
– Med fare for at lyde hellig, så er det omtrent tre årtier siden. Dér besluttede jeg mig for ikke at ligge under for misundelse. Det kom sig af, at jeg som teenager spillede meget fodbold og gjorde mig visse tanker om mit umådelige talent. Men træneren roste nogle andre, især én anden, hvilket jeg havde svært ved at acceptere. Jeg udviklede en heftig misundelse over for vedkommende, indtil jeg en dag sagde til mig selv: Stop det! Han er sgu god til fodbold, også bedre end dig! Mærkeligt nok forsvandt min misundelse nærmest, i samme nu jeg sagde det til mig selv. Det var den berømte sten, der faldt fra brystet, og jeg har siden prædiket for mig selv, at det er bare sådan, verden er indrettet: Der er altid nogen, som spiller bedre fodbold, skriver bedre, ser bedre ud, er bedre på skærmen, har flere penge, bedre jobs, rejser til mere eksotiske destinationer og så videre. Jeg har for længst indset, at jeg hverken får en Nobelpris eller bliver anfører for Liverpool FC. For mig handler det helt enkelt om at forsøge at gøre det, jeg kan, så godt som muligt.
 
Hvad har livet lært dig om succes og fiasko?
 
– Det er flygtigt, så det er ikke noget, man skal tage så tungt. Jeg har diskuteret det med en af mine venner. Han hævder, at man kun sidder dér i TV for at sige: ”Se hvor dygtig jeg er!”, så alle damerne vil knalde, men det er en tåbelig forenkling. Jeg har aldrig tænkt, at succes skulle føre til sex. Skulle fiasko så føre til tæsk? Jeg bliver selvfølgelig glad, når folk siger noget venligt, men jeg tager det ikke så alvorligt. Ja, så havde jeg en god dag på skærmen i dag, og så har jeg en dårlig i morgen. Sådan er det. Det, der er vigtigt for mig, er at bidrage til en forhåbentlig nogenlunde fornuftig og åndrig debat. Det er mit eget succeskriterium, som jeg nogle gange mislykkes med.
 
Hvad har livet lært dig om tilgivelse?
 
– Jeg har jo haft en del diskussioner med min kone, fordi vi har været hinanden utro. Og selvfølgelig havde jeg sværest ved, at min kone havde været mig utro. Jeg havde det sådan: ”Du har jo alt!”. Det var ikke, fordi vi havde et følelseskoldt forhold og intet sexliv. Vi havde og har faktisk et rigtig godt parforhold. Men hun havde jo gjort det, fordi hun havde livsoverskud og følte sig livfuld, og det har jeg nødtvungent erkendt.
 
– Hun gjorde det, der var menneskeligt. Ligesom mig selv. Det er jo ikke bare mig, der kan føle sådan, og man må behandle andre, ligesom man gerne selv vil behandles. Og jeg har nemt ved at tilgive, fordi jeg har en erkendelse af, at jeg selv bor i et glashus og er fuld af små og store fejl. Jeg er éthundred procent uperfekt. Og når jeg er det, kan jeg heller ikke kræve af andre, at de er fejlfri.
 
Hvornår har du sidst grædt?
 
– I morges, da min kone og jeg sad i vores køkken. Vores søn Jonathan på 15 år var lige gået ud ad døren på vej til sin sidste skoledag, og så sagde jeg til hende: ”Hold da op, skat, det er utroligt! Nu går den ranke, stærke unge mand ud ad døren, men det føles, som om det var i går, vi fulgte ham i skole for første gang!”. I det samme spillede P2 ouverturen til ”Peer Gynt”, og så begyndte tårerne at rinde, hvilket straks fik min altid grådlabile kone til at græde: ”Hvorfor græder du?”, spurgte jeg hende. ”Fordi du gør!”, svarede hun.
Jeg får tit tårer i øjnene, når jeg bliver rørt, men mærkeligt nok aldrig, når jeg bliver ked af det. 
 
Da jeg f.eks. fandt min mormor død på hendes badeværelse for 10 år siden, kunne jeg ikke klemme en dråbe vand ud af øjnene. Heller ikke til begravelsen. Dengang tænkte jeg: Er jeg mon et iskoldt menneske?, men jeg tror bare, jeg har det sådan: Det er sådan, det er! Vi bliver født i blod og slim og forlader verden omtrent i samme tilstand. Det er livet i sin helhed.
 
Hvad kan du lide ved dig selv?
 
– Jeg synes selv, jeg har en oprigtig omsorg og interesse for andre menneskers ve og vel. Jeg er ubeskeden nok til at opfatte mig som hensynsfuld.
 
LÆS OGSÅ: Hassan Preisler: Min største udfordring er at stole på, det nok skal gå
 
Hvad kan du ikke lide ved dig selv?
 
– Jeg taler alt for meget og fylder nogle gange mere, end jeg burde gøre. Men jeg kan ikke stoppe det.
 
Hvad ville folk sige, hvis de skulle bagtale dig?
 
– Jeg tror, nogle af mine venner vil sige, og med rette, at jeg især i de senere år har tilsidesat alt for meget socialt liv på arbejdets alter. Måske vil folk også sige, at jeg fylder for meget. Jeg er på TV, laver radio og skriver i forskellige aviser, og hvis jeg så også sidder og fylder i private sammenhænge, bliver det måske for meget for nogle. Omvendt, hvis jeg sad og var tavs, ville folk sikkert synes, jeg var arrogant.
 
Hvordan har du det med, at du skal dø?
 
– Jeg anerkender sorgen ved at tage afsked, men så længe det sker naturligt, generer det mig ikke.
 
Hvis min kone hørte mig sige det, ville hun sige: ”Hvorfor tror du så, du hver anden måned lider af en livstruende sygdom?”. Hun har på sin vis ret. Jeg har det sådan, at når jeg har siddet foran computeren en hel dag og har ondt i nakken, tror jeg ikke, det er myoser, men en særlig eksotisk sygdom, som hidtil ikke har været kendt, og som der næppe findes nogen kur for. Men det skyldes ikke, at jeg er bange for at dø. Det er, fordi jeg er bange for ikke at kunne arbejde. Jeg er jo freelancer og skal ud og tjene til føden.
 
Hvad er meningen med livet?
 
– Måske at vi stiller hinanden præcis dét spørgsmål, altså at vi forbliver nysgerrige og undersøgende. At vi udveksler erfaringer, bliver klogere og taler om, hvordan vi skal omgås hinanden mest hensigtsmæssigt. Vi er trods alt en del af et fællesskab. 
 
Om Adam Holm 
49 år. Har en ph.d. i historie, journalist tilknyttet DR. Har tidligere været bl.a. vært på ”Deadline” i 10 år og lavet radioprogrammet ”Punk” og ”Jeg er utro” på P1 samt ”Hjælp, jeg er vred!” på DR2. Holder derudover foredrag og har skrevet flere bøger, bl.a. ”Endestation Europa” og ”En by i krig”. Gift med operasanger Liv Oddveig Midtmageli, og sammen har de sønnerne Jonathan på 15 og Julius på 13. Familien bor i København.

Læs mere om: