Kendte fortæller

Birthe Kjær slap angsten: "Det var opslidende, og det gik der altså 30 år med".

Birthe Kjær var den stille pige i klassen og er stadig alt for genert til at synge til private fester. Med årene har hun lært at tackle sin generthed, men det der med store selskaber og at være sammen med mennesker fra morgen til aften er hun ikke god til. I år har hun stået på scenen i 60 år – her fortæller hun om op- og nedturene, glæderne, sorgerne og bumpene på vejen.

Vejle.
De skulle altid igennem Vejle, Birthe og hendes pianist, når de skulle på job i Jylland. Og det var det samme hver gang: På vej ud kiggede en nervøs Birthe op mod en tilfældig lejlighed og tænkte: ”Åh, bare det var mig, der sad deroppe med mit strikketøj og fjernsynet tændt, mens min mand sad og halvsov i en stol. Trygt og godt og roligt. Bare det var mig!” 
 
– Og så var jeg ude at synge, og det gik som regel skidegodt, så da vi kørte hjem igen, kiggede jeg op på den samme lejlighed og tænkte: ”Godt, det ikke er mig, der sidder deroppe!” siger Birthe Kjær og griner lidt ad sig selv ved mindet om dengang, hendes ben rystede så meget under hende, når hun skulle på scenen, at hun næsten ikke kunne stå på dem. Især hvis der var mørkt i salen, og hun ikke kunne se publikum.  
 
 
I dag har hun sluppet den evige nervøsitet, der fulgte hende i så mange år og sled på hende. Som hun siger:
 
– Jeg brugte mine nerver, og dermed mit system, rigtigt meget i de år. Det var opslidende, og det gik der altså 30 år med.  
 
Det var faktisk først, da hun som 50-årig begyndte at spekulere over, om det egentlig var det, hun ville bruge resten af sit liv på, at hun fik bugt med nerverne – det vender vi tilbage til. 
 
Først skal vi en tur tilbage i tiden til Birthe Kjærs barndomshjem på Blåmejsevej i Aarhus, hvor det hele startede.
 

SAFT OG HARMONIKA

Hun kom til verden i en lejlighed i Ny Munkegade, faderen var svejser ved Statsbanerne, moderen hjemmegående, indtil Birthe kom i børnehave, og hun fik job som garderobedame først på Banegården, siden på Aarhus Teater. Da Birthe var ni år havde forældrene sparet penge nok sammen til udbetalingen på et hus, så familien, som også omfattede Birthes storesøster, flyttede til en bungalow på Blåmejsevej i det århusianske pipkvarter.     
 
– Det var et godt og trygt hjem, og jeg havde et meget nært forhold til mine forældre. Min mor havde en god sangstemme og gik altid og nynnede derhjemme, far elskede at spille instrumenter, hvad enten han kunne eller ej. Det, han var bedst til, var harmonikaen, så jeg har sådan et billede af sofagruppen med kaffe til mor og far og saftevand til min søster og mig. Den dér hygge omkring familien og musikken husker jeg.
 
Samme år begyndte Birthe at gå til spejder, og en dag, da de sad og sang rundt om bålet, var der en, der sagde til Birthe, at ih, hvor sang hun da godt!
 
– Det havde jeg aldrig tænkt over. Men jeg blev valgt ud til at synge solo, og da blev jeg opmærksom på, at jeg vist godt kunne synge. Da jeg var 11, fik min storesøster brev fra Pingklubben, som var ledet af Tante Karen, om, at børn i forskellige byer kunne komme og optræde, når Tante Karen kom til byen. Min søster ville ikke, og så stod jeg der og spurgte: ”Må jeg? Må jeg?” Det fik jeg lov til, og jeg sang ”Ih, hvor du kigger på mig hele tiden”, fortæller Birthe Kjær og synger et brudstykke af sangen. 
 
Det gør hun flere gange under interviewet. Synger nogle strofer som en naturlig forlængelse af samtalen. 
 
Efter sin optræden i Pingklubben fik Birthe blod på tanden og meldte sig til en audition hos Cirkus Buster. Hun fik ikke jobbet, men hun mødte guitaristen Jørgen, som kendte en dreng, der hed Eggert, der spillede harmonika, og sådan opstod Sunshine Trioen, som hun turnerede med i Aarhus og omegn de næste fem år, og som blev Birthe Kjærs første professionelle platform.
 
12 år var hun. I strutskørt og flade sko.    
 
LÆS OGSÅ: Elisabeth Gjerluff Nielsen om sin barndom: Jeg kan faktisk godt lide at være alene
 

FLYVETUREN SLUTTER

Sunshine Trioen blev opløst, da en af drengene skulle i militæret, og Birthe skulle i lære i en sparekasse. 
 
– Det var ikke noget ønskejob, men jeg syntes alligevel, det var spændende. Jeg havde tænkt på at blive sygeplejerske, men så skulle man være god til fysik og kemi, og det var jeg altså ikke. Så det var fint med banken – jeg befandt mig godt og følte mig meget voksen, når jeg tog min lille Puch Maxi og kørte på arbejde. 
 
De små penge, hun havde tjent sammen med Sunshine Trioen, var blevet puttet i en sparebøsse, og en skønne dag var der nok til et brugt klaver. Deres impresario mente, at Birthe skulle gå til klaverspil og lære noder, og det dér med noderne lærte hun, men klaveret fik hun aldrig rigtigt til at spille. 
 
– Jeg øvede en gang om ugen med trioen, men ellers var jeg en almindelig skoleelev i de år. Jeg kom ikke så meget ud at danse med veninderne, for vi spillede jo i weekenderne. Det var først, da jeg var 16, og trioen blev opløst, at jeg sådan begyndte at gå ud i byen. 
 
Hvad er det vigtigste, du har med hjemmefra, synes du?
 
– Det er nok min ærlighed og min jordbundethed. Det kan lyde lidt kedeligt at være jordbunden, for flyver man så aldrig? Jo, det gør jeg, men jeg ved også, at flyveturen slutter på et tidspunkt, og det synes jeg sgu er meget rart. At man ikke letter helt. Jeg har også lært at dele mig selv meget op i, hvornår jeg er på arbejde, og hvornår jeg bare er mig nede i Netto. Og det føler jeg også, at de fleste danskere respekterer. Der er højst nogle, der lige stikker hovedet hen og siger tak for dejlige sange, og det bliver jeg jo bare glad for. 
 
KØB et abonnement: Få 3 nr. af Psykologi for kun 119 kr. – eller vælg imellem vores håndplukkede velkomstgaver her
 

BIL, BRYGGERS OG HUND

Efter to år i sparekassen begyndte Birthe alligevel at savne at synge og gik så småt i gang for sig selv. En aften kom selveste Johnny Reimar forbi La Cabana i Aarhus, hvor Birthe optrådte – lige ud til dansegulvet sad han og gjorde Birthe nervøs.
 
Men Johnny kunne lide, hvad han hørte, og gav Birthe en pladekontrakt. Det var den udødelige ”Arrivederci Franz”, som blev præsenteret på Dansktoppen af Jørgen Hjorting om morgenen 1. december 1968.
 
Og med ét var Birthe Kjær berømt. Jobbene strømmede ind, og nu fik Birthe 900 kroner i stedet for 600 kroner for at optræde. Det var mere, end hun fik i sparekassen, men selv om hun havde svært ved at passe sin elevplads og kom søvndrukken om morgenen efter aftenens job, sagde hun ikke op. Hun bad om orlov, for man skal vel have noget at falde tilbage på, tænkte Birthe. Det blev dog aldrig nødvendigt. 
 
På sin 21-års fødselsdag flyttede Birthe hjemmefra – med nøglen til sit eget hus i lommen. 
 
Det er altså ikke helt normalt, Birthe!
 
– Nej, ha ha, det er det ikke. Men jeg havde nået at tjene til det, og når man nu kunne ... 
 
Det var hendes pianist, der skulle sælge sit hus, og Birthe slog til med det samme. ”Men vil du ikke lige med ud og se det?” spurgte pianisten. ”Nå jo, det kan jeg da godt,” svarede jeg. Det var fint. Der var en stue og tre værelser og et bryggers, så det tog jeg. Jeg fik også både bil
og sanktbernhardshund, men hver aften tog jeg alligevel hunden og kørte ind til min mor og far og spiste.
 

SMED IKKE BH’EN

Efterhånden som Birthes popularitet vokser, får hun flere ærinder i hovedstaden og opholder sig snart i København halvdelen af året. Her er hun tættere på alt det spændende: Tv, radio, bladene og pingerne i branchen – dengang foregik det meste i København. Så i 1974 køber Birthe Kjær et ombygget vandtårn i Hvidovre, hvor hun indretter sig i bedste 70'er-stil med brune vægge og orange ryatæpper på gulvene.  
 
Der var jo fuld gang i ungdomsoprøret på det tidspunkt – var du en del af det?
 
– Overhovedet ikke. Jeg havde så mange spændende ting om ørerne i min dansktopverden, så jeg var ikke på nogen barrikader. Oprøret var noget, jeg læste om. Men det dér med at smide bh’en og ø-lejr og sådan noget, det var aldrig noget for mig.
 
Hvad med at stifte familie – overvejede du det?
 
– Nej, det gjorde jeg ikke. Jeg regnede med, at det ville ske på et tidspunkt. Også at jeg ville få børn. Jeg var stadig ung, så jeg tænkte: ”Når jeg bliver 30, skal jeg nok begynde at tænke på det.” Da jeg så blev 30, tænkte jeg: ”Man kan jo også få børn som 35-årig. Eller 38 …” Jeg skubbede det hele tiden foran mig, for så vigtigt var det åbenbart ikke for mig. 
 
– Jeg kunne jo tydeligt se forskellen på mine veninder og mig: De samlede på udstyr og vidste, fra de var helt unge, at de ville have familie og børn – det kunne jeg slet ikke gå op i. Der skete alt for meget spændende, og jeg havde ikke det store børnebehov. Og så skete det jo bare ikke. Der var ikke nogen af de forhold, jeg havde, der førte til ægteskab, hvor børnene nok var kommet af sig selv. Var det sket, ville det være dejligt, men det er ikke noget stort traume for mig.  
 
 

Nok snak om kærester

Når man læser interviews med Birthe Kjær, kan man godt få fornemmelsen af, at hun har været lidt af en heartbreaker. Med skiftende kærester, forhold, der aldrig varede ret længe, og en stor frihedstrang. ”Danmarksmester i korte forelskelser”, som hun kalder sig selv i sin biografi. Men da jeg spørger hende, om hun nogensinde har lidt af ulykkelig kærlighed, svarer hun:
 
– Jo jo da! Det er ikke altid mig, der er gået – jeg er blevet forladt flere gange. Men faktisk er de, der har stået mig nærmest sidenhen, dem, der har forladt mig. For dem, jeg selv forlod, var jeg ligesom færdig med. Helmer (Olesen, Birthes kapelmester på album) og Knud (Thorbjørnsen, koncertarrangør) blev mine rigtigt gode venner, for selv om forelskelsen forsvinder, indeholder de jo stadig det, man faldt for, og bliver ikke dårligere mennesker af den grund. Det sker ikke dagen efter, at man bare kan gå fra kærester til venner, der går noget tid, før man finder ud af, om behovet er der. 
 
Og det var det med Helmer og Knud?
 
– Ja. Helmer og jeg fortsatte med at arbejde sammen, efter det var slut, og hans kone blev siden en af mine bedste veninder. Hende, han forlod mig til fordel for, smiler Birthe Kjær og kigger på mig hen over bordet:
 
– Nu tror jeg, at vi har snakket nok om kærester, siger hun så.   
 
Jeg fornemmer, at du har et stort behov for at være alene?
 
– Ja, det har jeg. Jeg hviler godt i mig selv, og jeg har det godt med, at der ikke er andre, jeg skal tage hensyn til, når jeg kommer hjem fra job. Jeg er typen, der lader op, når jeg er alene – det dér med at være sammen med nogen fra morgen til aften, det er jeg ikke så god til i længere tid ad gangen. Jeg kan godt lide, at der ikke forventes noget af mig, at jeg ikke skal afstemme mine planer med nogen. Den selvstændighed er svær at give køb på, og så bliver man jo dødvanskelig, fordi man er så egoistisk, ha ha. 
 
– Men det handler nok om, hvad man har vænnet sig til. Hvis folk har vænnet sig til at være to om alting, så skynder de sig ud at finde en ny – ikke fordi det er en ønskekæreste, men fordi de ikke vil være alene. Jeg er glad for, at jeg ikke har det sådan. Hvis jeg skal have en kæreste, som jeg skal ofre min selvstændige tilværelse for, så skal jeg altså virkelig være forelsket. Og skal der flytte en ind, skal det være den store kærlighed. 
 

TIL HOFBAL

Første gang, Birthe Kjær var til hofbal, stod hun i en krog hele aftenen. Hun turde simpelthen ikke at bevæge sig nogen steder hen, fordi der var så mange mennesker, hun ikke kendte. Hun turde heller ikke at kaste sig ud i den obligatoriske lancier. Til sidst fandt hun dog komikertrioen De Nattergale, som heller ikke kendte nogen, og så stod de sammen i deres krog og kiggede på løjerne uden rigtigt at deltage. 
 
Anden gang gik det lidt bedre. Birthe kendte stadig ikke nogen til ballet, men skuespilleren Nicolas Bro forbarmede sig og sagde ja til at danse lancier. Men Birthe og Nicolas kom for sent ind i salen til dansen, så denne gang blev det heller ikke til noget. 
 
– Tredje gang var det bedste hofbal, jeg har været til, for da var jeg rustet til det. Jeg havde lært at danse lancier, og jeg gik virkelig meget rundt og snakkede med folk, for jeg vidste, at jeg selv skulle gøre en kæmpe indsats. Nu er jeg blevet ældre, så jeg ved, at det er op til mig selv at få en ordentlig aften. Det har livet lært mig. Min generthed ligger der stadig, men med årene har jeg fået meget mere selvtillid og kender selvfølgelig flere af gæsterne – det giver jo også en tryghed. 
 
Du har stået på en scene hele dit liv, det må da have hæmmet dig enormt?
 
– Ja, jeg har ikke altid været selvsikker. Jeg var et meget genert barn og den stille pige i klassen. Men det at stå på en scene er ligesom en rolle, man går op og agerer. Der er mange skuespillere, der siger det samme: At de er meget blufærdige privat. Men jeg har lært at tackle det, så jeg virker meget selvsikker. 
 
Og så er vi tilbage i Vejle, hvor Birthe med bævende hjerte kørte af sted mod sit næste job. Og glad og lettet kørte hjem igen, når det var gået godt. 
 
– Det gjorde det jo for det meste. Og det var det hele værd. 
 

JUSTERING AF VÆRDIER

I 1999, kort før Birthe Kjær fyldte 50, begyndte hun at spekulere over, om det egentlig var det her, hun ville bruge resten af sit liv på. 
 
– Det, der bliver for meget på et tidspunkt, er alle de timer, man sidder i en bil på landevejen med ét mål for øje: At komme ind og synge. Og så sidde alle de timer på landevejen igen for at komme hjem. Jeg tænkte: Hvad kan jeg egentlig ellers? Er der ikke andet, jeg vil? Det er dejligt at kunne gå ind og synge og glæde en masse mennesker, men måske jeg kunne glæde på andre måder. 
 
Først forsøgte Birthe Kjær via nogle venner at komme til Los Angeles og arbejde. Gøre rent på et hotel eller sådan noget. Hun var jo ikke ligefrem faglært. Og hun kunne godt tænke sig at prøve bare at være anonym og helt almindelig. Men hun kunne ikke få arbejdstilladelse. 
 
– Så havde jeg nogle møder med forskellige hjælpeorganisationer for at høre, om de kunne bruge mig et sted, men jeg har jo ikke nogen uddannelse til det brug – bare to hænder. Og hænder havde de nok af, fik jeg at vide. 
 
Men så faldt Birthe over en artikel om et børnehjem i Pattaya i Thailand, som godt kunne bruge hendes hænder. Hun havde ryddet kalenderen og taget et sabbatår fra Birthe Kjær-butikken, og de næste måneder blev hendes hjem et lille værelse uden træk og slip-toilet, men med en spand på gulvet til at skylle ud med og et søm på væggen til garderobe. Hun kunne godt have boet på et fint hotel, ja, men det havde hun ikke lyst til. Hun boede på det hjem, hvor de katolske præster, der drev børnehjemmet, boede. 
 
Hvad er det vigtigste, du fik med fra dit ophold derude?
 
– Det var hele pakken, synes jeg. Jeg begyndte at se det hele lidt udefra og i et andet perspektiv og indså, at det jo ikke er verdens ende, når jeg står på en scene i Sønder Omme og glemmer teksten eller ikke synger rent. So what. Her står jeg med en masse forældreløse børn, det er da meget vigtigere. Det tog nogle procenter af mine nerver, da jeg vendte tilbage. 
 
– Og så kunne jeg rent faktisk gøre noget for de små børn. Jeg kunne give dem en masse kærlighed og ømhed. Og den oplevelse … den kærlighed. Jeg fik en oplevelse for livet, og jeg fik justeret mine livsværdier. Og så den ekstra gave, at jeg har kunnet følge nogle af børnene, som er blevet adopteret her til Danmark, fortæller Birthe og finder billeder frem af to af børnene.
 
– Dem har jeg skiftet ble på i Thailand. Så det er så dejligt at se, at de har fået et godt liv og gode familier. Jeg lærte også nogle af de unge volontørpiger at kende, og dem ses jeg stadig med her 20 år efter.  
 

HVAD ER ET HASHTAG? 

Inden jeg skulle møde Birthe Kjær læste jeg et sted, at hun har 37 hashtags på Instagram. #birthekjærrocker, #birthekjærforever og #denknaldrødegummibåd er bare et par stykker af dem. 
 
– Har jeg det? Hvad er et hashtag? spørger Birthe interesseret og kigger min datter over skulderen, mens hun finder flere frem.
 
– Nej, jeg er ikke på nogen sociale medier. Jeg synes, jeg har rigeligt med min e-mail, smiler hun. 
 
Ikke desto mindre er Birthe Kjær blevet et hit blandt de unge. I dag optræder hun på festivaler halvdelen af året i stedet for forsamlingshuse og idrætshaller, hun får teenagere til at gå amok og lege futtog til ”Den Knaldrøde Gummibåd”, hun deler omklædningsrum med D-A-D, og
væltede for nylig Christiania til et brag af en koncert på Nemoland. 
 
Der har været to omgange Birthe Kjær, hvilken en har været den sjoveste?
 
– Det er anden omgang, det er jeg ikke i tvivl om. Nu står jeg ikke på scenen med en pianist længere, jeg står der med et ni mand stort orkester, og publikum er tre generationer, der synger med på mine sange – det er altså stort. Det startede jo med håndboldpigerne, der brugte ”gummibåden”, hver gang de scorede et mål. Folk begyndte at spørge efter den igen, og jeg tog den på programmet i et lille medley. Men det var ikke nok, de ville have den hele med. Så blev jeg pludselig inviteret på festivaler, og jeg tænkte: ”Hvad sker der lige her?” Jeg var helt forundret, og jeg troede faktisk i starten, at de unge tog gas på mig, når de kom med studenterhuen på og råbte: ”Birthe er Gud!” 
 
– Jeg var enormt usikker på, hvordan jeg skulle tackle det, så jeg slog det hen. Men så udviklede det sig, og de stod nede foran hver gang og kunne alle teksterne. Det sagde mig jo noget. Og når de talte til mig, gjorde de det med respekt – de var nærmest helt nervøse nogle gange.
 
Da fandt jeg ud af, at de rent faktisk mente det, siger Birthe og viser mig et billede fra koncerten på Christiania, hvor hun maler byen rød foran et kæmpe publikum med vajende hampeflag og joints i flaben. 
 
– Det kan du godt se, ikke? Denne omgang er altså sjovest. 
 

DEN STØRSTE SORG 

I dag bor Birthe Kjær i et hus i Gentofte og er begyndt at gøre tingene lidt anderledes. Hun har aldrig sat en grænse for, hvornår hun vil stoppe med at optræde, men hun spørger sig selv hvert år, om hun vil fortsætte et år mere. Og så tager hun lange pauser, for de gør hende godt. Når hun har fri, er hun sammen med sine venner og ”ungerne”, som hun kalder sin søsters børn, som hun nærmest betragter som sine egne. Hun går i teatret, roder i haven og læser Politiken i papirudgaven, og så har hun sin barnetro intakt, for hun synes, det er rart at kunne sende sin taknemmelighed eller et råb om hjælp et sted hen. 
 
– Jeg var 32, da min far døde af lungekræft, og 36, da min mor døde af spiserørskræft. Det var dengang, jeg var allermest ulykkelig i mit liv. Det eneste, jeg husker fra 1980’erne, er mine forældres død og Melodi Grand Prix. Den sorg, det er at miste sine forældre, sit fundament …
det er den værste. Min søster og jeg kom tættere på hinanden efter deres død, og i dag har jeg mit eget værelse hos hende i Skanderborg, hvor jeg altid bor, når jeg er på job i Jylland. På den måde har jeg også fået et meget tæt forhold til børnene, for jeg er jo kommet der næsten hver uge. 
 
Hvad er meningen med livet for dig, Birthe?
 
Birthe Kjær puster langt ud. Tænker lidt. 
 
– Jeg tror ikke på et liv efter døden, det er her og nu, så det skal bruges på de ting, der er vigtige. Det er sådan noget, man finder ud af, når man bliver ældre – lige at spørge sig selv: Er det vigtigt, det her? Og så sortere resten fra. Jeg har selv prøvet at være på kanten – det kunne have været slut dengang for 14 år siden, hvor jeg fik en blodprop, og så havde jeg ikke oplevet alt det, jeg har. Når man oplever sådan noget, bliver man mere opmærksom på, hvad der er vigtigt, og hvad der ikke er.  
 
– I det store perspektiv er verden jo på mange måder blevet et frygteligt sted med krige og klimakrise og et dårligt miljø, og som voksne mennesker må vi være med til at gøre en indsats for at forbedre den. Det er noget, jeg tænker over i hverdagen; at sortere affald, tænke over madspild og tage hensyn til miljøet så vidt muligt, for jeg synes, at vi har en forpligtelse til at aflevere en ordentlig verden til de næste generationer.