Skilsmisse - fortalt fra et barns synsvinkel

”Mine forældre har ikke talt sammen i 30 år”

– Jeg har et enkelt minde fra før, mine forældre blev skilt: Jeg har fået en splint i foden og sidder på skødet af min mor, mens min far tager splinten ud. Det er det eneste, jeg kan huske, fra de var sammen.

– Jeg husker ikke selv skilsmissen. Jeg var tre år. Men jeg husker glimt derefter. Min mor og far ville ikke tale sammen, så jeg blev budbringeren. Min bror og jeg boede hos min mor ved Sønderborg, og så var vi hos min far, der flyttede til Padborg, hver tredje weekend. Når han kom og hentede hos, holdt han ude på en parkeringsplads foran min mors hus, og så gik min bror og jeg selv derud med vores tasker. De sagde ikke et ord til hinanden, og min far var aldrig inde og se vores værelser. Han spurgte aldrig, hvordan vi havde haft det hos min mor. Han ville ikke høre om hende. Så jeg blev stille og fik hensynsbetændelse. Jeg syntes, det var synd for min far. Og jeg talte ikke om, hvordan jeg havde det - heller ikke til min mor. – Det blev aldrig sagt, at jeg ikke måtte tale om min mor, når jeg var hos min far, eller omvendt. Men det lå i luften – den var helt fortættet af det. Ligesom hvis man har haft et stort skænderi og får lyst til at åbne vinduet. Sådan fyldte alt det usagte.

– Jeg ved stadigvæk ikke præcist, hvad der er sket mellem min mor og far, men jeg har hørt lidt igennem årene. Min far mente, at min mor var psykisk syg, og min mor mente, at min far drak. De har hadet hinanden, og har ladet det eskalere. De har ikke vidst, hvad det gør ved børn. Nogle gange kommer jeg til at sige ”min skilsmisse” om deres skilsmisse, fordi det føltes, som om det var mig, der blev skilt i to. – Når jeg havde fødselsdag, foregik det benhårdt: Var jeg hos min far i den weekend, jeg havde fødselsdag, skulle jeg holde den hos ham, og var jeg hos min mor, skulle jeg holde den hos hende. Og så ringede jeg til den, jeg ikke var sammen med, hvor jeg følte, at jeg skulle undskylde for at være dér - at jeg ikke kunne dele mig i to. I dag har jeg det stadig sådan, at jeg ikke kan lide at fejre mig selv. – Engang, hvor vi havde været hos min far, afleverede han os en halv time for sent ude på parkeringspladsen – der har sikkert været kø på motorvejen. Bagefter sagde min mor, at jeg skulle sige til ham, at hvis han gjorde det igen, så fik han ikke vores pas med næste gang. Det var tit de pas, der blev brugt som straf, fordi de skulle bruges, når vi skulle frem og tilbage til Tyskland. En gang fik vi ikke vores pas med, så da vores far kom for at hente os, kørte han igen, og så stod min bror og jeg dér alene på parkeringspladsen og måtte gå tilbage til vores mor. LÆS OGSÅ: Skilsmisse - fortalt fra en mands synsvinkel – Det eneste sted, hvor jeg kunne være mig selv, var hos min farmor i Tyskland – min oma, som jeg så, når vi var hos min far hver tredje weekend. Det var ikke, fordi vi talte om, hvad der foregik. Men dér havde jeg plads til at være mig. Dér var der plads til at være barn og lege med legetøj, og dér følte jeg mig ikke forladt. Hun tog sig af mig. Det var en ventil at være dér. Men det var ikke nok, og senere blev jeg selvskadende. – Da jeg skulle konfirmeres, ville min mor gerne have et bidrag fra min far, og da de ikke talte sammen, skulle jeg spørge ham, om han ville betale. Det ville han ikke, for han syntes allerede at han betalte via børnepengene, og det skulle jeg så gå tilbage til min mor og sige. Og sådan gik det frem og tilbage. Det blev så grimt. Min far kom ikke til konfirmationen. Det ville han ikke, fordi hele min mors familie var der. Selve konfirmationen var den værste dag i mit liv. Der var 60 mennesker, men jeg har aldrig følt mig så ensom. Jeg havde haft så travlt med alt det, der var foregået, at jeg slet ikke havde forberedt mig. Jeg vidste ikke, at jeg skulle holde en takketale eller skrive en takkesang. Det gik først op for mig, at jeg skulle sige noget, da min mor rejste sig og sagde ”er der flere indslag?” med hentydning til mig. Jeg følte mig så til grin og forkert. Som om jeg ikke var glad nok. LÆS OGSÅ: Skilsmisse - fortalt fra en kvindes synsvinkel – I 30 år har min mor og far ikke talt sammen. Det eneste, der har kunnet få dem ind i samme rum, var, hvis de skulle mødes i statsamtet. I dag har jeg ikke længere hensynsbetændelse. Jeg har retten til min egen historie, og derfor fortæller jeg den. Min mor ved godt, at det var været svært og har sagt undskyld flere gange, men min far forstår det ikke rigtigt. I dag ser jeg min mor tit, og min far taler jeg med i telefonen hver 14. dag, men han har stadig ikke set sine børnebørn. – Jeg har aldrig drømt om mand, villa og vovse. Det billede er blevet smadret. Og jeg kan ikke forestille mig at være gift. I dag har jeg to døtre, som jeg har fået med en mand, jeg ikke har været kæreste med. Vores første datter fik vi efter en engangsaffære, og da det fungerede, besluttede vi os for at få et barn til, og det fik vi via fertilitetsbehandling, fordi vi syntes, det ville være mærkeligt at skulle være sammen. Han kommer tit og er en god far, så mine børn får en far og en mor, der kan være sammen. Vi skylder ikke hinanden noget andet end at være gode forældre sammen. Frejamay November Vinnifred Lindholt, 35 år. Erhvervscoach og blogger på Frejamaynovember.dk. Skilsmissen kort: Da de var henholdsvis 25 og 30 år, blev Frejamays mor og far skilt. Dengang var hun tre år, og hendes lillebror halvandet. I dag er Frejamay mor til to døtre – en på tre år, og en der er født i maj i år, som hun har fået sammen med en mand, hun aldrig har været kæreste med.