Kærlighedsmisbrug
Parforhold

D-faktor: 9 træk, der ofte er karakteristiske for en krænker

D-faktor er en fællesnævner for 9 personlighedstræk, som beskriver de mørke sider af menneskets personlighed.

D-faktor står for dark factor, og har man D-faktor, har man ifølge ny forskning en tendens til at maksimere nytteværdien for én selv på bekostning af andre, kombineret med overbevisninger, der begrunder éns handlinger. Med andre ord til at gå nådesløst efter egne mål enten uden hensyntagen til, om man påvirker andre negativt, eller bevidst for at skade andre – og med en tro på, at den adfærd er retfærdig.
 
 
D-faktor er en fællesnævner for 9 personlighedstræk, som beskriver de mørke sider af menneskets personlighed. Blandt de 9 er egoisme, selvpromovering, ondsindethed, sadisme og skruppelløshed, og forskningen har vist, at de mørke sider er tæt forbundne. Det vil sige, at har man tendens til at have én af dem, er man mere tilbøjelig til også at have én eller flere af de øvrige.
 
LÆS OGSÅ: Når misbrug af følelser kommer forklædt som kærlighed
 
Undersøgelsen er lavet på baggrund af 2.500 forsøgspersoner, og forskningsartiklen ”The dark core of personality” er offentliggjort i det videnskabelige tidsskrift Psychological Review.
 
De 9 træk, der tilsammen giver D-faktor, er følgende:
  • Egoisme – overdreven optagethed af egen fordel på bekostning af andre og fællesskabet.
  • Machiavellisme – manipulerende, afstumpet holdning om, at målet helliger midlet.
  • Mereværdsfølelse – gennemgående holdning om, at man er bedre end andre og fortjener bedre behandling.
  • Selvpromovering – ønske om at forøge og synliggøre egen status i sociale og økonomiske sammenhænge.
  • Narcissisme – overdreven selvoptagethed, tendens til selvophøjelse og et ekstremt behov for opmærksomhed fra andre.
  • Ondsindethed – destruktivitet og vilje til at påføre andre skade – også selv om det går ud over én selv.
  • Psykopati – mangel på empati, selvkontrol og impulsivitet.
  • Sadisme – ønske om at tilføje andre psykisk eller fysisk lidelse til fordel for egen fornøjelse eller behov.
  • Skruppelløshed – generel tendens til at være samvittighedsløs og uden moralske kvaler.