usunde parforhold
Parforhold

10 råd, hvis du vil gøre dig fri af dit usunde parforhold

Hvis du har en mistanke om, at du kunne være afhængig af kærlighed på en usund måde, der hverken gør noget godt for dit parforhold eller dig selv, får du her 10 råd til, hvordan du gør dig fri.

10 råd, hvis du vil gøre dig fri af dit usunde parforhold

1. Bliv bevidst om din situation. Læs om kærlighedsafhængighed i bøger og på nettet.

2. Ræk ud efter hjælp. Tal med veninder. Find en støttegruppe – det kan være en terapigruppe eller en selvhjælpsgruppe. Find en terapeut, du har tillid til.

3. Skriv dagbog, hvor du er ærlig og skriver detaljeret om, hvad der foregår i dit parforhold. Det hjælper dig til at fastholde realiteterne og kan hjælpe dig til ikke at gå tilbage igen.

4. Anerkend din selvstændighed. Mind dig selv om, at du er en voksen person, der ikke er afhængig af ét bestemt menneske for at overleve. Husk, at det, han gør, eller ikke gør, handler om hans egen historie – det er hans opgave at gøre noget ved sine egne problemer. Det er ikke dit ansvar.

5. Hvis dit forhold er slut, så giv dig selv lov til at sørge over det, selv om du blev behandlet dårligt, og andre ikke forstår dig. Skriv en liste over det, du savner og ikke savner, og lad både sorg og vrede få plads.

6. Vær kærlig over for dig selv. Anerkend dine følelser, lyt til dig selv, vær opmærksom på dine behov, og beskyt dig selv.

7. Brug naturen, dyrk motion og afspænding med dybe vejrtrækninger. Det hjælper dig til at stresse af og finde ro og kunne se mere klart og konstruktivt på din situation.

Kender du en, der ville blive glad for et abonnement på PSYKOLOGI – så giv et abonnement i julegave. Fra 150 kr. >

8. Mind dig selv om dine ressourcer og stærke sider, om de ting, du værdsætter ved dig selv. Hvad er du fascineret af, og hvad drømmer du om? Fjern dit fokus fra hans problemer, og ret det imod egne interesser for på den måde at fylde dit indre tomrum op.

9. Øv dig i at give slip på andres problemer og sætte grænser.

10. Øv dig i at være sammen med mænd, du ikke føler trang til at ændre, og som du ikke føler dig besat af. Læg mærke til, om du føler dig tryg, godt tilpas, kan slappe af og more dig. Føler du dig hørt og set?

LÆS OGSÅ: Er du afhængig af kærlighed på den usunde måde?

LÆS OGSÅ: Test dig selv: Er du kærlighedsafhængig?

Kilde: Vitha Weitemeyer er psykolog og har skrevet bogen "Forelsket i en drøm – når kærlighed bliver til besættelse", Frydenlund. Læs mere på Vithaweitemeyer.dk.