Sidder du fast i din barndom? Kom videre, det hele er ikke dine forældres skyld

Sur på dine forældre? Så er det måske på tide, at du kommer videre og ser fremad i stedet for bagud. Af flere årsager. At se os selv som ofre for vores barndom fjerner vores fornemmelse for ansvarlighed, mener psykologen Martin Seligman. Derudover påpeger flere eksperter, at vores forældre måske slet ikke har haft så meget indflydelse på vores liv, som vi går rundt og tror.

Det betyder også, at forældre, der i dag stresser over forældrerollen og er bekymrede for, om de gør det godt nok, måske udsættes for nytteløs stress og uretfærdig bebrejdelse.

Det lyder utænkeligt. Hvordan kan forældre undgå at have en enorm indflydelse på deres børn? Ikke desto mindre er det, hvad forskning viser. Vi har fejlagtigt troet, at forældre spiller en langt større rolle for deres børns senere liv, end de faktisk gør. En af de ting, der har snydt os, er, at børn ofte minder om deres forældre:

– Man hører ofte noget i retning af ”denne mand er voldelig mod sine børn, ligesom hans far var voldelig mod ham, da han var lille. Se, hvordan børn ofte minder om deres forældre”, siger Steven Ludeke, lektor i psykologi ved Syddansk Universitet.

Det vrimler med eksempler: Kreative forældre får ofte kunstneriske børn, intelligente forældre får kloge børn, og harmoniske forældre får børn, der er i balance med sig selv. Der findes også eksempler med negativt fortegn: Skilsmissebørn har øget sandsynlighed for at blive skilt, og børn, der er opvokset med vold, misbrug eller kriminalitet, oplever oftere end gennemsnittet, at sådanne problemer følger dem gennem livet. Forskning bekræfter, at børn ofte ligner deres forældre, hvilket ofte bruges som argument for, at forældre former deres børn. Men den forklaring mangler en vigtig brik: gener.

– Børn minder ofte om deres forældre, men det er vigtigt at spørge om det er på grund af gener eller på grund af miljø. Når man udfører omhyggelige studier, har de det med at vise, at det først og fremmest skyldes generne, siger Steven Ludeke.

LÆS OGSÅ: En hård barndom kan have sine fordele

En tom boks?

I dag er de fleste overbeviste om, at forældre former deres børn. Sådan har det ikke altid været.

– Hvis du kigger historisk på det, har det der barometer, med arv og miljø, svunget frem og tilbage, siger Eske Willerslev, dna-forsker og professor ved Københavns Universitet.

– Det ene ekstrem er sådan én som Sartre, der var af den holdning, at du bliver født som en tom boks, og så bliver alting proppet i dig, ud fra miljøpåvirkning. Og den ekstreme modsætning, det er jo dem, der lagde sig op ad Charles Darwin og arvelighedslæren.

Det har både politiske og menneskelige konsekvenser, når barometeret svinger frem og tilbage: Idéen om, at intelligens og personlighed er nedarvet, har ført til både tvangssteriliseringer og racediskrimination. Efter anden verdenskrig blev tanken om arvelighedens store betydning politisk ukorrekt, og det blev i stedet populært at mene, at vores miljø gør os til dem, vi er:

– Min generation er vokset op med Sartre. Vi blev opdraget med, at du bliver født som en tom boks og det, der bliver fyldt i dig, gør dig til den, du er, siger Eske Willerslev.

Holdningen beskrives ofte med det latinske udtryk tabula rasa (”ren tavle”), og flere store tænkere har gennem tiden sammenlignet et nyfødt barns sind med et blankt ark papir, som der endnu ikke er skrevet på.

Det er let at se, hvorfor teorien om det ubeskrevne blad blev populær. Ikke blot er det en kærkommen modreaktion på tidligere perioders diskrimination, men idéen er også befriende, fordi den åbner op for, at vores liv ikke er forudbestemt af vores gener. Desuden er idéen inspirerende, hvilket blandt andet blev udtrykt af Walt Disney: ”Jeg tænker på et barns sind som en tom bog. I løbet af de første leveår vil der blive skrevet meget på bogens sider, og kvaliteten af det, der bliver skrevet, vil have en stor indflydelse på barnets liv.”

Således opstod og spredtes idéen om, at forældre former deres børn, som var de modellervoks. Utallige eksempler så ud til at bekræfte idéen, og det var noget, som man gerne ville tro på. Idéen er utroligt smuk, men der er et enkelt problem: Den er ikke sand.

Ikke et blankt papir

En bred vifte af forskellige metoder har de seneste årtier gentagne gange vist, at mennesket ikke bliver født som et ubeskrevet blad:

– De senere års genetiske forskning viser, at meget mere end det, vi gik rundt og troede, i hvert fald i min generation, er medfødt. Med andre ord: man er i langt højere grad, end vi tidligere har troet, programmeret til at blive den, man er, siger Eske Willerslev.

Det ved man blandet andet fra studier af tvillinger og adoptivbørn, som er interessante for forskere af hver sin grund: Enæggede tvillinger, fordi de deler gener (men ikke nødvendigvis miljø); adoptivbørn fordi de deler miljø (men ikke nødvendigvis gener). I Steven Ludekes forskning ser han blandt andet på adoptivbørn, for at adskille genernes rolle fra miljøets rolle:

– Vi kan se, at højtuddannede familiers børn har en tendens til også at få en høj uddannelse, men det gælder stort set kun, når der er tale om forældre og deres biologiske børn. Hvis der er tale om adoptivbørn, er ligheden mellem barnet og dets adoptivforældre betydeligt lavere. Det indikerer, at gener formentligt er en stor del af årsagen til ligheden mellem forældre og deres børn.

Andre studier viser ligeledes, at vores gener i høj grad former os: Tvillinger minder ofte meget om hinanden, selv hvis de vokser op hver for sig. Adoptivbørn kommer typisk til at minde mere om deres biologiske forældre end deres adoptivforældre.

Det betyder ikke, at miljøet slet ikke er vigtigt. Børn er meget påvirkelige de første to år, hvor eksempelvis omsorgssvigt kan føre til varige mén. Derudover bliver børn og unge i høj grad påvirket af deres vennegruppe:

– I næsten hvert et tilfælde former folk sig efter deres jævnaldrende, ikke deres forældre. Børn stræber ikke efter at minde mere og mere om deres forældre. De stræber efter at blive bedre og bedre børn, som fungerer godt i deres eget sociale miljø, skriver psykologen Steven Pinker i bogen The Blank Slate, og uddyber:

– Studier bekræfter, hvad enhver forælder ved, men hvad ingen tager sig tid til at forene med teorier om børneopdragelse: at hvorvidt teenagere ryger, overtræder loven, eller begår alvorlig kriminalitet, afhænger langt mere af, hvad deres venner gør, end hvad deres forældre gør.

En tredje ting som har en stor indflydelse på hvordan en person udvikler sig, er “miljøet” i morens mave:

– Der er ingen tvivl om, at miljøet i din mors mave, om man vil, har ekstremt stor betydning. Der er et berømt studie fra Holland, hvor der i slutningen af Anden Verdenskrig var hungersnød, hvilket betød at mange gravide kvinder sultede, siger Eske Willerslev, og tilføjer at forskere senere har undersøgt kvindernes efterkommere. De gravide kvinders hungersnød påvirkede ikke blot dem selv, men også deres børn, og endda deres børnebørn. F.eks. så man, at børnene var særligt disponeret for alvorlige psykiske lidelser og adskillige livsstilssygdomme, som type 2-diabetes og hjertekarproblemer.

Det kaldes epigenetik - når miljøet påvirker hvordan generne bliver udtrykt. Visse forhold i miljøet (eksempelvis i morens mave) kan føre til, at nogle bestemte gener ”tændes” eller ”slukkes” , og disse ændringer bliver i nogle tilfælde nedarvet til næste generationer.

Miljøet har altså indflydelse på, hvordan en person udvikler sig, men ideen om tabula rasa er forkert, og den har påført mange forældre en byrde, de formentlig aldrig skulle have båret:

– En af konsekvenserne ved, at miljøet er altafgørende er, at når folk så har en psykisk sygdom, så må det jo være på grund af miljøet. Det kan jo være skolen eller et eller andet, men den ender typisk hos moren og faren, som så har siddet og sagt ”hvad har vi gjort galt?”, siger Eske Willerslev, og tilføjer:

– Hvis miljøpåvirkningen i virkeligheden er minimal i den sammenhænghæng, er det jo forfærdeligt, at de her stakkels forældre har skullet gå rundt og bære den tunge byrde. En god ting ved at få det med arveligheden på plads er, at det måske tager noget af den byrde, og at det måske fjerner noget af stigmatiseringen. Det kan man i hvert fald håbe på.

LÆS OGSÅ: Børn har brug for trygge forældre

SLap bare af, forældre

Forældre bliver angrebet fra alle fronter. Nogle gange indefra, andre gange udefra, og i nogle tilfælde endda af deres (voksne) børn: Hvis man er deprimeret, er det nok, fordi ens forældre var for strenge; hvis man har lavt selvværd, er det nok, fordi de ikke var kærlige nok.

— Folk har ofte historier om hvordan deres forældre har påvirket dem. Det drejer sig ofte om, hvordan uhensigtsmæssig adfærd fra forældrenes side har påvirket dem, som deres barn, til at opføre sig på en lignende måde i deres voksne liv, siger Steven Ludeke.

— Den slags historier kan føles meget tydelige og overbevisende, men de er ofte baseret på en idé om, at forældrene har mere indflydelse på vores voksenliv end videnskaben understøtter.

Uanset, om der er evidens for det eller ej, kan det være fristende at bebrejde sine forældre for sine problemer, fordi det fritager én selv for ansvaret:

– Livet er fyldt med tilbagegang. Folk, vi elsker, afviser os. Vi får ikke de jobs, vi vil have. Vi får dårlige karakterer. Vores børn har ikke brug for os længere. Vi drikker for meget. Vi har ingen penge. Vi er middelmådige. Vi taber. Vi bliver syge. Når vi fejler, søger vi trøst, hvilket kan ske ved at se tilbagegangen som noget andet end fiasko - ved at fortolke det på en måde, så det ikke gør lige så ondt som fiasko. At være et offer, at bebrejde en anden, eller endda at bebrejde systemet, er en stærk og i stigende grad udbredt form for trøst, skriver psykologen Martin Seligman i bogen What You Can Change and What You Can't.

Men hvis man bebrejder andre for sin modgang, risikerer man ifølge Martin Seligman at komme til at sidde fast i fortiden:

– At se os selv som barndommens ofre, gør os til fanger af vores fortid, og det eroderer vores fornemmelse af ansvarlighed. Al succesfuld terapi har to ting til fælles: Det er fremadrettet, og det kræver, at man tager ansvar.

Forældrenes hårdeste kritikere er imidlertid dem selv, oplever Steven Ludeke.

– Jeg har mange samtaler med nybagte forældre, og jeg kan se, at de bekymrer sig rigtigt meget, hvilket gør mig trist. Det ville være sørgeligt, at de oplevede stress og bekymring, selv hvis det var velbegrundet, men det er især trist, når det ikke er. Og det er det især ikke på langt sigt, altså når vi taler om, hvordan barnet bliver som voksen, og ikke om, hvordan det er som femårigt.

Som forsker kan Steven Ludeke se, at forældrene spiller en relativt lille rolle for børnenes videre færden. Derfor er det trist, når forældre ofrer sig selv for drømmen om at give deres børn det perfekte liv:

– Jeg så et citat den anden dag fra en ung mor, der sagde: ”Jeg vil give mit barn den bedste start på livet, om så det bliver over mit lig”, og jeg følte mig bare så trist på hendes vegne. For det første virkede det bare som sådan en stressende situation at være i, og for det andet, så er det virkelig en person, der overvurderer sin evne til at gøre alting perfekt for sit barn.

Forældrenes bekymringer omhandler ofte de ting, som de har mindst indflydelse på:

– De steder, hvor forældrene faktisk gør en forskel, det er ikke de ting, som de stresser over. For barnets politiske og religiøse overbevisning, dér spiller forældrene en stor rolle, men det er ikke, hvad de fleste forældre bekymrer sig om. De bekymrer sig derimod om ting som adfærdsproblemer og læringsvanskeligheder, siger Steven Ludeke, og tilføjer, at det er nogle af de ting, som forældre paradoksalt har overraskende lidt indflydelse på. Han mener, at nutidens forældre med fordel kan acceptere, at de ikke spiller en så stor rolle, som man tidligere har troet:

– Jeg tror roligt, at forældre kan slappe lidt mere af. For vi har det med at være mindre betydelige, end vi umiddelbart tror.

Det budskab kan virke både provokerende og demotiverende. ”Så det er altså ligegyldigt, hvordan jeg er som forælder?” vil nogle måske tænke. Men det er en misforståelse, og det ville svare til at sige, at det er ligegyldigt, hvordan man behandler sin partner, fordi man alligevel ikke kan ændre personen. Barndommens gade er en vigtig del af vejen gennem livet, uanset om forældrene bestemmer, hvor den vej fører hen i længden. Forældrenes indsats vil aldrig være ligegyldig, men vi skal stoppe med altid at bebrejde forældre for deres børns problemer. Hvis man vil bebrejde sine forældre, skal det måske først og fremmest være for de gener, de gav en. Og vigtigst af alt: Måske skal nutidens forældre lære at give slip på kontrollen, selvbebrejdelsen, og kravet om, at alt, der har med deres børn at gøre, skal være perfekt.

Fem myter om barndommen

Så meget betyder dine gener

Når forventninger til børn bliver en selvopfyldende profeti

LÆS OGSÅ: En hård barndom kan have sine fordele