Familierelationer

3 kvinder om det svære forhold til mor: "Jeg forventer ikke noget fra hende"

Det behøver ikke at være alvorlige skænderier eller vold, der er skyld i, at du har et vanskeligt forhold til din mor. Tre kvinder fortæller her, om det svære forhold de har til deres mor.

I barndommen var forholdet godt - ja, nærmest symbiotisk - men som de blev ældre, opdagede de mangler og egenskaber i relationen, som de før havde været blinde over for.

Vi har talt med tre kvinder, der alle kæmper med forholdet til deres mor. 

Maiken, 46 år: Jeg har affundet mig med, at det er sådan, hun viser kærlighed

– Jeg har aldrig haft et tæt eller symbiotisk forhold til min mor. Hun sørgede for, at rammerne og rutinerne var rigtige. Jeg havde altid rent og pænt tøj på, hun lavede rullepølse og leverpostej fra bunden, så jeg kunne få gode madpakker med i skole. Hun sørgede for, at jeg mødte til tiden, lavede lektier, talte pænt, og hun præsenterede mig for litteratur og verdenshistorie.

Indtil jeg fik mand og børn, så jeg hende som en god mor. Som ung havde jeg et kækt og kynisk image, jeg deltog ikke i mine veninders teenage-holden i hånden og sætte hår på og massere hinanden. Mine kærester dengang syntes, der var sejt, at jeg var en tough cookie.

LÆS OGSÅ: Har du et svært forhold til din mor? Sådan forbedrer I relationen

Men da jeg mødte ham, der blev far til mine to børn, begyndte mit selvbillede at vakle. Han er en meget ligetil mand med såkaldt sunde interesser og en ganske almindelig adfærd, og han syntes, det var noget pjat med min afstandtagen til romantik, følelser og berøring.

Langsomt gik det op for mig, at jeg havde et ømt punkt, når han virkelig krammede mig, så mig i øjnene og insisterede på nærhed, fordi jeg aldrig havde oplevet det fra min mor. Eller min far for den sags skyld. Da jeg selv blev mor, besluttede jeg at gøre meget anderledes end min egen mor. Jeg har krammet og kysset og fortalt mine børn, at jeg elsker dem hver dag, hele deres liv.

Jeg har til gengæld aldrig taget et opgør med min mor, som i dag er præcis den samme slags mormor over for mine børn, som hun var mor over for mig. De tager på ture og ferier sammen, hun laver det store frokostbord til dem, og jeg har affundet mig med, at det er sådan, hun viser kærlighed.

Pernille, 37 år: Jeg er stadig på vagt

– Jeg var stærkt afhængig af min mor og ekstremt morsyg som barn, og også da jeg var teenager, havde vi et godt forhold. Der gik et par år, efter jeg var flyttet hjemmefra, før det gik op for mig, at hun som mor havde svigtet big time, og at min evige usikkerhedsfølelse, konfliktskyhed og trang til at please havde grund i min relation til hende.

Jeg oplevede, hvor svært det var for mig at være mig selv, og jeg kunne ikke engang helt definere, hvad dette ”mig selv” bestod i. Fordi jeg hele tiden havde antennerne indstillet på mine omgivelser og på, hvordan jeg kunne bringe enhver situation i balance.

LÆS OGSÅ: Er du et offer for offerollen?

At lægge mig under i enhver relation var naturligt for mig, for på den måde truede jeg ingen. Jeg kan huske, at jeg gik og funderede meget over, hvor sindssygt det ville være, hvis man bare sagde, hvad man mente i alle situationer. Hvor absurd!

I løbet af årene lukkede jeg ned over for min mor og endte med at sætte grænserne helt yderligt for, at hun ikke havde mulighed for at overskride dem. Det gjorde hun nu alligevel. Det var først, da jeg selv blev mor, at jeg tvang mig selv til at lade hende komme tættere ind i mit liv. Ikke tættere på mig, men på mit barn. Og det, jeg så, var betingelsesløs kærlighed, som mindede mig om, hvad hun også rummer.

Men jeg er stadig på vagt, når jeg hører min mor være idiotisk og barnagtig over for min datter, men min datter elsker hende og synes, hun er den bedste mormor i verden. Jeg er glad for, at jeg på den måde kan give hende en vigtig plads i min datters liv.

Forkæl dig selv og få femina leveret hver uge. Køb et abonnement her

Pauline, 42 år: Jeg forventer ikke noget fra hende

– Min mor var mere en teenagestoresøster end en mor. Alt drejede sig om hende. Hvis hun havde problemer, ævlede hun løs om dem, uanset om det var økonomi, arbejde, veninder, mænd – der var ikke noget filter mellem voksen- og børneverdenen.

Det værste, jeg vidste, var, når hun havde venner på besøg, og de sad med deres couscous-salat og drak vin. I dag kan jeg sagtens se, at hun ikke havde et alkoholproblem, men jeg hadede dengang, når hun blev løs i koderne og fjollet, og jeg blev så usikker og nervøs.

Hun var altid meget tæt på sine følelser, og det var dem, der bestemte, om det blev en god eller dårlig dag. Hvis det gik godt med en ny kæreste, var hun så sød og large, men så snart det gik dårligt, blev hun sur og kortluntet over for mig. Derfor så jeg også hendes skiftende kærester som irriterende, og jeg længtes efter forudsigelighed og kedelige gifte forældre, der lavede frikadeller med brun sovs og faldt i søvn foran fjernsynet. 

LÆS OGSÅ: Klovnen, hjælperen eller mægleren? Hvilken rolle har du i familien?

Jeg lærte desværre at sætte mig selv og mine følelser i anden række, når der var brug for det. Jeg har taget rigtig mange opgør med hende, lige siden jeg var teenager, og der har været perioder, hvor vi slet ikke har talt sammen. Jeg har altid fået oplevelsen af ikke at blive forstået eller imødegået, og selv i konfrontationen får hun mig til at føle mig helt forkert, og til stadighed er hun sig selv og sine følelser nærmest.

Da jeg fik barn selv, håbede jeg, hun ville steppe op og som mange andre bedstemødre virkelig gå ind i den relation, som en chance for at gøre det godt. Men det gjorde hun ikke, og for mig har det givet fred at acceptere, at sådan er det bare. Jeg forventer ikke noget fra hende, så det lidt, der kommer, primært til mit barn, tager jeg imod.

Læs mere om: