Chefredaktøren: Oplev verden gennem en anden

Hvordan føles det at have OCD? At vinde i Lotto? At ende i en shitstorm?

Jeg ved, hvordan det føles at tage heroin. Jeg har aldrig turdet prøve det, men jeg har to kusiner, der har været stiknarkomaner, og det er nok. Før den yngste, som kun blev 21, tog en overdosis, beskrev hun engang, hvor fantastisk det er at skyde heroin – og det var det hjerneblæste udtryk i hendes øjne – kærligheden til stoffet og til rusen, der overbeviste mig om, at det skulle jeg aldrig røre.

Når jeg (og de fleste andre) hører om vores medmenneskers liv og oplevelser, vækker det så godt som altid én af to grundfølelser i os, nemlig ”bare det var mig!” og ”godt det ikke er mig!”.

I temaet på side 18 kan du opleve begge følelser og få lov til at ”være inden i” en anden person for en stund. Mon ikke de fleste af os har drømt om at være megapopulære eller vinde hovedpræmien i Lotto? Men hvordan føles det så at stå oppe på Orange Scene på Roskilde Festival foran et kæmpe publikum og blive hyldet som rockstjerne? Fedt, formentlig. Men at the end of the day, mon så ikke det trods alt er federe at stå nede på publikumspladserne? Man bliver jo alligevel bare afhængig af succes og beundring, og tænk så, hvis det hele kammer over, og man havner i en shitstorm som den, Inger Støjberg beskriver på side 21.

Hvordan overlever man overhovedet det?

LÆS OGSÅ: Chefredaktøren: Verden er fuld af nuancer

Jeg har mere end rigeligt at gøre med at håndtere almindelige hverdagskonflikter, som f.eks. at finde den rigtige måde at være familie på, når man er én voksen. Nogle dage kan jeg græde højt ved tanken om, at den drøm, der var større end barnlige fantasier om berømmelse og penge, nemlig illusionen om ”at holde sammen i tykt og tyndt”, floppede. Hvad skulle alle de timers terapi egentlig til for, når det alligevel endte, som det ikke skulle? Måske burde min generation have søgt konfliktmægling i stedet for selvudvikling? Mere praktik og færre følelser, som artiklen på side 44 om konfliktmægling lægger op til. På andre tidspunkter – nogle gange bare øjeblikket efter – ser jeg helt anderledes konstruktivt på livet efter kernefamilien. Så nyder jeg, at alt står hulter til bulter i opvaskemaskinen, og at jeg for første gang i mit voksne liv kan hoppe i seng lige efter job, hvis jeg er træt, uden at virke kedelig og irriterende (se artiklen om irritation på side 62).

Skal man være venner med sin eks? Journalist Annette Aggerbecks artikel på side 26 er meget klar på den sag. Den rammer plet, men den skyder også forbi – helt afhængigt af hvordan man lige har det med sig selv og sin eks den dag.

LÆS OGSÅ: Christina Bølling: Narcissist på deltid

Følelser skifter. Mine skifter nogle gange hurtigere, end jeg selv kan følge med, men heldigvis mest i ultratætte relationer, eftersom det jo kun er mennesker rigtig tæt på én, der har adgang til ens følelsesmæssige rodebunke. I den forbindelse kan jeg bare kort sige, at mænd trigger mig mest. Jeg ville helt klart have godt af at prøve at være inden i en mand for bedre at kunne forstå, hvad der foregår.

Interviewet med forsker, storvildtjæger, professor og antropolog Rane Willerslev er et af de bedste, vi har haft. Skynd dig at læse det. Det er jo cool, at manden er så anarkistisk. Han har haft en speciel barndom med en skrap far, men det har ikke gjort ham hård. Det har tværtimod åbnet ham. Han opfatter sig selv som et ikke særlig moralsk menneske; han kan f.eks. ikke se det forkerte i utroskab, så længe man ikke sårer sin partner. Nu spørger kvinden i mig så manden? Kan man undgå det? Er det ikke netop problemet? Og så er vi tilbage til starten. For Rane Willerslev og andre originaler, som vi ikke helt forstår og derfor fascineres af, kan nemlig det sjældne at få os til at tænke ”godt det ikke er mig!” og ”bare det var mig!” på én og samme tid.

God læselyst med denne udgave af PSYKOLOGI

Christina Bølling, Chefredaktør