Christina Bølling
Selvudvikling

Chefredaktøren: ”Jeg føler mig mindre alene, når andre tør tage bladet fra munden”

7. august 2017
af Christina Bølling
”Lige så meget som jeg hader udtrykket "at bryde tabuer", elsker jeg, når det sker. For når mennesker tør at klippe navlestrengen og stå op for sig selv, får vi andre jo inspiration til at kigge på os selv.”

Læs chefredaktør Christina Bøllings tanker om det nyeste PSYKOLOGI:

Jeg slukker mobilen og smækker mig i solen med Psykologi. Og jeg glæder mig, for jeg bliver klogere – og føler mig mindre alene, fordi der heldigvis stadig er nogen, der tør at tage bladet fra munden. Og lige så meget som jeg hader udtrykket "at bryde tabuer", elsker jeg, når det sker. For når mennesker tør at klippe navlestrengen og stå op for sig selv, får vi andre jo inspiration til at kigge på os selv.

Og ja, det gør ondt at være hård over for dem, man elsker, men det kan være uundgåeligt. En astrolog ville sige, at det var Pluto, der var på spil: først nedbryde og så bygge op bagefter i en bedre udgave.

På side otte forklarer Emilie Brandt – datter af 70'er-jetsetdesignerparret Erik og Margit Brandt – hvorfor hun tidligere på året gik public på Facebook med sin fars "problematiske forhold" til alkohol. Udtrykket er ikke hendes, men Erik Brandts. Ikke fordi han benægter, at han drikker og har været på afvænning flere gange, men fordi han selvfølgelig helst ville have undværet at blive udstillet som alkoholiker i den kulørte presse. Og fordi han nok foretrak, at det var forblevet en privat sag. Hvilket der i øvrigt var mange andre end ham selv, der mente – i opslag­et skrev Emilie Brandt derfor også: "... og jeg har ikke brug for, at I skriver kommentarer til det her".

Emilie Brandt vidste, at hendes far ikke kunne tåle at drikke mere. Hun ville stå uden far og morfar til sine børn, hvis ikke han snart kom "hjem".

Men kan man tillade sig at røbe et andet menneskes hemmelighed og gå ud og åbent fortælle om en andens misbrug, som hun har gjort? Læs interviewet og døm selv.

Der er en kvart million alkoholikere i Danmark, og det er tal fra 2000. Vi ved, at mennesker der drikker, hiver både partner og familie med ind i tågerne og i skamfølelsen. I hvert fald tit. Spørgsmålet er derfor også, om man kan kalde det en privat sag? Det påvirker i den grad børns og ægtefællers liv at blive reduceret til medmisbrugere og en blanding af flaskesamler, politibetjent og opkastoptørrer.

LÆS OGSÅ: Christina Bølling: Narcissist på deltid

Musikeren Michael Falch er en anden kendt person, der som Erik Brandt har kæmpet med alkoholmisbrug og er kommet ud på den anden side. Med konsekvenser – både negative og positive – for hans familie. Datteren Mathilde Falch har tidligere, da hun debuterede som sanger, fortalt, at hun havde "arvet" sin fars misbrugsgen og været indlagt med både anoreksi og stofmisbrug. Heldigvis har hun også arvet hans evne til at sige "cut". De er begge clean i dag. På side 28 fortæller Mathilde, hvordan hun fik troen på kærligheden tilbage. Det er meget smuk læsning.

Temaet i dette nummer kredser om samme emne, nemlig tro, håb, kærlighed og forelskelse. Hvorfor falder vi for den "forkerte"? Hvad gør de store følelser ved os? Hvorfor kan vi ikke leve uden, men nogle gange næsten heller ikke med dem, vi elsker? Psykolog Jytte Vikkelsøe har det bedste bud, jeg nogensinde har hørt: Din partner (også ham, du skændes med) er altid den rigtige, fordi du udvikler dig.

God sommer og god læselyst med det nyeste nummer af PSYKOLOGI,

Christina Bølling

Læs også