Psykologi

Chefredaktøren: Holdningsløs

Umiddelbart er det let at mene noget om alt og alle. Og hvis man er god til det, kan man underholde til fester og middage og score point på det, men i længden bliver man så træt af det i hovedet – og alle de holdninger, de rammer jo én selv i nakken til sidst.

I går så jeg ud af øjenkrogen en kvindelig debattør, jeg beundrer på mange måder, i København, hvor jeg også tror, hun bor. Sikkert i en megafed lejlighed med udsigt over Søerne. Hun er skarp, stærk, slagkraftig og lækker at se på – jeg er sikker på, at hun er alletiders oplægsholder og garanteret også sjov både at gå i byen – og i seng – med. Hun så til gengæld ikke særlig glad ud. Det er opslidende og ensomt at være så verbalt hårdtslående og så fuld af holdninger. Jeg ved det, for jeg har selv været på den kurs. Jeg var bare ikke skarp nok i længden eller hård nok.

Umiddelbart er det let at mene noget om alt og alle. Og hvis man er god til det, kan man underholde til fester og middage og score point på det, men i længden bliver man så træt af det i hovedet – og alle de holdninger, de rammer jo én selv i nakken til sidst. For hver ny holdning, jeg fik, jo mindre albuerum fik jeg selv. Som min kloge (og varme) kollega siger: ”Din første tanke er dét, samfundet (eller dine omgivelser) har lært dig at tænke. Den næste viser, hvem du selv er.” Jeg vurderede alt og alle fra irriterende morgenradioværter til morgenkaffens ophavsland, og alt skulle være på en bestemt måde. Den rigtige. Men som sagt: Det faldt tilbage på mig. Til sidst kunne jeg ikke holde mig selv ud for pegefingre og giftige og sjove kommentarer, som jeg skræppede i kor med alle de andre, som også har lært i skolen, at det gælder om at række hånden i vejret og være aktiv i timerne. Tie stille skal man for alt i verden ikke (jo, man skal, se bare artiklen om nunchi på side 16)

Jeg har besluttet at tage en midlertidig holdningspause, for så kan man faktisk bedre trække vejret og dumme sig som alle andre, uden at det er en katastrofe. Jeg har allerede opdaget, at det er tusind gange lettere og mindre anstrengende at sige: Hun (eller han) er sgu ret sød og klog – i stedet for at finde titusinde fejl ved en eller anden tilfældig person, som jeg måske egentlig, når alt kommer til alt, bare er misundelig på.

PS. På side 64 i det nye blad kan du i øvrigt læse, hvorfor man ikke skal sammenligne sig med andre, og hvorfor det indimellem alligevel er meget godt.

SMUGKIG I DET NYE NUMMER AF PSYKOLOGI

galleri: smugkig i det nye psykologi - nummer 1908

Læs mere om: